Annonce
Annonce
Rejser

Ny portal skal give turister mulighed for at spise med danske familier

Ny portal skal gøre det nemmere for turister at komme til middag hos de indfødte.

Annonce

Konceptet er simpelt. Turister, der ikke kun gider tøffe rundt i Tivoli, stirre småskuffet på Den Lille Havfrue eller spise smørrebrød, mens de er på rejse i Danmark, kan komme hjem til danskerne og spise et måltid. Et klassisk eksempel på mellemfolkeligt samvirke, der bryder med det almindelige turistbesøg.

Den oplevelse har været mulig siden 2001 med konceptet Meet the Danes, fortæller kvinden bag, Anett Wæber.

»Det er enormt spændende at komme tæt på de lokale. Det har jeg altid selv gjort, når jeg har rejst. Der sker noget andet, når du kommer helt ind i folks hjem. Snakkene bliver lidt dybere«, forklarer hun.

Men selv om Meet the Danes har eksisteret i 15 år, er det først nu, organisationen har fået etableret en portal, meetthedanes.dk, hvor gæster og værter via søgekriterier selvstændigt kan matches. Og det var tiltrængt, siger Anett Wæber, der før i tiden selv skulle føre gæster og værter sammen.

»Det andet system blev for omstændeligt. Nu kan man som gæst selv finde den vært, man gerne vil besøge«.

LÆS OGSÅKinesiske turister skifter rejsemønster

Der er dog også en anden årsag til det nye bookingsystem. Tidligere kom mange rejsende til Danmark i grupper, hvor Meet the Danes-besøget blevet arrangeret. Sådan er det ikke altid i dag, fortæller hun.

»Rejsemønstret har ændret sig. Nu kommer der mange flere individuelt rejsende, som vi bedre kan få fordelt til de danske værter via den nye portal«.

Et eksempel på turister, der har ændret rejsemønster, er kineserne. I en rapport fra Chinavia, et projekt under Wonderful Copenhagen, viste et rundspørge i 2014 blandt 400 adspurgte kinesiske turister, at 56 procent var en del af en grupperejse, mens 44 procent rejste individuelt. I en lignende undersøgelse fra 2012 var tallet 82 og 18 procent. Efterfølgende mødte Politiken tre kinesiske journalister på pressetur i København. Og deres allerbedste oplevelse havde de fået ved at spise avokado og rejer, flæskesteg med rødkål og is som en del af et Meet the Danes-besøg.

Vil ekspandere til udlandet

Hvis du synes, at du godt kender Meet the Danes, men undrer dig over navnet, kan det være, at du er stødt på Dine With the Danes. Oprindeligt startede Anett Wæber Meet the Danes sammen med Annette Haargaard, som dog brød ud i 2002 og etablerede en lignende platform ved navn Dine With the Danes, der har cirka 150 registrerede værter i stald.

Meet the Danes har efter omlægningen til den nye portal 17 aktive værter på sitet. De mange danske værter, som i mange år har været en del af Meet the Danes, er langsomt ved at blive lagt elektronisk ind i den nye portal. Antallet af værter er ifølge Anett Wæber stille og roligt på vej op og der er stadig plads til nye værter.For at være vært hos Meet the Danes skal man helst være to, så den ene kan stå for maden – tre retter med vin eller øl – mens den anden konverserer. En middag koster 480 kroner per besøgende og værterne får de 60 procent, mens organisationen tager de resterende 40.

LÆS OGSÅ København skal være Kina-klar

Hos Dine With the Danes koster en middag med to eller tre retter, drikkevarer og kaffe 410 kroner per person. Turister i Danmark kan komme i kontakt med organisationen via Facebook, Twitter eller mail.

Begge organisationer har igennem året fået masser af omtaler i udenlandske medier, samt modtaget priser og hæder. Og det håber Anett Wæber at kunne bruge i forbindelse med planer om at brede konceptet til andre lande under navnet Meet the Locals.

»Det skal ud til Europas storbyer. London, Berlin, Frankfurt. Vi ruller det stille og roligt ud i løbet af det næste halve år«, siger Anett Wæber, der ikke tror, at mange lignende koncepter vil gøre det svært at slå igennem i udlandet.

»Mit fortrin er, at jeg har eksisteret så længe, at folk genkender Meet the Danes og ved, hvad det står for«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Sune Højrup Bencke eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Kinesiske journalister på pressetur: »Vi kender kun H.C. Andersen og jeres badmintonspillere«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce