Annonce
Mad 3. apr. 2008 KL. 17.04

Debatten om havregryn »top ærgerlig«

Polemikken om akrylamid har sat spørgsmålstegn ved, om havregryn er sunde. Men det er de, understreger Videncenter for Fødevarer og Sundhed.

Det er »top ærgerligt«, at der er rejst tvivl om, at havregryn er sunde. Det siger Gitte Gross fra Videncenter for Fødevarer og Sundhed, Viffos, til den nye bog 'Hvad er det du spiser'.

I bogen skriver forfatterne, at der er en kræftrisiko forbundet med at spise havregryn. Årsagen er, at der opstår det skadelige stof akrylamid under forarbejdningen.

»Den smule akrylamid, der er i havregryn, er forsvindende lille«, siger centerleder og bromatolog Gitte Gross.

Hun mener, det ville være et stort problem, hvis polemikken fik folk til at lade være med at spise havregryn.

Deltag i debatten i SKRIV: Tror du på advarslerne?

En fin kombination i et lille gryn
»Havregryn er et godt, sundt og billigt næringsmiddel. De indeholder masser af fibre, sunde fedtstoffer, protein og gode kulhydrater, der er med til at sænke det skadelige kolesterol i blodet. Og så mætter de i lang tid. Det er altså en ideel morgenmad«.

Hvad siger du til, at vi næsten dagligt får at vide, at noget er kræftfremkaldende?

»Det er et faktum, vi må leve med - og håndtere i praksis - hvis det er sandt. For ti år siden tænkte vi ikke på akrylamid i forbindelse med mad. Det blev opdaget ved et tilfælde. Siden har man arbejdet på at finde ud af hvorfor, og hvad man kan gøre for at reducere problemet, og hvor skadeligt det er«.

»Vi vil hele tiden opdage nye ting - og lære at håndtere eller undgå dem. Som forsker har man et særligt ansvar for, at det man kommer frem med, kan bære. Borgerne kan jo ikke hitte ud af, hvad der er op og ned på det her, og har tillid til forskernes autoritet«.

Spred risikoen
»Mange fødevarer indeholder stoffer, der er mindre sunde. Hvis vi helt skulle undgå giftstoffer, kunne vi ikke spise noget som helst. Der er ikke noget, der er helt risikofrit«.

Ifølge Gitte Gross er en del af løsningen at spise varieret:

»Så spreder man både næringsstoffer og eventuelle skadelige stoffer«.

SKRIV: Tror du på advarslerne?

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer