Show it, don’t tell it.
Sådan lyder en af de mest citerede regler inden for journalistik, fiktion og formidling i det hele taget. Og den har den svenske forfatter og dokumentarist Kristina Lindström, som sammen med kollegaen Maud Nycander forrige år gav os den fremragende ’Palme’, taget til sig, så det er en fornøjelse at være vidne til. For nu at tage et eksempel:
Da Astrid Lindgren var en ung pige i Småland i begyndelsen af forrige århundrede, holdt hun af at gå i den lokale biograf og se film med datidens største stjerne, den canadisk fødte Mary Pickford. I en af disse, ’Suds’ fra 1920, spiller Pickford en kvinde, der har en hest i sit hus. Og som vasker gulv ved at spænde børster på fødderne og så skøjte brædderne rene.
Bogfolk: Et fremmed blik vækker læsernes interesseFilmen forkynder ikke, at vi her har inspirationen til en senere kendt romanfigur. Næh, man går ud fra, at seerne kan lægge to og to sammen. Og sågar også addere yderligere oplysninger.
For da Lindgren senere i livet, som ung enlig mor i depressionens Sverige, arbejdede som sekretær for den moderne kriminologis fader, Harry Södermann, kaldet Revolver-Harry, fandt hun ud af, at denne under sine omfattende cykelture som ung havde haft en abe som ledsager. Nåså, Sifon.
Fra børnebogsforfatter til politisk magtfaktor
Læsere af Jens Andersens fremragende Astrid Lindgren-biografi ’Denne dag, et liv’ vil vide, at den svenske mesterforfatterinde er en forrygende historie: Den fremmelige elev, der allerede i skoletiden fik offentliggjort tekster i Vimmerby Tidning og blev kaldt ’Smålands Selma Lagerlöf’.
Blot for at blive gravid med den 30 år ældre og gifte avisredaktør Reinhold Blomberg som 18-årig, føde sønnen Lars i dølgsmål i Danmark, sende ham i pleje og først hente ham hjem, da han var tre. Og derefter leve som selvforsørgende enlig mor i en årrække, inden hun giftede sig med Sture Lindgren, kontorchef i Kungliga Automobil Klubben, hvor hun arbejdede som sekretær.
Som hjemmegående svensk Husfru fik hun datteren Karin, og til hende fortalte hun historier om en pige, der gik med forskelligt farvede strømper, boede alene i et stort gammelt hus og havde en mor, der var engel og en far, der var negerhøvding: Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynte Efsaimsdatter Långstrump. Resten er litteraturhistorie.
Kinesisk oversætter har viet sit liv til nordisk litteraturDatteren af Vimmerbys menighedsrådsformand blev en af ikke alene Sveriges, men verdens mest læste forfattere, og hendes forfatterskab regnes blandt de ypperste. Hvis man ser bort fra det skudsmål, det i sin tid fik af det svenske akademis daværende chefideolog Karl Ragnar Gierow, som mente, at børnelitteratur var skrevet alene for vindings skyld af halvdårlige damefrisører.
Og i løbet af sit lange liv gik Astrid Lindgren fra at være en populær og rost børnebogsforfatter til at være en politisk magtfaktor, der med et indlæg i boulevardavisen Expressen om den amokløbne progressive beskatning i Sverige anno 1970’erne væltede regeringen Olof Palme, selv om hun var hele landets socialdemokratiske bedstemor.
Portræt af en forfatter og en nation
Historien om Astrid Lindgren er også fortællingen om Sverige i det 20. århundrede, hvor hun levede og skrev, og som forvandlede sig fra et kristent bondesamfund til verdens mest regulerede velfærdsstat med offentlig bespisning af skolebørn og statsmonopol på salg af vin, spiritus og øl med alkoholindhold over 3,5 procent.
Den historie er en bonus, man får med, når forfatterens liv oprulles i lyd og billeder. Ofte er det hendes egen milde smålandske mål, der udgør lydsiden. For takket være hendes generøse tilstedeværelse i radio og tv er der vognlæs af materiale at tage af.
Mr. Nobels litteraturpris: Litteraturen har tabt til pop og krimierKristina Lindström og hendes hold har fundet nogle vidunderlige dækbilleder til beretningen. Blandt andet strimler fra Vimmerby marked anno 1907, året hvor Astrid Lindgren kom til verden.
Her ser man struttende karlfolk i blød hat og jakketøj bakse med kvæg og heste, børn spæne omkring og alle hånde krejlere falbyde deres varer og fjællebodsløjer, mens Lindgren selv læser højt fra sin beskrivelse af markedet i bogen om den opvakte, frække purk Emil i Lönneberga, som man efter at have set filmen ikke er et sekund i tvivl om er forfatterens selvfremstilling.
Der er også skønne forløb fra det gamle Stockholm, og vidneforklaringerne er hentet hos kyndige folk som den knarvorne forfatter og kriminolog Leif G.W. Persson, litteraturprofessoren Ebba Witt-Brattström og den danske sygehushistoriker Christian Busch – samt selvfølgelig børn, børnebørn, kolleger og godtfolk. Og det hele er så fantastisk, at der nærmest er tale om en saligkåring.
Men det gør ikke så meget for så vidt angår selve den tre timer lange dokumentars underholdningsværdi og fortællemæssige kvaliteter. Det er godt håndværk, og man fornemmer et enormt researcharbejde.
Bogfolk: Har bestselleren en holdbarhedsdato?Til gengæld savner man indimellem bare en eneste kritisk røst, der turde sige noget begavet om især det senere forfatterskabs romantisering af døden. En ting er, at værket i sig selv er sakrosankt og afstedkommer furore, når det anfægtes i selv den mindste detalje – jf. efterårets debat om Pippis fædrene ophavs erhvervsmæssige status som ’negerkonge’ og den opsætsige unge dames gøren grin med asiaters ’skæve’ øjne.
Den helt store pointe er imidlertid, i hvor høj grad hele forfatterskabet er selvbiografisk baseret. Det har visse litterater sikkert været klar over i mange herrens år, men i filmen bliver det vist uden pegepind og pernittengrynede pointer, hele dynen er en lang bearbejdning af livsindhold af mere eller mindre traumatisk art, hvad enten det så er det tidlige tab af sønnen Lars, storebroderens alt for tidlige død af for stort hjerte, forældrenes forargelse over deres datters usædelige adfærd – eller opvæksten i den angivelige landboidyl i Vimmerby som en del af det agrare småborgerskab anno 1910’erne, før kvinder fik stemmeret og utroskab stadig var en forbrydelse.
En på mange måder mageløs og stemningsfuld film, der kompletterer vor egen Jens Andersens kritikerroste biografiske kolbøtte, som i disse dage sikkert læses af mangen en juleferienyder.
fortsæt med at læse
