Appetitten var mægtig, humøret var højt, for hun elskede sin sport, kammeratskabet, de mange grin og de gode oplevelser. Og så ville hun vinde det hele.
Og meget tydede også på, at hun havde formatet til at gøre det. At forandre drømmene til virkelighed. For aldrig tidligere havde man set et sådant talent på kvindesiden i dansk badminton.
Anne Berglund fra Rygaards Allé i Hellerup – hun spillede badminton på den anden side af ’hegnet’ til Østerbro – blev som ungdomsspiller europamester to gange. Hun havde heller ikke problemer med at slå den jævnaldrende Lene Køppen, som senere blev hele Danmarks badminton-darling.
Og som bare 18-årig, Anne Berglunds første sæson som senior, nåede hun at komme i finalen i verdens mest prestigefyldte turnering på det tidspunkt, selveste All England i Wembley Arena, London.
Årets gennembrud
En verdensstjerne var født, som det så smukt hedder, ’vejen til det hele’ lå åben og nyasfalteret. Og solen skinnede på alle tænkelige måder.
Og selv om Anne Berglund tabte finalen til svenskeren Eva Twedberg i tre sæt, var der ingen tvivl – Anne Berglund havde leveret årets gennembrud og blev af Politiken kåret til ’Årets Fund i dansk idræt 1971’.
Serie
Fundet af bech
Årets Fund i dansk idræt blev kåret første gang i 1929, og prisen er således den ældste idrætspris i Danmark.
Når Årets Fund 2013 kåres i dag i Politikens Hus, er det 75. gang, en ung dansk idrætsudøver hyldes.
I anledning af jubilæet har Politikens Rasmus Bech besøgt en række tidligere Årets Fund, som ser tilbage på karrieren, på datidens idræt og prisens betydning - og som fortæller om deres liv i dag.
»Om jeg kan huske dagen? Ikke rigtig, må jeg indrømme, men det var et mindre lokale, der var nogle fra Politiken og nogle fra badmintonforbundet, vi fik et glas og nogle pindemadder. Men jeg kan huske, hvad jeg havde på«, fortæller Anne Berglund og slår en lille latter op.
»Det var en sort bluse og en skotskternet nederdel, som jeg havde købt i London sammen med Lene Køppen. Vi var meget ens i de år«.
Karrieren sluttede brat
Lad os lige springe frem til en mørk eftermiddag i 2013, en dag med rusk i vejret, mellem efterår og vinter.
Vi sidder i Anne Berglunds nydelige kontor på 3. sal i Skolen Sputnik på Bogholder Allé i Vanløse.
Det er hendes professionelle hjemmebane, her virker hun som konsulent – og herfra rejser hun ud i landet for at berige lærere til bedre at håndtere, firkantet sagt, elever med særlige behandlingsmæssige behov.
Men det er også her, 42 år senere, vi sammen bladrer i minderne, kaster glemte navne op i luften og siger: ’Gud ja, det er også rigtigt’ og ’kan du så huske ...?’.
Og det kan vi. For det meste da. Mener vi i hvert fald. Vi hopper fra år til år, vi kommer rundt i andre sportsgrene, taler om tidsfænomener – og kommer så tilbage på sporet, Anne Berglunds egen karriere.
Årets Fund 1982: Cykelrytteren, der fløj fra alle de andreDen sluttede så brat. Og da vi kommer ned i detaljerne, de gode og de dårlige, på et tidspunkt mest de dårlige, får hun klumper i halsen. Øjnene bliver blanke, vejret skal trækkes dybt.
»Tænk, jeg bliver helt ked af det nu«, siger hun til mig, tværs over bordet – og presser et lille smil frem. Måske fordi hun synes, det er fjollet sådan at blive bevæget efter alle disse år.
»Men badminton var jo hele mit liv, Østerbro Badminton Klub var hele min verden. Og pludselig var det forbi. Fra den ene dag til den anden«, forklarer hun.
Fik sprøjter
Tilbage til 1971. Efter hjemkomsten fra All England begyndte Anne Berglund at få problemer med ryggen.
Det gør ondt at spille badminton, og hun bliver nødt til at ’få sprøjter’ for at kunne gennemføre kampene. Men mon ikke det går over, mon ikke det forsvinder?
Sportsredaktøren: Talenterne sætter spor i historienÅret efter bliver Anne Berglund nordisk mester i mixeddouble sammen med Lene Køppen, men ryggen giver hende stadig problemer og hæmmer hendes spil.
Hun går naturligvis til lægen, ryggen undersøges, der er problemer med rygsøjlen lige over lænden – og lægens konklusion er: »Fortsætter du med badminton, kommer du til at sidde i kørestol, når du er 40 år«.
Chokket
Ordene kom som et chok, ja som et piskeslag i ansigtet på Anne Berglund. Og hun stoppede med det samme.
Tæppet under hendes ungpigeliv blev trukket væk – og hun forsvandt ud af badmintonsporten. Så ikke kammeraterne, kom ikke til kampene, viste sig ikke i hallen. Hun trak sig helt ud af miljøet. For det var for pinefuldt ikke at kunne være med på den måde, hun ønskede.
Nu hiver hun vejret dybt ind igen og stirrer ind i væggen.
»Hold da op«, siger hun med et suk, »det er jo forfærdeligt at tænke på. Ved du hvad, jeg har ikke talt med nogen om det her i mange år, og derfor virker det så stærkt«.
Badmintonspilleren, det mægtige talent, der var blevet opdaget og trænet af storspilleren Tom Bagger, og som kammeraterne kaldte ’Hugo’ – »måske fordi jeg kunne slå en overhånds baghånd lige så hårdt som mændene«, siger hun – var nu historie.
Energi brugt på uddannelse
I stedet kastede Anne Berglund al sin energi ind i uddannelsen som lærer på Hellerup Seminarium, hun rejste til Cuba, hvor hun bl.a. var med til at oprette H.C. Andersen Børnehaven i Havana, hvilket den stadig hedder.
Hun har arbejdet som lærer på Nørrebro og skoleleder i Nordsjælland – og altid har hun haft fokus på det, hun kalder »margeniserede børn«. Sådan var det også, da hun arbejdede fem år i Integrationsministeriet.
Årets Fund 1948: »Jeg var mine forældre en dyr pige«»Jeg elsker mit arbejde, jeg elsker at være med til at udvikle, og jeg bliver ved, til jeg fylder 70, hvis jeg da ikke falder om med et hjerteslag inden. Man skal brænde for noget her i livet. Og da jeg var ung, var det badminton. Jeg søgte udfordringer, og hvis jeg ikke magtede det, dygtiggjorde jeg mig. Jeg trænede og trænede, for øvelse gør mester. Og sådan har jeg også haft det med mit arbejde«, fortæller Anne Berglund – som et par gange forsøgte at komme tilbage på badmintonbanen som motionist, men ryggen ville ikke. Så nu er hun en ivrig fitnessbruger.
Glad for livet
Ja, i det hele taget er hun glad. Glad for livet – for alt det, hun har fået oplevet. Og for alt det, hun har arbejdet sig frem til, siden hun blev forældreløs som 16-årig.
»Hvis du skriver det, så understreg, at det ikke er nogen tragisk historie. For jeg klarede mig, og jeg har fået skabt et godt liv. Dog desværre ikke med de sportsoplevelser, jeg ønskede, men sådan er det. Det er ikke nogens skyld, det var bare ærgerligt. Min karriere blev 10 år for kort, og i dag kan jeg godt fortryde, at jeg bare stoppede. Jeg skulle have kontaktet eksperter og specialister, jeg skulle have fundet ud af, om der kunne gøres noget«, siger den 60-årige kvinde, de kaldte ’Hugo’.
fortsæt med at læse