Lav dig en kande te. Lad den ikke trække alt for længe. Sæt dig et sted, hvor du kan samle dine tanker. Forestil dig, at din hjerne/bevidsthed er en kop, og tekanden er alle de tanker og forestillinger, der findes i verden. Kast tekanden så vredt og hårdt du kan mod koppen, og skrig:
»Jeg kan gøre, hvad fanden jeg har lyst til!«.
Brug din frihed til at købe en sødmælk latte til 5 dollars fra en national-global butikskæde og tag plads ved et busstoppested ude i middagssolen.
Ovenstående instruktioner er en af de såkaldte lytteøvelser, der følger med hver af de 11 sange på Father John Mistys andet album, ’I Love You Honeybear’.
En usædvanlig musiker
Den uforlignelige syre-trubadurs nye sange strækker sig fra folkerockende drømmescenarier fra The Flying Burrito Brothers’ tid til besk sanger-sangskrivning i ånden fra Randy Newman.
De tilhørende øvelser varierer fra tegninger af dig selv i livets forskellige stadier til genfødsler på steder, du rammer på et kort med en dartpil og bind for øjnene.
Verdensfjern folksangerindes nye album er et lille mirakelLyder det mere som tumult og mentale ormehuler end egentlig musik? Helt bestemt, men det er også i den grad musik. Sammen med en forrygende sans for harmonier og litterært krøllede tekster er hele spilfægteriet fra Father John Mistys side med til at skabe et af det endnu korte års mest usædvanlige album. Father John Misty er ganske enkelt en højst usædvanlig musiker.
Trommeslager i Fleet Foxes
Og hvem er Father John Misty så? Engang var han J. Tillman. En sortsynet og trist singer-songwriter, der sad i Seattle og skar ensomhedens smerte ud i skiver på 7 album fra 2004 til 2010.
Ham kan nogle måske huske, men det er nok de færreste. Og det var problemet for J. Tillman. De dylansk klagende vend verden ryggen-sange kørte mest af alt i håbløs ring og kom ingen steder.
Men i 2008 stod det succesfulde folkrockband Fleet Foxes og manglede en ny trommeslager. Det blev J. Tillman, der pludselig fik luft som Joshua Tillman bag trommesættet.
For nylig har han sagt om den tid: »Da den mulighed bød sig, var det et magisk svar på al min kedsomhed og smerte. Det var ikke kreativt, det var ren overlevelse. Men det var en vej ud af fortvivlelsen«.
I et par år vekslede han mellem at udgive deprimerende plader som J. Tillman og Joshua Tillmans rolle som trommeslager i Fleet Foxes. Men en aften slukkede han tv’et, forlod Seattle og Fleet Foxes for at kørte sydpå.
Bare være sig selv
Da Tillman på et tidspunkt når til Big Sur i Californien, får han på et svampetrip den lige så komiske som kosmiske åbenbaring: »Jeg skal bare være mig selv. Altså det rigtige mig. Det sarkastiske, overkompenserende røvhul. Dét er en figur, der er bigger than life. At være den plagede kunstner er meningsløst«.
Konsekvensen af den oplevelse blev Father John Misty. Folkrockens spirituelle shaman af en kulturkritiker og et hipster-ikon, der snor litteraturen om sine guitarfingre.
Horror-instruktør udkommer med elektrisk ladet solo-albumMed lige dele humor, kynisme og poetisk raffinement slog han en latter op i den sump, hvor en anden antifolkhelt, Beck, engang i 1990’erne sad og sang: »MTV makes me wanna smoke crack«.
For små tre år siden drejede Father John Misty armen om på depressionen på debutalbummet ’Fear Fun’ og gav den selvhøjtidelige indiekultur en mavepumper. Og denne gang blev han ikke overset som J. Tillman, men inviteret indenfor i de amerikanske talkshows og endda listerne over de bedste album i 2012.
Finder kærligheden
På sit andet udspil er Father John Misty faldet tilbage i et håbløst hul. Også kendt som forelskelsen. Et eller andet sted i den biografiske baggrund for det besnærende fatamorgana, der kalder sig Father John Misty, er Joshua Tillman blevet gift med Emma Garr og har fundet noget, der til forveksling kunne ligne lykken i Los Angeles.
Men trods den indre romantikers ivrige kamp for at komme til i Father John Misty, fremstiller ’I Love You Honeybear’ ikke kærligheden i solnedgangens douce skær, men på den ærligt forfærdelige måde.
Det er all inclusive på forvirring, jalousi og kvælningsfornemmelser mellem de smukkeste tabere, man kan finde. Og så har han generelt et problem med, at kærligheden skal klare sig i en bundrådden verden. Men det er stadig vidunderligt, når det stormer inde og ude:
»The future can’t be real, I barely know how long a moment is/ unless we’re naked, getting high in a mattress/ while the global market crashes«.
Det åbner storslået med den hymniske titelsang, hvor strygerne og koret løfter den basale folksang op under hvælvingerne og Misty begejstret konstaterer:
»I brought my mother’s depression/ you’ve got your fathers scorn and wayward aunt’s schizophrenia«.
Fra det skeptiske til underkastende
Fra det tilfældige møde i en butik til opfattelsen af ægte kærlighed som en paranoid tilstand går der gennem Father John Misty forskellige aftapninger af kærlighed. Fra det skeptiske til underkastende. Her kommer kærligheden ikke på et pænt postkort til jul med smil i øjnene:
»She blames her excess on my influences/ but gladly hoovers all my drugs/ I found her naked with her best friend in the tub/ and we sang ’Silent Night’ in three parts which were fun«.
Hush-solist placerer sig lige i midten på første soloalbumPå den drømmende melodiske ’Chateau Lobby #4 (in C for two virgins)’ får bryllupsnatten et seksuelt tvist, og senere præsenterer Father John Misty sig som mulig ægtemand på ’The Ideal Husband’ ved at lægge kortene på bordet: »Telling people jokes to shut them up/ resenting people that I love/ sleep in ’til 2 then doing shit/ just stay in bed and later lie about it«.
Med humoren i behold
Han bevæger sig gennem flotte arrangementer og fængende melodier, der både suger fornemmelsen fra country ind og samtidig har plads til et stykke plastik-beat på ’True Affection’ og en knejsende klaverballade med ’Bored In The USA’.
Sidstnævnte er som en Randy Newman-sang, der møder Springsteens arbejderspøgelse i en apatisk verden, hvor dåselatteren giver kvalme og nutidens følelsesløse stilstand opsummeres: »They gave me a useless education/ and a sub-prime loan on a craftsman house/ keep my prescriptions filled/ and now I can’t get off/ but I kind of deal/ with being«.
Det er til den sang, at Father John Misty foreslår øvelsen med tekanden. Man kan gentage samme øvelse efter den symfoniske hymne, ’Holy Shit’, hvor flere dårligdomme sættes på række.
Men desillusionen fra J. Tillman får aldrig overtaget hos Father John Misty.
Sangene har vinger, leveringen er underholdende, og som hos forfatteren Houellebecq river humoren midt i den skrappe diagnose – selv kærligheden kæmper imod den kulturelle apokalypse.
Et imponerende værk af et album, der både arbejder på den korte og den lange bane. Men efter det kan man godt trænge til noget stærkere end te.
fortsæt med at læse
