Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Derfor er dine First World Problems vigtigere end verdens glemte kriser



Annoncørbetalt indhold fra Læger uden Grænser.

20. december 2017

Verden er fyldt med glemte kriser, men selvom vi gerne vil engagere os, kan det være svært at holde fokus rettet mod de helt store problemer. Dagligdagens udfordringer trumfer nemlig de globale kriser, når vores hjerner skal vælge, hvor opmærksomheden dirigeres hen.




Der er nok et par af os, der har stået i rundkreds en sen nattetime til tonerne af Giv en hånd til Afrika og We are the World - på dét tidspunkt nok uden den store tanke på, hvorfor og hvornår de sange egentlig opstod.

Billederne af de sultne børn i Etiopien fra midt-firserne kan mange af os dog nok huske, når vi bliver mindet om dem - en hungerskatastrofe, som samlede store dele af verden og trak pop-kulturen med Band Aid i spidsen ind i kampen for at skabe opmærksomhed.

I nyere tid har blandt andet billedet af den treårige syriske dreng Alan Kurdis, der blev skyllet op på kysten af en græske ferieø, formået at skabe ekstraordinær opmærksomhed og samle os, men i begge tilfælde har vi det med at lade katastrofen glide i baggrunden.

Opvasken, børneputningen, skilsmissen eller jobbet kom forbi, og man har igen rettet fokus mod det nære liv i trygge Danmark. Og det er helt normalt. Det er nemlig svært for vores hjerner og hjerter at holde fokus på problemer, der er langt væk:

»Vi beskæftiger os med det i et stykke tid, men det er sjældent, at vi bliver i det, for der er andre ting, der kræver vores opmærksomhed: Vores dagligdag, vores familier, vores skolegang, eller hvor vi ellers er i livet. Vi skal engagere os i andre ting, der involverer os direkte, løbende, og det trækker energien væk«, siger Ask Elklit, som er professor ved SDUs Videnscenter for Psykotraumatologi og blandt andet forsker i trauma forbundet med krige, konflikter og hverdagsliv.

Han peger på, at vi kun har en begrænset mængde opmærksomhed til rådighed.

»Vi beskytter os selv, og hjernen selekterer ting ud, som er endnu mere vigtige for os end en katastrofe eller hungersnød et sted. Det er trods alt det vigtigste, at hverdagen fungerer. Selvom vi ved, at der foregår et eller andet forfærdeligt et andet sted på jorden, så vil vi efter et stykke tid trække opmærksomheden fra det og bringe den tilbage til vores egne cirkler«, siger han.

Jo tættere problemerne er på dig, jo større indflydelse du har på, om de bliver løst, jo mere relevante er de altså. Når der er tale om store, uoverskuelige problemer, så kigger vi mod politikerne, mens vi selv fokuserer på vores egne problemer.

»Når noget er så stort, og hele kloden ændrer sig, så føler den enkelte sig meget lille, og så er det noget, man overlader til politikerne. De danske politikere må også samarbejde med andre politikere i hele verden (for at hjælpe, red.)«, siger Ask Elklit.

Kun hvis man arbejder med kriserne, konflikterne og krigene professionelt, eksempelvis som politiker, journalist eller i en NGO, vil man kunne fokusere på konflikterne uafbrudt, og så er det igen delvist, fordi det har noget med ens eget liv – her ens job, kollegaer og venner – og næromgivelser at gøre, siger professoren.

»Når noget er så stort, og hele kloden ændrer sig, så føler den enkelte sig meget lille, og så er det noget, man overlader til politikerne«



Noma


Noma er en invaliderende sygdom, som typisk rammer børn under seks år og forårsages af dårlig mundhygiejne og forværres af underernæring. Sygdommen begynder med et åbent sår i munden, der breder sig og angriber knogler og det bløde væv for undervejs at vansire patienterne. Behandles sygdommen ikke, vil den i 90 procent af tilfældene have en dødelig udgang.

WHO vurderer, at 500.000 mennesker - primært syd for Sahara - er ramt af Noma. 140.000 nye tilfælde rapporteres hvert år.

Julen 2017 står i skyggen af humanitære katastrofer.

Millioner af mennesker lider under glemte kriser, som ingen taler om. Derfor udgiver Læger uden Grænser senere i år en liste over glemte kriser, for viden redder liv. Støt vores arbejde og dem, der har størst behov for lægehjælp – dit bidrag er livsvigtigt.

send en læge ny
MSF


Ude af øje, ude af sind

Jesper Brix fra Læger uden Grænser er en af de personer, der beskæftiger sig konstant med verdens kriser i sit arbejdsliv. Som direktør i Læger uden Grænser, en global organisation, der yder humanitær og medicinsk nødhjælp i nogle af verdens farligste lande, har han oplevet, hvordan befolkningens opmærksomhed omkring nogle kriser er eksploderet for efterfølgende at ebbe ud igen.

Han nævner borgerkrigen i Syrien, konflikten i Darfur, borgerkrigen i den Centralafrikanske Republik, jordskælvet på Haiti og ebola-udbruddet i Vestafrika som kriser, der et øjeblik havde vores fulde opmærksomhed for efterfølgende at gå i glemmebogen.

»Hvis der sker noget voldsomt, så kommer der øjeblikkeligt opmærksomhed omkring det. Men så snart, det stopper, og det voldsomme er overstået, så forsvinder stederne også ud af opmærksomheden, selv om der stadig er store problemer, og konsekvenserne af det, der er foregået, stadig eksisterer«, siger Jesper Brix.

Især sygdomme som ebola, der også kan have konsekvenser for vores del af verden, oplever kortvarig, massiv medieopmærksomhed, mens eftervirkningerne glemmes lige så pludseligt, som opmærksomheden opstod, siger Jesper Brix:

»Efter man fik ebola-epidemien under kontrol, og det ikke længere truede verdenssamfundet, forsvandt opmærksomheden igen, selvom der stadig er massive eftervirkninger for patienterne, og det har efterladt store dønninger i lokalsamfundet, at det her er sket«.

Gå på opdagelse i kortet over verdens glemte kriser




Samtidig med de nystartede og genopblussede konflikter og krige, så udspiller en række stille, vedvarende kriser sig på kloden uden at få nævneværdig opmærksomhed.

Det gælder især hungersnød, mødredødelighed og sygdomme som HIV/AIDS, lungebetændelse og tuberkulose. Men selvom der egentligt ikke er noget nyt i dem, så kan de være lige så akutte som de kriser, der kommer i nyhederne verden over:

»Vi så det i det nordlige Nigeria, hvor der var massiv hungersnød som følge af konflikten mellem Boko Haram og den nigerianske regering. Vi kom nogle gange ud i områder, hvor der ifølge den normale fordeling burde have været et vist antal børn under fem år, men de børn var der ikke. De var bare døde af sult. De var væk«, fortæller Jesper Brix.

Ofte er det nærkontakten, der får tingene til at rykke. Det fortæller sociologen Martin Bak Jørgensen, der forsker i solidaritet ved Aalborg Universitet og har arbejdet med nyankomne flygtninge i den tyske by Hamborg.

Her oplevede han, hvordan folk bedre kunne holde opmærksomheden rettet mod at hjælpe, når der var tale om mennesker, der flyttede til deres by og gik rundt i deres gader, end mennesker, de så på en tv-skærm.

»Det synliggjorde den afrikanske konflikt, da der ankom flygtninge fra Vestafrika og Sudan til Hamborg. Der var en kæmpe mobilisering i St. Pauli-området på kvarterets skoler, fagforeninger og så videre, men den bevidsthed dukkede først op, da folk stod i Hamborg og sagde ‘her er vi´. Der kom det frem i bevidstheden på folk i kvarteret, hvad der skete«.

Sovesyge


Sovesyge skyldes en parasit, der bliver overført til mennesker gennem bid af tsetse-fluen. Når infektionen når hjernen, medfører det blandt andet forvirring, omvendt døgnrytme og demens og til sidst koma, som har givet sygdommen navnet.

Sygdommen forekommer i 36 lande syd for Sahara, og særligt Den Demokratiske Republik Congo er ramt. Det er lykkedes at bringe antallet af patienter smittet med sovesyge ned - i 2009 lå antallet for første gang i 50 år under 10.000, mens der i 2015 blev indrapporteret 2.804 tilfælde. Diagnostisering og behandling er kompleks og kræver ifølge WHO specialuddannet personale.


Fortvivlelses-fatigue

Men er løsningen så bare, at medierne i stigende grad retter opmærksomheden mod verdens kriser, de glemte såvel som de pludseligt opståede? Ikke nødvendigvis, siger Ask Elklit. Jo mere vi hører om fortvivlelse, flugt og hungersnød, jo mere lukker vi nemlig af for det.

»Det betyder rigtigt meget, hvis der opstår et fællesskab omkring at hjælpe i forbindelse med en katastrofe, men det er meget kortvarigt og varer ofte kun nogle uger. Folk har jo stadig sympati for folk i Afrika, eller andre lande, hvor de lider, men der er også en nedslidningseffekt. Der bliver sat mentale betonklodser op, for der er grænser for, hvor meget vi kan tage ind og blive påvirket af«.

En anden grund til, at vi lægger det sociale ansvar og medfølelsen fra os, er at der ofte er tale om komplekse emner, der er svære at navigere i.

»Mange af de her problemstillinger er uhyre komplekse, og det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvem skurkene er i en konflikt. Det så man i Syrien, hvor det er svært at fortælle, hvordan det kom dertil, hvor det er i dag. Det var først, da flygtningestrømmene rykkede nordpå, at vi kunne se, at det faktisk er mennesker, der minder om os selv«, siger sociologen Martin Bak og peger på, at kompleksiteten gør det svært for os at vurdere, hvem der fortjener vores hjælp.

Kombineret med metaltrætheden over konstant at høre om krige og katastrofer, vi føler vi ikke kan gøre noget ved, bliver det svært at mobilisere en større, vedvarende fællesskabsfølelse og bevidsthed om, hvordan vi kan hjælpe mennesker i nød. Det fortæller Jesper Brix fra Læger uden Grænser.

»Vi bliver i dag bombarderet med informationer gennem sociale medier og overdynget med informationer fra mange kanaler, og det er måske med til at udvande det lidt, for hvordan skal man som enkeltperson selektere i alle de informationer, man får? Der skal man selv tage et aktivt valg omkring, hvad man vil deltage i, og hvordan man vil hjælpe«.

Martin Bak mener, at flygtningekrisen i 2015 viste, at der er rigtigt mange, der gerne vil hjælpe. Folk mobiliserede sig, fordi der var tale om håndgribelige ting, man selv kunne gøre - at tømme skabet for tæpper og sweatere, eksempelvis - og fordi krisen blev mere forståelig og vakte mere genklang, da flygtningene stod på banegårde i europæiske provinsbyer og ikke kun blev set i konteksten af gennembombede byer i Syrien.

Mens de store støttesange og indsamlingsshows fra 1980’erne var noget nyt, der kunne skabe sammenhold og en lille smule sentimentalitet, så har vi i dag oplevet så mange, at det er svært at engagere sig på samme måde.

»Det giver måske en god fornemmelse, og det skaber måske noget sammenhold, men jeg tror ikke, den form for fællesskab sætter specielt dybe spor i forhold til at forandre situationen på en længere bane. Det er svært at pege på, hvad man burde gøre i stedet, men det er det lange seje træk, det handler om, så det ikke kun kommer drypvis«.

Kolera


Kolera skyldes en bakterie, der formerer sig og danner giftstoffer, som påvirker tarmvægge og medfører kraftig diarré og opkastning. Sygdommen giver store væsketab - op til 20 liter i døgnet - og vil hurtigt føre til livstruende dehydrering, hvis ikke den bliver behandlet.

Kolera er et udbredt problem i blandt andet Haiti, hvor flere end 780.000 mennesker ifølge FN er blevet ramt igennem de seneste fem år, og over 9.000 er døde af sygdommen.

Ifølge WHO kan kortet over kolera-ramte lande sidestilles med et kort over verdens fattigste lande. Primært slum-områder og flygtningelejre rammes af kolera-udbrud på grund af dårlige sanitære forhold og urent drikkevand.

Julen 2017 står i skyggen af humanitære katastrofer.

Millioner af mennesker lider under glemte kriser, som ingen taler om. Derfor udgiver Læger uden Grænser senere i år en liste over glemte kriser, for viden redder liv. Støt vores arbejde og dem, der har størst behov for lægehjælp – dit bidrag er livsvigtigt.

send en læge ny
MSF