Annoncørbetalt indhold
»Jeg har ikke et håb om, at jeg skal ud og gøre verden til et bedre sted«
Annoncørbetalt indhold fra Læger uden Grænser.
Kathrine Holte er en erfaren krigskirurg, der har oplevet mere død og desperation end de fleste, men hun har samme tilgang til arbejdet som i Danmark og tager afsted til krigszoner uden forventninger. Det er sådan, hun håndterer at arbejde blandt døende børn og bombenedslag.
»Der er ikke andre til at hjælpe, og vi gør det så godt, vi kan. Hvis patienten alligevel dør, så er det sådan, det er«.
Der er ikke megen sentimentalitet at finde i Kathrine Holte. Når man står i nogle af verdens farligste konfliktområder, hvor patienterne vælter ind på midlertidige hospitalsstuer, skal der tages hurtige beslutninger. De liv, der kan reddes, skal have chancen. De andre må man smertelindre så godt som muligt, fordi der ikke er ressourcer til at behandle alle.
Som krigskirurg er det en nødvendig tilgang. Og Kathrine Holte er trænet i det. Over 20 gange har hun været udsendt for blandt andre Læger uden Grænser, og landene, hun har arbejdet i, tæller blandt andre Nigeria, Congo, Pakistan, Afghanistan, Elfenbenskysten, Irak og Syrien.
Det var her, hun befandt sig under en af de episoder, som springer frem i erindringen, når hun bliver spurgt. I 2011 stod den da 39-årige kirurg og opererede i en villa i det nordlige Syrien.
Huset var indrettet som midlertidigt hospital, og man kunne tydeligt høre granaterne slå ned i nærheden, mens tilskadekomne blev bragt ind - ofte børn med forbrændinger. En dag blev 7-8 børn fragtet til villaen.
De havde siddet på ladet af en bil, da noget benzin var eksploderet. De lokale medarbejdere mente, at de værst forbrændte skulle behandles først, men Kathrine Holte vidste, at med forbrændinger på 95 procent af kroppen, overlever man ikke.
»Der måtte jeg sige: ‘De værst forbrændte skal ikke behandles, for der er ingen chance for, at de overlever. Vi skal fokusere på dem, der kan reddes’«.
Kathrine Holte måtte forklare forældrene til de værst ramte børn, at eneste mulighed var smertelindring, indtil de ville dø inden for et døgn.
Der er ikke andre til at hjælpe, og så må det gå så godt, som det kan.
»Selvfølgelig skal man reflektere over, om man kunne have gjort noget anderledes, men hvis ikke, der er andre end mig til at operere, så må det gå så godt som muligt«, siger hun.
Kathrine Holte fortæller om episoden med de forbrændte børn under et besøg i København. Siden marts har hun arbejdet på Nykøbing Falster Sygehus. Det er første gang i fem år, at hun arbejder i Danmark, og den faglige opdatering, det giver, har stor værdi, når man er udsendt.
»Hvis jeg udelukkende arbejder som udsendt læge, risikerer jeg at gå glip af nye teknikker, som jeg på et tidspunkt kan bruge som udsendt«, forklarer hun.
Og det bliver hun med stor sandsynlighed igen, når hendes vikariat udløber i begyndelsen af 2018. Udsendelserne til verdens konfliktområder er så stor en del af hendes liv, at andelslejligheden for længst er solgt, og hun i dag bor på et lejet værelse på Christianshavn under sine ophold i København. Udsendelserne varer maksimalt en måned ad gangen.
»Det er intensivt arbejde, og jeg vil til Danmark for at hvile ud inden næste udsendelse«.
Sådan er hendes liv, og sådan har det set ud, siden hun i 2010 fik øje på en plakat i en kælder under Hvidovre Hospital. Hun var næsten færdiguddannet som mave-tarm-kirurg, og planen var egentlig at rejse til England for at lære leverkirurgi, men plakaten fra Læger uden Grænser blev begyndelsen på et usædvanligt arbejdsliv.
Kathrine tog kontakt og blev tilbudt at komme til Nigeria i 2010. Det blev hendes første udsendelse, og 20-25 udsendelser, hundredevis af tragiske skæbner, succeser og nyttesløse redningsforsøg er det blevet til siden.
Og selv om oplevelserne for den gennemsnitlige dansker kunne lyde som noget, der ville bore sig dybt ned i psyken, fortæller Kathrine Holte rationelt og uden trang til at forholde sig til oplevelserne på andet end et fagligt niveau.
For hende er de blot skridt mod hendes mål om at se verden, samtidig med at hun bruger sit fag som kirurg. Og det sidste er netop hendes pointe:
Hun passer blot sit arbejde og føler ikke, at hun gør en større forskel mellem bombenedslag og skudofre, end når hun hjælper patienter på Nykøbing Falster Sygehus.
»Man kan håndtere det på forskellige måder, men jeg kan høre på dem, der har været udsendt mange gange, at de håndterer det på samme måde som mig. Ellers kan man ikke holde ud at være udsendt så mange gange«, siger hun.
Julen 2017 står i skyggen af humanitære katastrofer.
Vil du støtte dem, der har størst behov for lægehjælp? Læger uden Grænser er lige nu til stede i 70 lande. Støt vores arbejde - dit bidrag er livsvigtigt.