Hun har holdt ud så længe. Syvårige Maisie (Onata Aprile) har trøstet de voksne, klaret sig selv og været tapper, mens hendes lille verden er styrtet i grus, men som hun ligger der på en fremmed seng omgivet af ukendte voksne og forladt af sine forældre, lader hun en enkelt, stille tåre trille.
Et hvilket som helst andet barn ville for længst være gået i panik og have skreget efter mor eller far, men Maisie ved kun alt for godt, at mor og far ikke er lig med tryghed.
Vidunderligt skuespil
Hendes mor, Susanna (Julianne Moore), er en kriseramt rockstjerne, der desperat forsøger at holde gang i sin ungdoms sex, drugs og rock’n’roll-liv, og hendes far, Beale (Steve Coogan) er en selvoptaget britisk kunsthandler, hvis forretning ikke længere går så strygende.
De skændes konstant, og slagsmålet fortsætter i retten, hvor Beale vinder forældremyndigheden over Maisie, ligesom familiens barnepige, Margo (Joanna Vanderham) til Maisies umiddelbare forundring flytter med.
Det viser sig, at hun og Beale har indledt et forhold, og inden længe kommer en fjerde forælder til, da Susanna gifter sig proforma med sin yngre elsker Lincoln (Alexander Skarsgård), der er stor som et brød, men ikke ligefrem udstråler voksen autoritet med sine sovekammerøjne og sit bartenderjob.
Indiefilm viser vejen væk fra de voksnes falskhedMaisies forældre kæmper for at vinde hende kun for at kaste hende i hænderne på fremmede, for hurtigt viser det sig, at Margo og Lincoln – de uægte forældre – er bedre til at tage ansvaret for den lille pige end hendes egne forældre.
Og bevidst eller ej begynder Maisie at føre sine to reelle forældre sammen og dermed danne en improviseret familie; et håb man ikke kan undgå at dele med den lille pige, der endelig oplever nærhed gennem Margo og Lincoln, vidunderligt ukunstlet og naturalistisk spillet af Vanderham og Skarsgård.
Masser af menneskelighed
Maisie er filmens øjne og hjerte. Hun er med i hver enkelt scene, og alle begivenhederne ses fra hendes synspunkt, ligesom de voksnes følelser spejles i hendes blanke øjne, mens hun kastes fra favn til favn i det velhavende kunstnermiljø i New York, indtil hun som nævnt rammer det absolutte nulpunkt en aften, hvor alle hendes fire voksne tilsyneladende har glemt hende.
Det er ikke lige til at se det, hvis man ikke ved det, men faktisk er ’What Maisie Knew’ en filmatisering af en Henry James-roman fra 1897, det vil sige fra årene omkring filmens fødsel.
I James’ roman har man glæden af forfatterstemmens voksne forståelse og ditto ordforråd til at skildre Maisies oplevelser, mens hendes forældre i romanen er de rene karikaturer, hvis eneste funktion er at ødelægge livet for den lille pige i deres forsøg på at ramme hinanden.
Julianne Moore er sublim i lesbisk dramaI Siegel og McGehees filmversion forholder det sig anderledes; takket være Julianne Moore og Steve Coogans fine og nuancerede spil lader Maisies forældre sig aldrig reducere til idioter – snarere er de ekstreme repræsentanter for nutidens forældre, der har så travlt med at realisere sig selv, at de ikke har plads til at tage ansvar for deres børn.
Som sådan bliver de langt mere sympatiske og interessante figurer, også selv om de er filmens ubetingede skurke.
Når Julianne Moores figur gang på gang glemmer, at Maisie kun er en lille pige, og trøster hende med, at hun snart kommer hjem fra turne, så de kan ’hænge ud’, ser hun næsten lige så fortabt ud som sin datter, og hendes åbenbaring sent i filmen giver figuren den menneskelighed, man ellers kunne tro var druknet i spiritus sammen med selvindsigten.
Fastholder orden i kaos
Ligeledes har Siegel og McGehee valgt en anden løsning end Henry James på romanens fortællerstemme.
Der er – gudskelov – ingen voice over i filmen, hvilket til gengæld gør opgaven så meget desto sværere for den unge Onata Aprile, som med de store, lysende øjne og det voksne udtryk skal agere katalysator for fortællingen.
Det betyder også, at filmens hele visuelle udtryk udspringer fra det barnlige blik, med hvilket Maisie forsøger at genfortrylle den verden, hun ikke forstår, og som mildt sagt har mistet sin uskyld.
Kameraet panorerer ofte forbi Maisies opstillede legetøjsdyr, ligesom lyset danser i himmelsengen og i Maisies upraktiske strutskørter, når hun gynger på legepladsen.
Det vil sikkert for nogen virke som en usmagelig æstetisering af en barsk barndom, men det har sin berettigelse, hvis man går med på filmens præmis om, at Maisie til det yderste forsøger at se skønheden i sin situation; at fastholde en orden i kaos.
Elegant
Det gør også Maisies figur mere interessant, at hun ikke bare er et offer for sine forældres skilsmisse, men en aktivt fortællende og fortolkende person i filmen – selv om Siegel og McGehee klogt har instrueret Aprile så lidt som muligt og lader hende være en tavs brik i forældrenes spil af løgne, kærlighedserklæringer, tomme løfter og følelsesmæssigt forræderi.
Maisies næsten grænseløse loyalitet og hendes evne til igen og igen at fostre nyt håb giver filmen en næsten suspenselignende følelse: Mon hun kommer til at finde den omsorg, ro og regelmæssighed, hun trænger til – og hvem skal hun i givet fald satse på af sine mere eller mindre uduelige forældre?
LÆS OGSÅ Lovende komedie spoleres af hollywoodhulkeri
Det skal ikke afsløres her, men på elegant vis lykkes det Siegel og McGehee at dosere følelserne, så tårerne først for alvor presser sig på i filmens sidste scene, hvor filmen med et længe tilbageholdt åndedrag endelig vejrer morgenluft med Maisie.
fortsæt med at læse
