Hvad er dette?

Guide: Sådan trækker du de gode ferievaner med hjem

Betalt indhold: Post-ferie blues er et velkendt psykologisk fænomen og kan sammenlignes med en mini-depression. Vi guider til, hvordan du kan få ferielykken til at vare lidt længere.

Det giver lidt sig selv, men videnskaben viser det også:

Når du kommer hjem fra ferie, har du mere indre ro, du føler generelt, du har det bedre, og stress- og depressionssymptomer som hjertebanken, ondt i ryggen og hovedpiner fortager sig.

Både krop og sind nyder nemlig godt af at trække stikket og vende hverdagen ryggen et par uger. Men glæden kan hurtigt fortage sig i mødet med hverdagens forpligtelser og synet af et køleskab, der er lige så tomt, som indbakken er fuld.

»Det er faktisk et psykologisk fænomen, som vi kalder for post-ferie-blues. Når vi har været på ferie og skal tilbage til hverdagen, er det ret normalt at blive ramt af en tristhed, der kan sammenlignes med en mini-depression, som følge af følelsen af, at hverdagen er som en svær cykel, vi skal træde i gang igen«, siger Dorthe Rindbo, der er specialist i personlig effektivitet.

»Det vigtigste er at gave en forståelse for, at man ikke kan gå fra et meget lavt gear til et meget højt på kort tid. Så risikerer man at brænde alt det overskud, man har opbygget på ferien, af på en uge eller mindre«, siger hun.

Ligesom andre eksperter mener hun, at det er muligt at tage flere af feriens gode vaner og tankemønstre med hjem. Vi har snakket med nogle eksperter, kigget på en række videnskabelige undersøgelser og samlet en stribe råd til, hvordan du kan få ferielykken til at vare lidt længere.

Sov mere

Mange sover mere, når de er på ferie, og derfor er det oplagt at fortsætte den gode vane, når de kommer hjem til hverdagen. Ifølge en undersøgelse, der blev lavet af tidligere NASA-videnskabsmænd for Air New Zealand, så sover folk i gennemsnit en time mere hver nat, mens de er på ferie, og kvaliteten af deres søvn er bedre.

Også når de kommer hjem har de et sundere søvnmønster, end før de tager afsted på ferie; de første uger efter forsøgspersonerne kom hjem fra ferie sov de i gennemsnit tyve minutter mere hver nat, end de gjorde før ferien. Ifølge forskeren skyldtes det blandt andet, at forsøgspersonerne var bedre til ikke at kigge på telefon og computer, inden de gik i seng, mens de var på ferie.

Gør ferieminder til hverdagsvaner

En af grundene til, at ferier påvirker både krop og sind positivt, er ifølge undersøgelser, at folk er mere aktive og har tid til flere fritidsaktiviteter, når de er afsted. Men man behøver ikke være ude at rejse for at nyde godt af de feriefølger.

I 2009 undersøgte en række canadiske forskere 900 advokater, der havde et højt stressniveau. Undersøgelsen viste, at selv et par timer med fritidsaktiviteter, man normalt forbinder med ferier – eksempelvis badeture, tenniskampe, sejlsport eller golf – fik advokaternes stressniveau til at falde markant.

»Det behøver man næsten ikke tage på ferie for at finde ud af – det er jo ikke raketvidenskab, at man får det bedre jo mere tid, man har til at gøre de ting, man trives med«, siger psykologen Heidi Agerkvist.

Den kan ikke skelne mellem egentlige farer, som eksempelvis en tsunami, eller en forestillet fare, eksempelvis bekymringer om, hvorvidt man gør det godt nok på jobbet; stressresponsen er den samme

Hun peger på, at det efter ferien kan være en god ide at tænke over, hvad det var, man gjorde, der var anderledes end hverdagen, og hvordan vi kan trække de elementer med hjem i hverdagen.

»Det kan eksempelvis være, at vi gør os lidt mere umage for at være sammen og virkelig være der for hinanden, at vi havde nogle andre, dybere samtaler, eller bare at vi havde mere øjenkontakt«, siger hun.

Vær spontan

Selvom man ikke behøver at være ude at rejse for at få de ting til at vare længere, så kan det være en god ide flytte sig fra hverdagens vante rammer. En undersøgelse, der blev publiceret af American Psychological Association, viser nemlig, at folk er mindre stressede, hvis de ikke befinder sig i de samme omgivelser, de forbinder med stress.

Derfor opfordrer undersøgelsens bagmænd til, at man bevæger sig nye steder hen, hvis man lider af stress eller uro. Det behøver ikke være nye lande, men kan blot være nye udflugtssteder hvor man bor.

»Hvis man går og bekymrer sig og stresser over noget, så vil kroppen opfange det som en potentiel fare eller trussel. Den kan ikke skelne mellem egentlige farer, som eksempelvis en tsunami, eller en forestillet fare, eksempelvis bekymringer om, hvorvidt man gør det godt nok på jobbet; stressresponsen er den samme«, påpeger Sisse Find Nielsen, der er psykolog med speciale i metakognitiv terapi.

Når vi er væk fra hverdagen, bliver vi konfronteret med ting, vi ikke plejer at forholde os til, for eksempel logistiske problemer som at finde vej til stranden, tjekke ind på hotellet eller finde skibakken.

»Det tvinger os til at slippe tankerne om de ting, vi plejer at bekymre os om. Der er simpelthen ikke plads til at tænke på dem, for hjernen er optaget af de andre ting«, siger hun.

Indbakken er den primære grund til, at folk arbejder, mens de er på ferie, men det er ofte et unødvendigt problem, de skaber for sig selv

Samtidig kan de mange nye aktiviteter og ukendte faktorer på dagene til at virke længere.

»Når vi holder ferie er vi bedre til at opleve nye ting, og det giver os en anden tidsfornemmelse. Hvis du bruger en weekend på praktiske gøremål, kan den virke meget kort, men hvis du giver den de samme løse rammer som en feriedag og putter nyt indhold ind i weekenden, vil du opleve, at tiden bliver trukket ud. Den spontane tilgang til dagene er en virkelig god ide at tage med hjem«, siger Dorthe Rindbo, der afholder kurser i personlig effektivitet.

Glem indbakken mens du er afsted

Ifølge en undersøgelse fra Holland virker ferier som et glædesboost i otte uger inden, vi tager afsted, men kun meget kort efter vi kommer hjem, og kun hvis vi har været meget afslappede på ferien. Ifølge forskerne skyldes det blandt andet bekymringer om arbejde, mens vi er afsted og mødet med en proppet indbakke ved hjemkomst.

»Indbakken er den primære grund til, at folk arbejder, mens de er på ferie, men det er ofte et unødvendigt problem, de skaber for sig selv, for ofte vil man finde ud af, at hvis man overhovedet ikke bekymrer sig om indbakken, mens man er afsted, så vil man kun skulle forholde sig til 20 procent, når man kommer tilbage, resten vil have løst sig selv«, siger Dorthe Rindbo.

I stedet for at svare undervejs bør man lade dem ligge til efter ferien, og så angribe opgaverne uden at tænke for meget over dem.

»Det vigtigste, når folk bliver mødt med hverdagens udfordringer efter en ferie, er at man bare løser dem uden at tænke så meget over dem. Det rydder ikke bunken på bordet eller rodet i indbakken at bekymre sig over dem, mens man er på ferie, eller når man kommer hjem«, siger Sisse Find Nielsen.

Tværtimod giver det os bare et dårligt udgangspunkt for at løse problemerne, påpeger hun.

»Det hjælper til gengæld at tackle dem fra en ende af og huske, at ferien eller pausen der resulterede i ophobningen i indbakken er enormt vigtig, fordi det er her psyken restituerer«, siger Sisse Find Nielsen.