»Jeg har ikke et håb om, at jeg skal ud og gøre verden til et bedre sted«

»Der er ikke andre til at hjælpe, og vi gør det så godt, vi kan. Hvis patienten alligevel dør, så er det sådan, det er«.

Der er ikke megen sentimentalitet at finde i Kathrine Holte. Når man står i nogle af verdens farligste konfliktområder, hvor patienterne vælter ind på midlertidige hospitalsstuer, skal der tages hurtige beslutninger. De liv, der kan reddes, skal have chancen. De andre må man smertelindre så godt som muligt, fordi der ikke er ressourcer til at behandle alle.

Som krigskirurg er det en nødvendig tilgang. Og Kathrine Holte er trænet i det. Over 20 gange har hun været udsendt for blandt andre Læger uden Grænser, og landene, hun har arbejdet i, tæller blandt andre Nigeria, Congo, Pakistan, Afghanistan, Elfenbenskysten, Irak og Syrien.

Det var her, hun befandt sig under en af de episoder, som springer frem i erindringen, når hun bliver spurgt. I 2011 stod den da 39-årige kirurg og opererede i en villa i det nordlige Syrien.

Huset var indrettet som midlertidigt hospital, og man kunne tydeligt høre granaterne slå ned i nærheden, mens tilskadekomne blev bragt ind - ofte børn med forbrændinger. En dag blev 7-8 børn fragtet til villaen.

De havde siddet på ladet af en bil, da noget benzin var eksploderet. De lokale medarbejdere mente, at de værst forbrændte skulle behandles først, men Kathrine Holte vidste, at med forbrændinger på 95 procent af kroppen, overlever man ikke.

»Der måtte jeg sige: ‘De værst forbrændte skal ikke behandles, for der er ingen chance for, at de overlever. Vi skal fokusere på dem, der kan reddes’«.

Kathrine Holte måtte forklare forældrene til de værst ramte børn, at eneste mulighed var smertelindring, indtil de ville dø inden for et døgn.

Der er ikke andre til at hjælpe, og så må det gå så godt, som det kan.

»Selvfølgelig skal man reflektere over, om man kunne have gjort noget anderledes, men hvis ikke, der er andre end mig til at operere, så må det gå så godt som muligt«, siger hun.

En af de episoder, hun husker, var en 12-14 årig dreng fra Elfenbenskysten, der var kommet til skade med armen i en skov. I dagene efter havde familien forsøgt sig med en traditionel behandlingsform, hvor de svøbte armen i blade fra et træ.

Til sidst besluttede de at opsøge Læger uden Grænsers projekt i området, hvor den danske læge med det samme konstaterede, at der var gået koldbrand i armen med de blå og grå nuancer.

»Der var gået 4-5 dage siden ulykken, og jeg sagde til familien ‘den arm er død, vi skal amputere heroppe’«, siger hun og viser med den ene hånd, hvordan modsatte arm skulle skæres af helt oppe ved skulderen.

»Drengen ville ikke amputeres. Som enhver dansk teenagedreng også ville sige nej til. Hans far og farbror sagde dog ja, men dagen før, vi skulle operere, meddelte de, at de alligevel ville tage drengen med sig og behandle ham på den traditionelle måde. Jeg hørte ikke mere om ham, men med mindre han har fået armen amputeret hos en anden kirurg eller er kommet tilbage, efter at jeg forlod Elfenbenskysten, er der ingen tvivl om, at han er død«, siger Kathrine Holte.

Præcis hvorfor hun kan holde den rationelle tilgang til oplevelserne, er svært at definere for kirurgen. Det er ikke et panser, der er opbygget gennem mange udsendelser, for hun havde det på samme måde, første gang hun var afsted. Men hun mener, at hendes rejseerfaringer som privatperson spiller ind.

»Det, som betyder noget for mig, og det kan jeg også mærke på andre udsendte, er om man har rejst i den type lande før. Hvis man har været på charterrejser i Europa og så kommer til for eksempel Nigeria, så er fattigdommen et chok oveni, at man skal passe sit arbejde«, siger hun og peger på, at hun, da hun kom til Nigeria, bogstaveligt talt havde prøvet at bo i en svinesti i Laos og havde været i Mali og i Niger.

»Så den del med fattigdommen og kaotiske forhold var ikke noget nyt. Og kernen i arbejdet er det samme, selv om forholdene er anderledes«, siger hun.

Det sker, at folk spørger, om ikke hun har noget håb for de konfliktområder, hun arbejder i, men håb og forventninger bliver bevidst ikke taget med på turene.

»Jeg har aldrig nogen forventninger, når jeg tager afsted. Jeg fokuserer på de patienter, jeg har med at gøre ligesom på et dansk hospital«, siger hun.

Derfor svarer hun også med en blanding af nøgtern konstatering og måske en smule undren i stemmen, når hun bliver spurgt, om hun tænkte på at undersøge, hvordan det gik drengen fra Elfenbenskysten.

»Jeg kan godt være nysgerrig, og nogle gange hører jeg noget fra andre, der har været udsendt. Men jeg har vænnet mig til, at når jeg forlader et sted, tænker jeg kun på oplevelserne i flyet på vej hjem, og når jeg er til debriefing. Derefter er jeg mentalt videre. Jeg tænker kun på det, hvis jeg bliver spurgt«.

Når man er udsendt til verdens brændpunkter, er der desuden nogle andre helt specielle forhold, som ikke er hverdag på et dansk hospital.

Under endnu en del af forberedelserne besøgte Sune Jauffred en politiskole i Schweiz og blev undervist i, hvordan forskellige projektiler fra geværer, pistoler og maskinpistoler opfører sig, når de rammer biologisk væv - for eksempel et menneske.

Sune Jauffred finder sin telefon frem og viser billeder, han har taget af store gullige gelatineblokke, der er blevet ramt af forskellige projektiler. Når en tekniker trykkede på en knap, blev et projektil affyret ind i gelatinemassen.

Nogle af billederne viser en stang af plastik inde i gelatinen. Den gør det ud for en knogle.

»Man bruger også metoden inden for retsmedicin, når politiet efterforsker, hvordan folk er blevet skudt, hvor kom kuglen fra, og er den gået igennem noget glas osv.?«

For Sune Jauffred handlede kurset om at finde ud af, hvad han kunne forvente, hvis han fik en patient med en bestemt type skudsår. Han forklarer, at nogle typer projektiler nærmest eksploderer, når de kommer ind i kroppen, og det giver store skader, der kræver kirurgi.

Anderledes er det ofte, hvis kuglen er gået igennem kroppen i en lige linje.

»Det vil sige, at der er masser af ting, man skal tænke over, som relaterer sig til de traumer, man møder som læge det sted, hvor man arbejder. Som udsendt ser man nogle ting, man ikke ser på Herlev Hospital, selvom jeg har set nogle skudofre i forbindelse med bandekonflikten. Herhjemme er de som regel blevet skudt med et våben med lille kaliber, der ikke har anrettet meget skade«, siger Sune Jauffred.

Han fortæller om oplevelserne fra kurset med fascination i stemmen. Ikke fascination af, at nogen bliver skudt, men af de faglige udfordringer ved at skulle håndtere situationer, han ikke har oplevet før.

»Her kan du se, hvad der sker, hvis en kugle rikochetterer og nærmest eksploderer inde i kroppen, fordi kuglen er blevet deform. Hvis det her var din mave eller brystkasse, så var du færdig«, siger han og peger på billedet af gelatineblokken.