Fire mænd står på række med papirsposer over hovederne og fødderne er lænket sammen. Eneste beklædning er en grov kjortel. Foran dem står en mand i kakitøj og solbriller med spejlglas. Han har en kølle i hånden.
»Hvad ville du sige, hvis jeg bad dig lægge dig ned og kneppe gulvet«, hvæser den kakiklædte vagt til en fange.
Vi befinder os i et fængsel. Et simuleret fængsel, der blev skabt i 1971 i Stanford Universitys kælder som led i et videnskabeligt eksperiment. Bag forsøget stod psykologen Philip Zimbardo, der ønskede at teste, om almindelige mennesker kan blive onde af at opholde sig i en ond situation.
Efter fem dage blev forsøget stoppet. Fire fanger var brudt sammen, en sultestrejkede, og vagterne var blevet sadistiske i deres forsøg på at få de indsatte til at makke ret. Forsøget blev verdenskendt på grund af de opsigtsvækkende resultater, der viste, at ondskab kan udspringe af særlige situationer, og fordi det løb af sporet og måtte afbrydes.
Nu genskaber DR 3 Zimbardos ide, når de sætter 15 »intetanende« mænd i fængsel og fordeler dem som fanger og vagter i serien ’Ond, ondere, ondest’, som netop har haft premiere.
Men når nu det gik så galt på Stanford, og forsøget allerede dengang viste, at en ond situation meget vel kan gøre almindelige studerende både sadistiske og hysteriske, hvorfor så gentage miseren?
Redaktionschef på DR Videnskab Lars Rønnow Torp har ansvaret for produktionen, og han forklarer:
»Siden eksperimentet på Stanford er der jo sket meget, og vi har gjort det meget bedre, mere forsvarligt. Vi vil se hvordan den danske mand reagerer. Om magt virkelig kan gøre gode danske folk ondskabsfulde og få dem til at glemme deres næste«, siger han.
Døde babyer og atombombe
Inden for ti sekunder i seriens første afsnit er scenen sat med en eksploderende atombombe, døde børn, skrig og politivold. Tilsat dyster musik.
»Mennesket kan gøre onde ting. Men det store spørgsmål er, om ondskab er noget, nogle få fødes med, eller om vi alle pludselig kan blive onde, hvis bare omstændighederne presser os til det«, lyder det fra speakeren, som bagefter bekendtgør, at »for at undersøge det, laver DR 3 nu et eksperiment«. Musikken kører stadig, og gennem seriens første afsnit vises der billeder af holocaustofre og nogle af de berygtede billeder fra det amerikanske militærfængsel i Irak, Abu Ghraib. Voldsomme effekter.
»Vi vil med programmet prøve at give svar på, hvorfor mennesker af og til opfører sig rigtigt ondt og egoistisk. Prøve at forklare de forfærdelige historier fra internationale konflikter, men også hvorfor man hader hinanden til fodboldkampe og råber ad hinanden i trafikken«, siger Lars Rønnow Torp. Han mener, reality-formatet fungerer, fordi DR 3 sender til en yngre målgruppe, som også ser mange vilde og fascinerende uhyggelige ting, der leger med grænserne.
»Og derfor skal vi, når vi laver videnskabs-tv til DR 3, også finde et emne og en form, der kan vække deres interesse«. Toft mener, at programmet ligger midt imellem reality og videnskab.
»Og reality-formatet kan jo også bruges til andet end at finde nogen, der knalder eller drikker sig fulde. Det kan sagtens være public service at lave et moderne greb på videnskabsgenren«, siger han. Men programmet er ikke seriøst nok til at nærme sig videnskab, mener en dansk ekspert, der har studeret og skrevet om Stanford-eksperimentet.
Rolf Kuschel er professor i socialpsykologi og medforfatter på essaysamlingen ’Ondskabens psykologi’. Han blev spurgt, om han ville være konsulent på DR 3-programmet og mødtes med holdet 4-5 gange, inden han trak sig ud af projektet igen.
»Det kom for langt væk fra den oprindelige måde at gøre det på. Der gik ’Robinson’ i det«, siger han. Rolf Kuschel har endnu ikke set det endelige program, men de præmisser, DR 3 lagde frem, var for diffuse.
»Det kan godt være, det er underholdning, men det har ikke noget med videnskab at gøre. De lagde alt for mange variabler ind – man anede ikke, hvad det drejede sig om«, siger Kuschel, der erklærer sig »utroligt skeptisk over for det her eksperiment på DR 3«.
Til gengæld er den danske professor begejstret for et tv-projekt, som blev lavet i England for 12 år siden.
BBC-eksperimentet
Her skabte to psykologer i samarbejde med BBC en rekonstruktion af Zimbardos forsøg.
Denne udgave blev overvåget af et uafhængigt etisk råd med mandat til at stoppe forsøget og viste, at deltagernes adfærd ikke kun afhang af omstændighederne – altså at opholde sig i et fængsel – men også af, hvilke personligheder der blev sat sammen.
Professor i psykologi ved St. Andrews University i England Stephen Reicher var en af forskerne bag BBC-eksperimentet, og for ham var det afgørende, at forsøget blev ledet af videnskabsmænd og ikke af BBC. Det blev til en tv-udsendelse, en undervisningsdvd og en hjemmeside, som stadig har over 100.000 besøgende om ugen. Stephen Reicher ser en række problemer ved at gøre det den anden vej rundt, hvor tv står for forsøget, og eksperterne kommenterer, som i ’Ond, ondere, ondest’.
»Hvis man siger, at vi under de og de omstændigheder skal se, om deltagerne bliver onde, forudsætter man, at noget bestemt vil ske, og så har man det med at bekræfte det«, siger han.
Den britiske professor har ikke set DR 3-programmet, men mener, det er problematisk, når man bruger fagfolk i realityshow for at få det til at se videnskabeligt ud. For i klipperummet »vil et tv-hold som oftest stadig gå efter en ’god historie’ frem for at forsøge at forstå, hvad forsøget viste«, siger han.
»Det hander om, hvem der bestemmer, hvad der bliver portrætteret. Og den redaktionelle magt, vi forskere havde i BBC-eksperimentet, den afgiver tv ellers aldrig«.
Desuden mener Reicher, at det er problematisk at udsætte mennesker for den form for pres, fængselseksperimentet gør, hvis det primært er for underholdningens skyld.
»Det kan næsten sammenlignes med et romersk cirkus, hvor folk pines og plages, bare for at vi skal underholdes. Det er også virkelig nemt i en sådan situation at komme til at fremstille helt almindelige mennesker som små Hitlertyper. Det er ikke fair«, siger han.
Stephen Reicher advarer også imod, at man bruger billeder fra holocaust og lignende i et underholdningsprogram.
»Ikke alle onde handlinger er på linje med holocaust, og hvis du sammenligner i tide og utide, underminerer du betydningen. Det er højst uheldigt«.
Efter Stanford-eksperimentet udtalte Philip Zimbardo, at han stadig føler sig skyldig over de lidelser, fangerne gennemgik, og at han ikke mente, at forsøget burde gentages. Heller ikke på tv. Han var rasende over BBC’s eksperiment, som han mente var ubrugeligt på grund af deltagernes bevidsthed om kameraerne.
Til gengæld var han »chokeret, men ikke overrasket«, da en virkelig begivenhed pludselige gjorde hans gamle eksperiment uhyggeligt relevant. Det var i 2004, da billeder af nøgne mennesker stablet oven på hinanden på et et beskidt gulv, blodpøle, simuleret oralsex og en nøgen mand i hundesnor gik verden rundt. Det var krigsfanger fra et amerikansk militærfængsel i Abu Ghraib, og ofte var der en smilende amerikansk soldat i billedet med løftet tommelfinger. Philip Zimbardo blev indkaldt som ekspertvidne i retssagen mod en af soldaterne. Ifølge hans teori var det ikke et spørgsmål om et par rådne æbler i en ellers fin tøndefuld af gode og rene æbler. Det er selve tønden, den er gal med. Situationen, hvor soldater uden erfaring med fængselsdrift skulle bevogte krigsfanger.
En anden etik på tv
Uanset at der er stor forskel på et krigsfængsel i Irak og de simulerede fængsler i Stanford, hos BBC eller DR 3, har en af de største bekymringer hos både forskere og tv-hold været deltagernes ve og vel.
Efter BBC-eksperimentet var forskerne i kontakt med deltagerne i flere år for at sikre sig, at de ikke havde men efter oplevelsen. I Stanford havde de kontakt med deltagerne i mere end ti år.
Hos DR 3 lover Lars Rønnow Toft, at ingen har lidt overlast. Programmet har benyttet flere eksperter, som har observeret deltagerne undervejs. Den ene er Jill Byrnit, der er primatolog og adfærdsforsker ved Syddansk Universitet. I ’Ond, ondere, ondest’ kommenterer hun deltagernes adfærd. Hun erkender, at programmet ikke kan bruges i videnskabeligt øjemed, men mener, at det kan give nogle interessante fingerpeg.
»I videnskabelige forsøg er der en masse procedurer for, hvad man må lave. Der gælder andre etiske regler for tv-journalistik«, siger hun. Det har ikke været Jill Byrnits rolle at tage stilling til det etiske i at udsætte mennesker for et hårdt psykologisk pres til ære for det rullende kamera.
»Men deltagerne er blevet overvåget af en krisepsykolog, som havde mandat til at stoppe forsøget«, siger Jill Byrnit.
Sådan en var der ikke på Stanford i 1971. Der var det et tilfælde, at Zimbardo pludselig indså, at hans eksperiment var kommet ud af kontrol. For mens de fire mænd med poser over hovedet og lænker på fødderne står på række på Stanford fængselseksperimentets sjette dag, kommer en ung kvinde ned i universitetets kælder og overværer optrinnet. Det er Philip Zimbardos kommende hustru. Hun får tårer i øjnene og siger forfærdet, at hun ikke fatter, han kan holde ud at se på vagternes behandling af forsøgsfangerne. Pludselig slår det Zimbardo, at hun har ret.
Han afblæser forsøget. Alt for sent, erkender han senere.
Publiceret 16. januar 2014
.jpg "Mikkel Cantzler Christensen (PR)")