Mon ikke De kender det? At der går 20 eller 25 år, og så møder man pludselig Thormod eller Else-Gertrud på fortovet foran bagerbutikken. Og man får næsten et chok.
»Jamen, du store«, siger man og er tæt på at tabe nogle lækre kanelsnegle i ren og skær forbløffelse, »du ligner jo fuldstændig dig selv, ikke et hår sidder forkert!«, tilføjer man. Med en snert af misundelse.
Sådan havde jeg det lidt med mit gensyn med ekscykelrytteren Kim Eriksen på en stille højtliggende villavej mellem Funder og Silkeborg.
Men der var dog et par forskelle: Dels havde jeg ingen snegle, jeg kunne tabe, desværre, dels var overraskelsen til at overse, idet vi jo havde aftalt, at jeg skulle komme forbi.
Men ellers var den god nok, da han stod der og tog imod i døren – for Kim Eriksen lignede fuldstændig sig selv.
Samme spinkle krop, der nu kunne ses som elegant slankhed, samme glade og kække ansigt, der var akkurat lige så drenget, som dengang han huserede på landevejene hist og pist i 1980’erne. Og ikke et hår sad forkert.
»Kom indenfor«, sagde han hjerteligt – ganske som alle de andre tidligere ’Årets Fund i dansk idræt’ gjorde det, når jeg stod ude på måtten og lyste af nysgerrighed og påtrængenhed, helt som tidligere tiders energiske støvsugersælgere.
Pilot hos SAS
Kim Eriksen fylder 50 år i februar, hvilket kan være svært at tro, altså ikke at det er i februar, men at han bliver 50.
Og det er også svært at tro, at denne ’dreng’ har ansvaret for Dem og mig, når vi går om bord i en af SAS’ store Airbus-maskiner og flyver mod fjerne mål og forhåbentlig bedre vejr og billigere gin&tonics.
For Kim Eriksen er pilot i det gode gamle skandinaviske luftfartsselskab, hvis pilotuniform jeg også engang drømte om at stikke arme og ben i, og for tiden er han, Eriksen, styrmand på SAS-flådens største maskiner.
Han er gift med Rikke, og han er far til Alexander på 21, Christian på 18 og Frederik på 13 år. Og familien bor i et stort hus i udkanten af Silkeborg – et stort hus med et skur, hvor der både står og hænger nogle racercykler af forskellig beskaffenhed.
Også af den slags, hvor gearskiftet sidder på rammen. Som i gamle dage. Og som sønnen Frederik, der er begyndt at cykle for alvor, griner lidt af.
Et uomtvisteligt talent
Men før han blev pilot, nåede Kim Eriksen at blive Årets Fund i 1982 og professionel rytter et par år senere.
Han var et uomtvisteligt talent, der som juniorrytter vandt flere løb i A-klassen, junioretapeløb og etaper i store amatørløb, og det var dét, et sandt succesjuniorår, der udløste landets ældste idrætspris.
Sportsredaktøren: Talenterne sætter spor i historien»Jeg var kun 18 år, og prisen som Årets Fund var et betydeligt skridt i mit karriereforløb. Og samtidig var det en fin anerkendelse af mig som rytter – og en anerkendelse af det, jeg var i gang med«, siger Kim Eriksen, da han har brygget en kop varm te til fotograf Folkver og mig.
Eriksen fik overrakt prisen en aften på den klassiske vinterbane i Forum i København, men ellers husker han ikke meget af selve overrækkelsen.
En barsk tid
Når han tænker tilbage på sin cykelkarriere – og overgangen fra at være den sprudlende amatørvinder til at blive en arbejder i det professionelle miljø – er det tanker om en barsk tid for ham selv og en flok danske ryttere, der var ærgerrige og stræbsomme.
»Når man er vant til at vinde 20 løb om året og så går til nul sejre og sekundære placeringer, er det barskt. I den situation er opbakning og anerkendelse fra sportsdirektørerne og den øvrige ledelse uhyre vigtigt, hvis man skal holde hovedet højt, men det var desværre ikke noget, jeg oplevede meget af«, fortæller Kim Eriksen.
Han blev professionel tilbage i 84 på det franske hold La Vie Claire, og her havde Kim Eriksen i to sæsoner den franske legende Bernard Hinault (fem gange vinder af Tour de France) som holdkaptajn.
»Hinault var et stort menneske«, siger Kim Eriksen og lyder næsten andægtig som Jørgen Leth, »et rigtigt mandfolk at køre med«.
»Han var god at køre for, og han værdsatte det arbejde, vi lavede for ham, og når Hinault havde vundet, kunne han ikke drømme om at tage hele æren alene. Og han behandlede sine hjælperyttere godt. Når han eksempelvis blev inviteret til receptioner, hvor han skulle fejres, tog han altid nogle af os med. Han vidste, hvad vi havde lavet for ham, han var en rar fyr«.
Blev mere kynisk
Kim Eriksen kørte fem år som professionel – og ud over at karakterisere tiden som barsk giver han også udtryk for, at han havde ventet mere af sig selv.
»Med årene udviklede jeg mig til at forstå ’spillet’ bedre. Jeg blev mere kynisk, bl.a. fordi jeg fandt ud af, at skulle jeg få noget ud af det og realisere nogle af mine ambitioner, skulle jeg også tænke på mig selv. Ellers ville jeg brænde ud. Og havde jeg som 20-årig haft den erfaring, jeg sluttede med som 25-årig, var det gået anderledes. Det er jeg sikker på«, siger han ved spisebordet i sit stilfulde hjem i Silkeborg.
Kim Eriksens sidste hold var TVM i Holland i 89, hvor han bliver klubkammerat med Jesper Skibby – som efter Eriksens opfattelse var alt for god til at ofre sig for alle andre, og som i langt højere grad burde have kørt sin egen chance.
»Han kunne virkelig have drevet det vidt«.
89-sæsonen var god for Kim Eriksen, der føler sig overbevist om, at han året efter ville have trådt langt mere i karakter, såfremt han ikke havde fået et andet tilbud. Et tilbud for livet.
For i det stille havde Kim Eriksen – søn af en jagerpilot i luftvåbnet – søgt om optagelse på SAS’ pilotuddannelse. Sammen med omkring 1.100 andre.
»Jeg tænkte, at det ville være umuligt at komme gennem nåleøjet, men også, at det skulle prøves. Pludselig var vi 500 tilbage, så var vi måske 300 til prøve på Hotel Globetrotter i København, og til sidst var vi 14, der blev udpeget til SAS’ skole i USA. Det kunne jeg ikke sige nej til«.
Ude af miljøet
Kim Eriksen blev pilot, og efter nogle år med krisetider i luftfartsbranchen og arbejde for Lux Air og Maersk Air endte Kim Eriksen i SAS i 1996.
Cykelsporten var helt ude af hovedet – og Eriksen var helt ude af miljøet.
Han fulgte kun sporadisk med, så dog lidt Tour de France på skærmen; det kunne jo ikke være anderledes, når han var svoger til Bjarne Riis, nu ekssvoger.
Han havde ikke kontakt med gamle holdkammerater, søgte det heller ikke. Og savnede det næppe. Hans nye liv var rigeligt spændende.
»Der var jo kommet meget andet ind i min tilværelse«, som han bemærker.
Tilbage i cykelsporten
Men i sommer skete der noget nyt. Den yngste søn begyndte at køre på racercykel – og det fik Kim Eriksen til at støve sig selv af og komme ud af stalden.
»Lad mig sige, at jeg blev temmelig overrasket over min egen reaktion. For det var jo en fantastisk oplevelse at komme ud under himlen. Ud på landevejen, ud og koble af og rense hovedet. Jeg synes, det er lækkert. Og jeg synes også, det er godt at være tilbage i miljøet – med den afstand, jeg har til det i dag, hvor livet også rummer andet«.
Årets Fund 1948: »Jeg var mine forældre en dyr pige«»Og gennem min søn møder jeg folk, hvor jeg tænker: Gud, er han stadig med i klubben? Men jeg tænker også, at det er fantastisk, at vi har disse frivillige hjælpere. Og det skal alle i cykelsporten, ja i hele idrætten i Danmark, respektere og være taknemmelige for«, lyder det fra Kim Eriksen. Som også siger, at han har den samme glæde ved at cykle i dag, som han havde, da han var knægt.
»Nu kan det undre mig – når jeg tænker på, hvor vigtigt det er – at det første, der sorteres fra, når man har travlt, er motionen. Det burde jo være det sidste. Og det kan også undre mig, at det tog mig 20 år at komme tilbage på landevejen«.
Ville gøre det anderledes
Kim Eriksen siger, da vi har ramt bunden i tepotten, at han gerne tog endnu en dans med cykelsporten, hvis han stod foran at kunne blive professionel.
»Men jeg ville gøre det meget anderledes. Jeg var umoden, var slet ikke klar til at mase mig frem. Jeg troede, at når jeg hjalp andre, så ville det blive min tur en dag. Men nej, det var naivt, det handler om at tage chancen, når man får øje på den. Uden at vente på, at der nok kommer en bedre mulighed. Jeg skulle i højere grad have kørt for at vinde og ikke kun for at hjælpe andre. Og det kunne jeg have gjort på et mindre hold end La Vie Claire«.
LÆS OGSÅ Årets Fund 1955: Landsholdets farligste mand skulle ud med mælk før kampen
»At blive professionel var en stor virkeliggjort drøm for mig. Tænk at kunne komme til at køre med alle de store ryttere. Det kom jeg til, men det var en mulighed, der desværre ikke blev udnyttet godt. Der var jo ingen rytterpleje, sportsdirektørerne og træningsprogrammerne var håbløse. I dag er det heldigvis helt anderledes«.
Siger manden, der har gennemført tre maratonløb, og som i år 2000 fløjtede gennem det lange løb i Berlin i tiden 2,39 timer. Og som nu er tilbage på den gamle cykel. Til fuglefløjt og vindens susen.
fortsæt med at læse
