Hvad er dette?

»Jeg har ikke et håb om, at jeg skal ud og gøre verden til et bedre sted«

Annoncørbetalt indhold fra Læger uden Grænser.

11. december 2017

Kathrine Holte er en erfaren krigskirurg, der har oplevet mere død og desperation end de fleste, men hun har samme tilgang til arbejdet som i Danmark og tager afsted til krigszoner uden forventninger. Det er sådan, hun håndterer at arbejde blandt døende børn og bombenedslag.

»Der er ikke andre til at hjælpe, og vi gør det så godt, vi kan. Hvis patienten alligevel dør, så er det sådan, det er«.

Der er ikke megen sentimentalitet at finde i Kathrine Holte. Når man står i nogle af verdens farligste konfliktområder, hvor patienterne vælter ind på midlertidige hospitalsstuer, skal der tages hurtige beslutninger. De liv, der kan reddes, skal have chancen. De andre må man smertelindre så godt som muligt, fordi der ikke er ressourcer til at behandle alle.

Som krigskirurg er det en nødvendig tilgang. Og Kathrine Holte er trænet i det. Over 20 gange har hun været udsendt for blandt andre Læger uden Grænser, og landene, hun har arbejdet i, tæller blandt andre Nigeria, Congo, Pakistan, Afghanistan, Elfenbenskysten, Irak og Syrien.

Det var her, hun befandt sig under en af de episoder, som springer frem i erindringen, når hun bliver spurgt. I 2011 stod den da 39-årige kirurg og opererede i en villa i det nordlige Syrien.

Huset var indrettet som midlertidigt hospital, og man kunne tydeligt høre granaterne slå ned i nærheden, mens tilskadekomne blev bragt ind - ofte børn med forbrændinger. En dag blev 7-8 børn fragtet til villaen.

De havde siddet på ladet af en bil, da noget benzin var eksploderet. De lokale medarbejdere mente, at de værst forbrændte skulle behandles først, men Kathrine Holte vidste, at med forbrændinger på 95 procent af kroppen, overlever man ikke.

»Der måtte jeg sige: ‘De værst forbrændte skal ikke behandles, for der er ingen chance for, at de overlever. Vi skal fokusere på dem, der kan reddes’«.

Kathrine Holte måtte forklare forældrene til de værst ramte børn, at eneste mulighed var smertelindring, indtil de ville dø inden for et døgn.

Der er ikke andre til at hjælpe, og så må det gå så godt, som det kan.

»Selvfølgelig skal man reflektere over, om man kunne have gjort noget anderledes, men hvis ikke, der er andre end mig til at operere, så må det gå så godt som muligt«, siger hun.

Kathrine Holte fortæller om episoden med de forbrændte børn under et besøg i København. Siden marts har hun arbejdet på Nykøbing Falster Sygehus. Det er første gang i fem år, at hun arbejder i Danmark, og den faglige opdatering, det giver, har stor værdi, når man er udsendt.

»Hvis jeg udelukkende arbejder som udsendt læge, risikerer jeg at gå glip af nye teknikker, som jeg på et tidspunkt kan bruge som udsendt«, forklarer hun.

Og det bliver hun med stor sandsynlighed igen, når hendes vikariat udløber i begyndelsen af 2018. Udsendelserne til verdens konfliktområder er så stor en del af hendes liv, at andelslejligheden for længst er solgt, og hun i dag bor på et lejet værelse på Christianshavn under sine ophold i København. Udsendelserne varer maksimalt en måned ad gangen.

»Det er intensivt arbejde, og jeg vil til Danmark for at hvile ud inden næste udsendelse«.

Sådan er hendes liv, og sådan har det set ud, siden hun i 2010 fik øje på en plakat i en kælder under Hvidovre Hospital. Hun var næsten færdiguddannet som mave-tarm-kirurg, og planen var egentlig at rejse til England for at lære leverkirurgi, men plakaten fra Læger uden Grænser blev begyndelsen på et usædvanligt arbejdsliv.

Kathrine tog kontakt og blev tilbudt at komme til Nigeria i 2010. Det blev hendes første udsendelse, og 20-25 udsendelser, hundredevis af tragiske skæbner, succeser og nyttesløse redningsforsøg er det blevet til siden.

Og selv om oplevelserne for den gennemsnitlige dansker kunne lyde som noget, der ville bore sig dybt ned i psyken, fortæller Kathrine Holte rationelt og uden trang til at forholde sig til oplevelserne på andet end et fagligt niveau.

For hende er de blot skridt mod hendes mål om at se verden, samtidig med at hun bruger sit fag som kirurg. Og det sidste er netop hendes pointe:

Hun passer blot sit arbejde og føler ikke, at hun gør en større forskel mellem bombenedslag og skudofre, end når hun hjælper patienter på Nykøbing Falster Sygehus.

»Man kan håndtere det på forskellige måder, men jeg kan høre på dem, der har været udsendt mange gange, at de håndterer det på samme måde som mig. Ellers kan man ikke holde ud at være udsendt så mange gange«, siger hun.

Julen 2017 står i skyggen af humanitære katastrofer.

Vil du støtte dem, der har størst behov for lægehjælp? Læger uden Grænser er lige nu til stede i 70 lande. Støt vores arbejde - dit bidrag er livsvigtigt.

send en læge ny
MSF

»Man kan håndtere det på forskellige måder, men jeg kan høre på dem, der har været udsendt mange gange, at de håndterer det på samme måde som mig. Ellers kan man ikke holde ud at være udsendt så mange gange«

En af de episoder, hun husker, var en 12-14 årig dreng fra Elfenbenskysten, der var kommet til skade med armen i en skov. I dagene efter havde familien forsøgt sig med en traditionel behandlingsform, hvor de svøbte armen i blade fra et træ.

Til sidst besluttede de at opsøge Læger uden Grænsers projekt i området, hvor den danske læge med det samme konstaterede, at der var gået koldbrand i armen med de blå og grå nuancer.

»Der var gået 4-5 dage siden ulykken, og jeg sagde til familien ‘den arm er død, vi skal amputere heroppe’«, siger hun og viser med den ene hånd, hvordan modsatte arm skulle skæres af helt oppe ved skulderen.

»Drengen ville ikke amputeres. Som enhver dansk teenagedreng også ville sige nej til. Hans far og farbror sagde dog ja, men dagen før, vi skulle operere, meddelte de, at de alligevel ville tage drengen med sig og behandle ham på den traditionelle måde. Jeg hørte ikke mere om ham, men med mindre han har fået armen amputeret hos en anden kirurg eller er kommet tilbage, efter at jeg forlod Elfenbenskysten, er der ingen tvivl om, at han er død«, siger Kathrine Holte.

Præcis hvorfor hun kan holde den rationelle tilgang til oplevelserne, er svært at definere for kirurgen. Det er ikke et panser, der er opbygget gennem mange udsendelser, for hun havde det på samme måde, første gang hun var afsted. Men hun mener, at hendes rejseerfaringer som privatperson spiller ind.

»Det, som betyder noget for mig, og det kan jeg også mærke på andre udsendte, er om man har rejst i den type lande før. Hvis man har været på charterrejser i Europa og så kommer til for eksempel Nigeria, så er fattigdommen et chok oveni, at man skal passe sit arbejde«, siger hun og peger på, at hun, da hun kom til Nigeria, bogstaveligt talt havde prøvet at bo i en svinesti i Laos og havde været i Mali og i Niger.

»Så den del med fattigdommen og kaotiske forhold var ikke noget nyt. Og kernen i arbejdet er det samme, selv om forholdene er anderledes«, siger hun.

Det sker, at folk spørger, om ikke hun har noget håb for de konfliktområder, hun arbejder i, men håb og forventninger bliver bevidst ikke taget med på turene.

»Jeg har aldrig nogen forventninger, når jeg tager afsted. Jeg fokuserer på de patienter, jeg har med at gøre ligesom på et dansk hospital«, siger hun.

Derfor svarer hun også med en blanding af nøgtern konstatering og måske en smule undren i stemmen, når hun bliver spurgt, om hun tænkte på at undersøge, hvordan det gik drengen fra Elfenbenskysten.

»Jeg kan godt være nysgerrig, og nogle gange hører jeg noget fra andre, der har været udsendt. Men jeg har vænnet mig til, at når jeg forlader et sted, tænker jeg kun på oplevelserne i flyet på vej hjem, og når jeg er til debriefing. Derefter er jeg mentalt videre. Jeg tænker kun på det, hvis jeg bliver spurgt«.

Psykolog: Det sværeste er at komme hjem

Langt de de fleste, der bliver udsendt til krigs- og katastrofeområder får en god oplevelse ud af det. Det er hjemkomsten til Danmark, der kan være svær, forklarer Anders Korsgaard, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og møder nogle af de udsendte.

Hvordan håndterer f.eks. læger og sygeplejersker de oplevelser, de har haft som udsendte?

»I virkeligheden er det, de har oplevet, for eksempel syge og døende børn, ikke særligt traumatisk. Det kan godt lyde underligt, og jeg troede også, det ville være det mest traumatiske for dem. Selvfølgelig gør de voldsomme oplevelser indtryk, men det er noget, de kan handle på som læger eller sygeplejersker. Det, som kan være belastende, er at komme hjem. At komme hjem og høre om kommunalvalg, hvor de ikke kan blive enige i Slagelse Kommune osv. Man får rykket sine grænser, og, i hvert fald i det første stykke tid efter hjemkomsten, kan det være svært at forholde sig til de, alt andet lige, noget anderledes problemer, vi har i Danmark«.

Kan man forudsige, hvem der kan få problemer med at være afsted eller med at komme hjem?

»Langt de fleste mennesker vil kunne håndtere at blive udsendt. Man har forsøgt at skabe testmetoder, der kan indikere, hvem der er bedst rustet til at arbejde i områder ramt af krig eller naturkatastrofer, men enhver erfaring fra alle mulige professioner viser, at det er næsten umuligt at forudsige, hvem der klarer det godt, og hvem, der klarer det mindre godt. Man ved ikke på forhånd, hvordan de enkelte mennesker reagerer, når de kommer under maksimalt pres. De fleste reagerer godt. Det er en meget lille gruppe, der får problemer, og man ved ikke engang altid, om det er pga. udsendelsen, eller om der ligger noget andet bag«.

Hvordan kan man forberede sig mentalt på at arbejde blandt død og ødelæggelse?

»Man skal tænke over, at man godt kan gøre en forskel, men der er også meget, man ikke kan gøre noget ved. Hvis man rejser ud og forventer, at man groft sagt skal redde hele verden, så er det mere forskruet end realistisk. Man skal have et realistisk forhold til det projekt, man skal ud til, for det er vigtigt for os som mennesker at vide det helt basale: Hvem er det, vi skal arbejde sammen med, og hvilken opgave skal vi løse?«

»Som udsendt ser man nogle ting, man ikke ser på Herlev Hospital«

Læge Sune Jauffred var tidligere i år afsted på sin første mission for Læger uden Grænser til et Burundi i Afrika. Som forberedelse lærte han både om moderne politimetoder og støvede nogle af de gamle kirurgiske dyder af.

Det er en træt Sune Jauffred, der tager imod i sin lejlighed på Frederiksberg en tirsdag midt på dagen.

Normalt har han ikke opgaver som ortopædkirurg om natten, men i nat blev han kaldt ud til Herlev Hospital på grund af et trafikuheld, hvor offeret skulle opereres i benet.

Han tager en kande kaffe med ind i stuen og sætter sig til rette foran bogreolerne, hvor bøger om medicin og kirurgi afslører hans arbejdsområde.

Da han tidligere i år skulle udsendes til Burundi, var en del af forberedelserne at læse om ældre arbejdsmetoder, og selvom det kan lyde paradoksalt at forberede sig til en ny opgave ved at blive opdateret på gamle teknikker, var det helt bevidst. Sune Jauffred vidste, at forholdene ville være helt anderledes end i Danmark. Forhold, hvor man som læge er nødt til at udnytte de muligheder, der er og tage højde for de muligheder, der ikke er - eksempelvis en CT-skanner eller et røntgenapparat på operationsstuen, som der altid er i Danmark.

Og når han herhjemme reparerer brækkede arme og ben, foregår det med skruer, plader og skinner i metal, som man sætter fast til knoglerne.

De værktøjer er ikke altid til rådighed i mere primitive omgivelser. For eksempel måtte han og kollegerne ofte bruge gips til brækkede lemmer - en metode, der ikke er så almindelig i Danmark som tidligere. Kirurgen kalder det for 'de klassiske ortopædkirurgiske dyder', som han fik lært på sin udsendelse.

»Man kan komme langt med ikke-kirurgisk behandling, og det var interessant at opleve. Jeg læste rapporter fra tidligere udsendte kirurger, så jeg vidste, hvad jeg kunne komme ud for, og jeg brugte meget tid på at læse op på nogle af de konservative behandlinger, jeg ikke var så skarp i, for eksempel hvordan man lægger gips på. Vi havde også mange strækbehandlinger. Det er dem, man ser i gamle Anders And-blade, hvor nogen er blevet kørt over og ligger i stræk med en snor ud fra armen eller benet hen til nogle lodder og trisser. Det er ekstremt sjældent, man ser det på et dansk hospital«.

Når man er udsendt til verdens brændpunkter, er der desuden nogle andre helt specielle forhold, som ikke er hverdag på et dansk hospital.

Under endnu en del af forberedelserne besøgte Sune Jauffred en politiskole i Schweiz og blev undervist i, hvordan forskellige projektiler fra geværer, pistoler og maskinpistoler opfører sig, når de rammer biologisk væv - for eksempel et menneske.

Sune Jauffred finder sin telefon frem og viser billeder, han har taget af store gullige gelatineblokke, der er blevet ramt af forskellige projektiler. Når en tekniker trykkede på en knap, blev et projektil affyret ind i gelatinemassen.

Nogle af billederne viser en stang af plastik inde i gelatinen. Den gør det ud for en knogle.

»Man bruger også metoden inden for retsmedicin, når politiet efterforsker, hvordan folk er blevet skudt, hvor kom kuglen fra, og er den gået igennem noget glas osv.?«

For Sune Jauffred handlede kurset om at finde ud af, hvad han kunne forvente, hvis han fik en patient med en bestemt type skudsår. Han forklarer, at nogle typer projektiler nærmest eksploderer, når de kommer ind i kroppen, og det giver store skader, der kræver kirurgi.

Anderledes er det ofte, hvis kuglen er gået igennem kroppen i en lige linje.

»Det vil sige, at der er masser af ting, man skal tænke over, som relaterer sig til de traumer, man møder som læge det sted, hvor man arbejder. Som udsendt ser man nogle ting, man ikke ser på Herlev Hospital, selvom jeg har set nogle skudofre i forbindelse med bandekonflikten. Herhjemme er de som regel blevet skudt med et våben med lille kaliber, der ikke har anrettet meget skade«, siger Sune Jauffred.

Han fortæller om oplevelserne fra kurset med fascination i stemmen. Ikke fascination af, at nogen bliver skudt, men af de faglige udfordringer ved at skulle håndtere situationer, han ikke har oplevet før.

»Her kan du se, hvad der sker, hvis en kugle rikochetterer og nærmest eksploderer inde i kroppen, fordi kuglen er blevet deform. Hvis det her var din mave eller brystkasse, så var du færdig«, siger han og peger på billedet af gelatineblokken.

»Hvis det her var din mave eller brystkasse, så var du færdig«

Inden Sune Jauffred nåede til kurset i Schweiz var han blevet testet i Danmark via interviews og forskellige øvelser.

De udsendte skal blandt andet lære at håndtere, at der har været eksempler på kidnapninger eller angreb på nødhjælpsorganisationer rundt om i verden.

I nogle tilfælde har nødhjælpsorganisationer været et mål i sig selv, i modsætning til tidligere, hvor de stridende parter lod organisationerne udføre deres arbejde.

Netop sikkerheden var Sune Jauffreds eneste bekymring.

»Jeg tænkte over, om jeg kunne komme til et sted, hvor et menneskeliv lettere forgår. Det er ustabile områder, man kommer ud i, så jeg spurgte meget ind til sikkerheden. Men da jeg først var udsendt, følte jeg mig meget sikker. Der var et boom i kidnapninger for nogle år siden, og det betyder også, at sikkerhedsreglerne er meget grundige«.

En udsendt medarbejder kan blive kaldt hjem, hvis han eller hun sløser med sikkerheden.

Reglerne er f.eks. at man giver besked over en walkie talkie, når man begynder at bevæge sig fra a til b, og så giver man besked, når man er nået frem, så der hele tiden er styr på, hvor alle er. Og al transport foregår i jeeps fra organisationen, ingen bevæger sig rundt på egen hånd.

Under alle omstændigheder er han ikke blevet afskrækket, og næste mission er linet op.

Næste gang tager Sune Jauffred til en anden del af verden, nemlig Haiti, når han 5. januar bliver udsendt igen.

Julen 2017 står i skyggen af humanitære katastrofer.

Vil du støtte dem, der har størst behov for lægehjælp? Læger uden Grænser er lige nu til stede i 70 lande. Støt vores arbejde - dit bidrag er livsvigtigt.

send en læge ny
MSF