Annonce
Mad 29. mar. 2007 KL. 21.55

Lovgivning skal fedmen til livs

Detailhandlen har fremsat frivillige retningslinjer for at gøre hverdagen sundere, men det er ikke nok. Ministeren skal gribe ind, hvis fedmeepidemien skal stoppe.

Tillid er godt, kontrol er bedre. Især når børnenes helbred er på spil.

I dag fremlagde de danske supermarkeder 13 punkter for, hvordan de på frivillig basis kan være med til at gøre befolkningen sundere.

Men det er ikke godt nok. Familie- og forbrugerminister, Carina Christensen, bliver nødt at regulere markedet for slik og andre usunde fødevarer, så vi kan komme af med den voksende fedme, mener et dansk medlem af Europa-Parlamentet.

England på vej med forbud
»Forbrugerministerens frivillige aftaler om sunde valg til forbrugerne er simpelthen ikke nok. Vi ved, at børn er meget modtagelige for reklamernes budskaber og derfor bør vi have et dansk forbud, som ligner det britiske«, siger Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet.

I England bliver det 1. april forbudt at reklamere for usunde fødevarer med højt indhold af sukker, fedt eller salt.

Samme forbud mener Christel Schaldemose, der skal til i Danmark, hvis vi vil undgå, at 75 procent af de danske børn spiser mere sukker end det dagligt anbefales.

Forbud i hele EU
Sådan er det i dag, hvor antallet af overvægtige børn er tidoblet i løbet af de seneste 50 år.

Samtidig er risikoen for at være overvægtig som voksen 80 procent større, hvis man som barn har været overvægtig

Denne sundhedsfare får også forbrugerrådet til at kræve regulering.

»I forhold til markedsføringen over for børn skal ministeren arbejde for et forbud. Og på sigt skal det gælde hele EU. Det er ikke nok, at detailhandlen selv siger, at de vil gøre noget«, siger fødevarepolitisk medarbejde i Forbrugerrådet, Camilla Udsen.

Selvregulering er en styrke
Dansk Erhverv og detailhandlen har ellers taget initiativet for at vise, at de kan selv. Og det mener direktøren for Dansk Erhverv, Kim Lendahl, er nok

»Det her er pejlemærker for branchen, og alle er med. Så der er ikke behov for repressalier. Det er her, selvreguleringen skal vise sin styrke«, siger Kim Lendahl.

Det batter bare ikke, mener Christel Schaldemose. Andre steder i Europa har der været frivillige forsøgsordninger, uden at det ændret noget.

Frivillighedsminister
»’Frivillighedsministeren’ slår til igen, fristes man til at sige efter dagens møde med detailhandlen. Vi må konstatere, at hun i virkeligheden stiller butikkerne i en meget uheldig situation ved at stole så blindt på selvregulering som et effektivt middel til at stoppe fedmeepidemien«, siger Schaldemose.

Branchen har samlet den bold op, som ministeren tidligere har kastet ud, og derfor mener Kim Lendahl ikke, at der er behov for lovgivning på området.

»13-punktsplanens styrke er, at det ikke er lovgivning. Vi viser ansvarlighed ved at igangsætte det her«, siger Kim Lendahl.

Carina Christensen har tidligere luftet sine tanker om at få fjernet slik fra hylderne, men det lå hende ikke på sinde i dag. For ministeren var »utrolig glad« for det ansvar, som detailhandlen viser.

Myndighederne har ansvar
Hun lægger dog op til, at der kan komme regulering på området.

»Hvis vi for alvor skal fremme sundheden i den danske befolkning, kræver det dog en flerstrenget indsats, hvor både myndigheder, producenter, forbrugerne selv og – sidst men ikke mindst – detailhandlen tager et medansvar«, siger Carina Christensen i en pressemeddelelse.

Reguleringen kan måske komme i from af et forbud mod reklamer for drikkevarer og slik, som fødevareindustrien bruger 530 mio. kr. årligt på.

Ministeren møde igen med dagligvarehandlen om et halvt år for at se, hvordan det går med at realisere de 13 punkter.

nyheder@pol.dk

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer