Det burde være et sikkert hit, når Opera Hedeland med de imponerende 3.500 siddepladser på Københavns vestegn fra fredag binder an med den overstrømmende skønsangstragedie i ’La Traviata’.

Udefra virker Guiseppe Verdis skarptskårne drama om den faldne Violetta med den onde skæbne som et godt valg efter de seneste to sæsoners megaproduktioner, der trods solide indsatser blev mindre vellykkede.

Mozarts ’Tryllefløjten’ i 2009 blev temmelig kikset som nycirkus med uregerlige dyr, og Bellinis ’Norma’ sidste år endte i sin minimalisme som stillestående skønsang.

For ’La Traviata’ kan bære sig selv, alene hvis sangernes og musikernes kvalitet er i orden. Dødsdramaet fungerer fortrinligt uden sindrige sceniske fortolkninger eller aktualiseringer.

Bevis
Beviset på den påstand findes på den nye dvd med opsætningen med Renée Fleming i 2009 fra Covent Garden i London, hvor ethvert radikalt tiltag til modernisering af det franske overklassemiljøet midt i 1800-tallet blev undgået.

Ingen lokummer midt på gulvet, ingen hårde stoffer eller kritik af siddende regeringer. Kun trekantsdramaet og bunker af smukke sangtoner i en varmblodet orkesterdragt.

LÆS OGSÅHolten: »Jeg er spændt på, om folk vil glemme mig«

Operaens tre altoverskyggende sangsolister udgør et veritabelt drømmehold. Renée Fleming som den amerikanske diva nr. 1, der i sin karrieres efterår (52 i februar) bare bliver bedre og bedre, får en suveræn europæisk debut som den kloge og smukke, men fordærvede Violetta, der udtrykker sig så vildt og præcist i storladen vokal.

Nr. 2 er den unge fremstormende maltesertenor Joseph Calleja, der med sin hurtigt vibrerende smørstemme og lynende natur fungerer perfekt som den iltre elsker Alfredo. Og sidst den myndige Mahler-specialist Thomas Hampson som Alfredos moralske far, der med fatale følger stiller sig imellem de elskende.

Køb dvd’en!
Der er masser af højdepunkter. Forelsket slutter Fleming første akt, når hun boblende og ekstremt ubesværet triller rundt i registrene – høj på heftige injektioner af champagne og amoriner.

I en langt mere alvorlig sammenhæng mærker man samme kirurgisk præcise tonegymnastik, når hun desperat forsøger at undslå sig faderens anmodning om at forlade hans søn.

LÆS OGSÅ Tenor blæste publikum omkuld med ni høje c'er

Alfredo glider nærmest uden akkompagnement i slutningen, da hans desperation nærmer sig vanviddet.

Alt bygges perfekt op til den helt store finale, så man kan være sikker på at sidde med adrenalin i årene og en klump i halsen, når klimaks og tæppefald går i et. Køb dvd’en! Tag til Hedeland! Det kan dårligt gå galt.