Den danske agent Mikkel Beck var med til at rådgive det belgiske talent Maxime Lestienne om som 22-årig at lade sig sælge til Qatar-klubben Al Arabi. Få dage senere blev han udlejet tilbage til Europa og klubben Genoa i Italien.
Foto: Koloreret. Ettore Ferrari/AP

Den danske agent Mikkel Beck var med til at rådgive det belgiske talent Maxime Lestienne om som 22-årig at lade sig sælge til Qatar-klubben Al Arabi. Få dage senere blev han udlejet tilbage til Europa og klubben Genoa i Italien.

Becks unge belgier blev investeringsobjekt i Qatar

Det belgiske talent Maxime Lestienne valgte at fortsætte en lovende karriere i ørkenstaten Qatar. Reelt var spilleren ejet af en investeringsfond, og hans danske agent, Mikkel Beck, tjente over 5 millioner kroner på operationen. Beck forsvarer det opsigtsvækkende karrierevalg.

Bogstav for bogstav fik en fodboldelsker luft for sin frustration:

»Tillykke, Lestienne, med at ødelægge din karriere, før den for alvor startede. Mvh. alle belgiske fodboldfans«.

Det var sensommeren 2014, og på internetforummet reddit.com rasede flere debattører mod en dengang 22-årig belgier ved navn Maxime Lestienne. Den unge fodboldspiller med det tilbagestrøgne, affarvede hår var et af Belgiens store offensivtalenter. Gennem fire år i Club Brugge havde den rapfodede kantspiller markeret sig som en farlig målscorer og finurlig måloplægger, han havde fået debut på det belgiske U21-landshold og var blevet udtaget til A-landsholdet.

Derfor var Lestienne klar til at tage det næste skridt i karrieren. Hans danske agent, Mikkel Beck, var i dialog med storklubber fra Tyskland og Italien, hvor traditionsrige AC Milan blandt andet meldte sin interesse. Men sidst i august kom det frem, at Maxime Lestienne havde underskrevet en kontrakt med upåagtede Al Arabi – fra den sportsligt set meget lavt rangerende liga i Qatar. Det var derfor, at de belgiske fodboldfans rystede på hovedet.

Fodboldelskerne i debatforummet blev enige om, at kun grådighed kunne forklare den opsigtsvækkende transfer til Qatar. En af dem skrev:

»Det værste er, at Lestienne altid har sagt, at han aldrig ville ud at spille i ørkenen eller i Rusland«.

Til gengæld fik talentet masser af penge, viser dokumenter fra Football Leaks. Mens Al Arabi betalte Club Brugge 54 millioner kroner, sikrede Mikkel Beck sin belgiske guldfugl en årsløn på 15 millioner kroner frem til 2019. Samtidig tjente den danske agent stort på handlen. På den sidste side af kontrakten, lige under spillerens krøllede signatur, stod Mikkel Becks honorar beskrevet:

»Al Arabi skal, på vegne af spilleren, betale en kommission på 7 procent af ’kontraktens totalbeløb’ (...) hvilket betyder, at et beløb på 700.000 euro (5,2 millioner kroner, red.) skal indbetales 1. oktober 2014«.

Selv om det mødte kritik, at Lestienne skrev under med en sportsligt svag klub fra Qatar, fastholder Mikkel Beck i dag, at det var et godt valg:

»Al Arabi var en løftestang for Maxime. Det var den eneste klub, der på det tidspunkt ville betale Brugge det beløb, de ville have – og den eneste mulighed netop da for Maxime til at komme videre i karrieren. Og han ønskede nye udfordringer på det tidspunkt«, skriver den danske agent i en mail til Politiken, mens han om sit eget salær siger, at »det var bare sådan, det blev aftalt«.

Ud fra et sportsligt synspunkt, hvordan kan en klub i Qatar så være en løftestang for en spiller fra en topklub i Belgien?

»Det var en løftestang, fordi Al Arabi havde råd til og vilje til at købe Maxime. Der skal jo være en køber, før man kan blive solgt«, svarer Mikkel Beck.

Al Arabi var en løftestang for Maxime. Det var den eneste klub, der på det tidspunkt ville betale Brugge det beløb, de ville have

Al Arabi måtte altså punge stort ud til både spilleren og agenten for at få Lestienne på holdkortet i Qatar. Men det belgiske stortalent spillede aldrig en eneste kamp for klubben.

Dumpede agenteksamen

Som mange andre fodboldagenter har Mikkel Venge Beck en aktiv spillerkarriere bag sig. Bare en enkelt sæson nåede han at optræde i Superligaen for Odense-klubben B1909, før han drog til udlandet, hvor han har befundet sig stort set lige siden. Hans gennembrud kom i tyske Fortuna Köln, og det var efter en god periode der, at Politiken i 1995 kårede ham til Årets Fund i dansk idræt.

Inden angriberen med det halvlange pagehår stoppede karrieren på grund af en skade i 2004, spillede han 19 landskampe for Danmark med tre mål til følge. Selv om det var en relativt kort karriere på topplan, kom han vidt omkring; fik sprogkundskaber i Tyskland, England og Frankrig samt et godt netværk særligt i den franske klub Lille. Det skulle han senere nyde godt af.

I 2004, inden han officielt stoppede sin aktive karriere, forsøgte han at opnå Fifa-licens som agent, men Mikkel Beck dumpede sin eksamen. Samme år oprettede han sit første agentfirma. Og da han senere fik sin licens, lavede han repræsentationsaftaler med blandt andre landsholdsspilleren Simon Kjær, som han var med til at sælge fra FC Midtjylland til italienske Palermo som 18-årig.

En anden klient var Martin ’Polle’ Christensen. I 2007 blev han Mikkel Becks første handel til det engelske marked, da Køge-spilleren blev solgt til Charlton FC. Men Mikkel Beck havde brudt reglerne på området. To år senere idømte DBU’s appeludvalg Mikkel Beck en bødestraf på 150.000 kroner og en midlertidig frakendelse af sin licens i et halvt år. Årsagen var, at Mikkel Beck på den ene side havde underskrevet en aftale om at repræsentere spillerens interesser. På den anden side havde han også underskrevet en kontrakt med Charlton om at at få Martin ’Polle’ Christensen til klubben. Den aftale kendte Martin ’Polle’ Christensen ikke noget til.

Mikkel Beck blev dømt for at have brudt reglerne om, at man ikke måtte repræsentere to parter i en forhandling, ligesom han fik kritik for at ignorere en afgørende grundregel om, at en agent altid skal påføre sit navn og sin underskrift på den forhandlede spillerkontrakt. Den kontroversielle sag fik umiddelbart Mikkel Becks mest værdifulde spiller, Simon Kjær, til at afbryde samarbejdet:

»Mikkel Beck har været en god og loyal agent for Simon, og vi har intet at udsætte på hans arbejde, men den senere tids omtale og især den dom, der er faldet over ham, har gjort, at vi har valgt at opsige samarbejdet med ham, så fra nu af er der ingen professionel kontakt mellem Mikkel og Simon«, udtalte forsvarsprofilens far, Jørn Kjær, til sporten.dk i 2009.

Men Simon Kjær tog tilsyneladende hurtigt Mikkel Beck til nåde. Med agentens assistance skiftede landsholdsspilleren først til Wolfsburg i Tyskland og dernæst til Becks tidligere klub, Lille i Frankrig. For hvert skifte tjente Mikkel Beck formentlig en klækkelig kommission.

Senest rykkede Simon Kjær i juni 2015 til den tyrkiske klub Fenerbahce på en fireårig aftale. Af spillerkontrakten fremgår det, at Mikkel Beck i salær skulle have, hvad der svarer til 8 procent af Kjærs nettoløn i hele kontraktperioden. Pengene skulle falde til Mikkel Beck i to portioner – i alt 7,1 millioner kroner efter skat.

Med årene er Mikkel Becks renommé vokset. I dag er Simon Kjær endda udfordret som den mest værdifulde klient i hans belgisk indregistrerede agentfirma, ’Beckster’. Guldægget Lucas Digne blev klækket ud af Becks relationer i Lille. Den franske venstre back skiftede i sommer fra Paris Saint-Germain til mægtige FC Barcelona for en overgangssum på cirka 150 millioner kroner.

Også Maxime Lestienne er blevet en værdifuld del af agentforretningen.

Kontrakt om konstant udlejning

Mandag 4. november 2013 fik Mikkel Beck papir på den belgiske kantspiller. Den dag underskrev han og Maxime Lestienne en såkaldt repræsentationsaftale på et brevpapir med Dansk Boldspil-Unions signatur og logo. Aftalen gav Beck ret til 7 procent af spillerens bruttoløn. Og i kontrakten forpligtede Beck sig til »at varetage spillerens interesse i overensstemmelse med denne kontrakt«.

Mindre end et år senere rådgav han unge Lestienne til at skrive under på en femårig kontrakt med Al Arabi. Beck bruger jævnligt sin Twitter-profil til at profilere sine spillere, og det gjorde han også, bare en uge efter at det belgiske talent var skiftet til klubben i Qatar:

»Det er nu officielt: Maxime Lestienne har underskrevet en 10 måneders lejeaftale med Italiens ældste klub, Genoa FC«.

Maxime Lestiennes papirer nåede altså dårligt nok til Qatar, før spilleren straks ændrede kurs og drog til den norditalienske by. Umiddelbart var det et besynderligt forløb. Men logikken i, at Al Arabis nye stjernespiller øjeblikkeligt blev fremlejet, stod at læse i en usædvanlig klausul i spillerkontrakten:

»Det er udtrykkeligt aftalt mellem parterne, at før begyndelsen af hvert transfervindue skal der afholdes et møde mellem klubben, spilleren og hans agent for at drøfte og definere i fællesskab den mest hensigtsmæssige og opportune strategi ud fra et sportsligt og finansielt synspunkt (...) og for i særdeleshed at tale om de bedste muligheder for et udlån til en topklub i Europa«.

Sådan fortsatte det. Første år som Al Arabi-spiller var Lestienne i Genoa, og anden sæson rykkede han videre til hollandske PSV Eindhoven på endnu en lejeaftale. I den forpligtede den leasende klub sig til at betale Lestiennes fulde løn og fik en option på at købe belgieren fri af sin kontrakt med Al Arabi for 74 millioner kroner – 20 millioner kroner mere end det, Qatar-klubben gav for ham.

I de fleste fodboldfans’ øjne var det givetvis en tumultarisk tilværelse. Men Mikkel Beck fastholder, at Al Arabi var en god mulighed for Maxime Lestienne – og han afviser, at det på forhånd var aftalt, at kantspilleren aldrig reelt skulle optræde for Qatar-klubben.

Maxime, hans familie og jeg kunne godt lide det projekt, som Al Arabi fremlagde, og Maxime og hans familie besluttede derfor at sige ja tak til kontrakten

»Maxime, hans familie og jeg kunne godt lide det projekt, som Al Arabi fremlagde, og Maxime og hans familie besluttede derfor at sige ja tak til kontrakten. Det var en fælles beslutning, og jeg bakkede naturligvis op om spillerens ønske«, skriver Mikkel Beck og fortsætter:

»Maxime kunne sagtens have spillet kampe for Al Arabi. Det var eksempelvis tilfældet med Imoh Ezekiel – dengang en af topscorerne i den belgiske liga – som også blev købt af klubben i samme transfervindue, og som også var et stort talent. Men vi og klubben fandt det mere interessant for Maxime at blive lejet ud til først Genoa og derefter PSV«.

Den europæiske sportspresse begyndte i efteråret 2015 at stille spørgsmålstegn ved Lestiennes mange mystiske klubskifter, og der blev spekuleret i, om den belgiske spiller mon i realiteten var ejet af en kapitalfond i Qatar og ikke en fodboldklub. Men det afviste Mikkel Beck pure over for fodboldmagasinet So Foot:

»Det er ikke tilfældet. Ellers ville spillerhandlen jo ikke juridisk set være blevet godkendt af Fifa. Maximes kontrakt er ejet af Al Arabi, og i modsætning til hvad andre har sagt, så er vi ikke kede af det klubvalg«.

De fortrolige dokumenter i Football Leaks viser dog en anden historie.

Den hemmelige tredjepart

Et halvt år før Lestienne skabte frustration blandt de belgiske fodboldfans, blev der i Qatars hovedstad, Doha, indgået en usædvanlig aftale. Parterne var fodboldklubben Al Arabi og et lokalt investeringsselskab ved navn Target Sports. Investeringsselskabet lovede at betale alle omkostninger, når holdet tilknyttede udvalgte spillere, men fik så også noget til gengæld:

»Kontrakter med spillere, finansieret af den første part (investoren) skal konkluderes i den anden parts navn (klubbens), mens den første part bevarer retten til at modtage alle indtægter, når disse spillere sælges eller udlånes til en anden klub«, som det lød i en revideret version af aftalen.

Ordlyden forekommer teknisk, men det var vigtigt, at de udformede aftalen, så klubben på papiret ejede spilleren. Fifa’s regler slår fast, at det skal være en klub, der råder over spillerens kontrakter; det er ikke tilladt, at en investor har kontrol over et menneske. Fænomenet kaldes tredjepartsejerskaber.

De seneste ti år har konstruktionen grebet om sig i topfodbold, mens kritikken gradvist er steget. For eksempel har Fifa-præsident Gianni Infantino kaldt det »en slags moderne slaveri«. I 2015 strammede Fifa reglerne og gjorde det sværere at føre investeringsmodellen ud i livet. Men der er stadig metoder til at omgå forbuddet – for eksempel hvis der står en skjult fond i kulissen.

Dokumenter fra Football Leaks viser, at en typisk model for tredjepartsejerskaber har foregået nogenlunde sådan her: En investeringsfond hjælper en klub med at rejse penge til en bestemt spiller og sikrer sig derved ret til en andel af spillerens værdi i en senere handel. Set i det lys var aftalen om Maxime Lestienne særligt bemærkelsesværdig.

Mens aftalerne typisk har drejet sig om mindre andele af spillerne, slog kontrakten mellem Al Arabi og Target Sports fast:

»Til gengæld for (at betale, red.) købsprisen skal investoren eje 100 procent af spillerens økonomiske rettigheder«.

Investeringsfonden havde altså fuldt ejerskab over Maxime Lestienne. Det samme var tilfældet for i hvert fald den nigerianske angriber Imoh Ezequiel, som Al Arabi hentede til klubben fra belgiske Standard Liège en måned før Lestienne. Strategien var meget lignende: Først lejede Qatar-klubben Ezekiel tilbage til Standard Liège og dernæst til Anderlecht også i Belgien.

Målet med udlejningerne ser ud til at have været klar: At øge spillerens handelsværdi. Som en vare. For en fodboldspiller er spilletid, gode præstationer og mål en af de mest direkte veje til at øge værdien. Netop det ser Al Arabi også ud til at have haft for øje.

Da klubben udlejede Maxime Lestienne til Holland, indføjede qatarerne en ganske særlig klausul i aftalen. Af den fremgår det, at PSV skulle betale Al Arabi – og dermed investeringsfonden – 1,9 millioner kroner, hvis ikke det belgiske talent spillede halvdelen af kampene i den hollandske traditionsklub. På den måde lagde qatarerne pres på for at sikre Lestienne spilletid, så han kunne øge sin værdi. Den form for finansiel påvirkning af fodboldspillet er endnu en af årsagerne til, at tredjepartsejerskaber har mødt så stor kritik.

Solgt til Rusland

I sommeren 2014 havde frustrerede belgiske fodboldfans forudset, at Maxime Lestienne og hans agent havde solgt en lovende karriere for ussel mammon. Udlånene til Genoa og PSV endte da også uden større succes.

Men 6. juli i år kunne Mikkel Beck igen skrive en nyhed på Twitter om et klubskifte for sin klient:

»Det er nu officielt: Maxime Lestienne har underskrevet en fireårig aftale med Rubin Kazan. Tillykke, Max, og held og lykke«.

Ifølge presseomtaler betalte den russiske klub lige præcis de 74 millioner kroner til Al Arabi, som også PSV havde haft mulighed for at købe ham for. Dermed tjente investeringsfonden Target Sports bag Al Arabi mindst 20 millioner kroner på Lestienne over to år. Og Mikkel Beck sikrede sig altså 5,2 millioner kroner på operationen. Agenten afviser, at han også skulle have tjent penge på Lestiennes to lejeaftaler med Genoa og PSV Eindhoven.

Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra hverken Al Arabi eller Maxime Lestienne.

Mikkel Beck fastholder, at han ikke havde noget kendskab til, at den belgiske kantspiller reelt var ejet af en investeringsfond – og ikke af en klub.

»Aftalen omkring Maxime Lestiennes transfer blev forhandlet og indgået mellem Club Brugge og Al Arabi, altså mellem to fodboldklubber. Jeg var ikke – og er stadig ikke – vidende om nogen tredjepartsaftale mellem Al Arabi og den nævnte investeringsfond«, skriver Mikkel Beck.

Hvordan har du det med at have fået en af dine mest talentfulde spillere solgt til en investeringsfond i Qatar?

»Igen, jeg kender intet til nogen investeringsfond«.

Men når vi nu har præsenteret dig for dette faktuelle forhold, hvordan har du det så med det som spillerens agent?

»Det forhold har jeg ikke været bekendt med i den tid, hvor Al Arabi havde kontrakt med Maxime, og jeg har ingen holdning til det«.

Lestienne har tidligere i sin karriere sagt, at han aldrig ville lade sig sælge til en ørkenstat eller til Rusland. I dag er han ejet af Rubin Kazan efter at være blevet solgt af en investeringsfond i Qatar. Hvor tilfreds er du med din karriererådgivning i dette tilfælde?

»Som alle fodboldspillere ved, går det ikke altid, som man drømmer om. Alle vil gerne til FC Barcelona, men det gælder om at opnå det bedst mulige i en karriere, realistisk set. Det ved jeg selv som tidligere fodboldspiller. Begge hans forældre døde på tragisk vis, mens han var udlejet til PSV, og derefter spillede Maxime mindre godt i en periode, forståeligt nok. Men det lykkedes os at finde en god, permanent løsning i en stor russisk klub«, skriver Mikkel Beck og tilføjer:

»Jeg har lige været ovre og besøge Maxime i Kazan, og han er rigtig glad for det skifte«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce