I Paris har Eugène Ionescos ‘Enetime’ spillet uafbrudt på et lille teater siden 1957. Den rumænsk-franske dramatikers absurde klassiker fra 1951 er berømt for at slutte, hvor det begynder, så på sin vis er det ikke andet end fransk konsekvens at lade stykket opføre i et væk. En logisk følge af dets eget plot og pointe om den meningsløse voldsspirals groteske logik.

Fordi ’Enetime’ er et adfærdsstudie i autoritær magt, er det alligevel mere end det. Stykket, der på venstre Seine-bred begynder forfra igen og igen, er også en fortsat advarsel mod fascismens egne cirkelslutninger. Et vedholdende ’glem ikke’, teatrets svar på et monument.