Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Her er 6 (hverdags)ting, du kan gøre for at redde klimaet

11. oktober 2019

Det kan være svært at overskue, hvad man selv kan gøre for at redde klimaet. En række ekperter og ildsjæle fortæller her, hvordan du bedst kan gøre en konkret grøn forskel.

Vi var kun nået til slut-juli, da vi i år gik i minus på klodens samlede konto for de naturressourcer, der var til rådighed for hele 2019. For selv om klimaforandringerne for tiden taler i versaler, i form af temperaturstigninger, naturkatastrofer og mennesker på flugt, har vi endnu ikke formået at sætte udviklingen i bakgear. Og fortsætter vi som hidtil, vil vi ganske enkelt ikke være i stand til at bremse klimaforandringerne, lyder det fra FN’s klimapanel, IPCC.

Det er altså nu, vi skal handle.

For selv om ingen bliver klimahelt fra den ene dag til den anden, kan vi allerede i dag vælge at blive mere klimabevidste ved at handle anderledes. Og med en ny kollektiv klimabevidsthed, kan vi sammen bevæge os i retning af en mere bæredygtig fremtid - hvis vi vil.

I det følgende præsenterer vi - med hjælp fra en række eksperter og ildsjæle - seks oplagte og effektive måder, hvorpå vi alle kan gøre en klimapositiv indsats i vores hverdag. Fra hvor meget vi smider i skraldespanden på hjemmefronten, til hvordan vi viser verdenssamfundets beslutningstagere, at kampen for at redde klimaet er en af tidens absolut vigtigste.

1: Mindre madspild er det »nemmeste bidrag til klimakampen«

Det rodfæster sig måske ikke helt, når din klimahellige kammerat plæderer problematikken over en kop matcha-te. Men det gør det ikke mindre rigtigt. Lørdagsbøffen er ikke klimaets bedste ven. Og slet ikke, hvis den også ryger på panden flere af de øvrige ugedage.

Sidste år viste en omfattende undersøgelse fra Institut for Zoologi ved Oxford University, at hvis hele kloden besluttede sig for at blive veganere, kunne det globale landbrugsareal reduceres med hele 75 procent. Altså, hvad der svarer til et areal på størrelse med USA, Kina, Australien og EU - tilsammen. Samtidig ville den globale CO2-udledning falde til halvdelen af det nuværende niveau.

Det handler imidlertid ikke kun om, hvad vi spiser, men hvor meget vi køber og ikke mindst, hvor meget vi smider ud, fortæller Selina Juul, der er stifter af bevægelsen og foreningen Stop Spild Af Mad, som siden 2008 har kæmpet kampen mod madspild i Danmark.

»Man kan sige det så enkelt, at hvis madspild var et land, ville det, ifølge FN, være verdens tredjestørste udleder af CO2 efter USA og Kina«, siger hun og fortæller, at det ikke er det eneste 3-tal, der figurerer, når det kommer til madspild. Hvert år spildes der således mere end 33.000 ton grøntsager. 30 procent af al den mad, der produceres på verdensplan, smides ud. Ikke-anvendte madvarer står for udledningen af 3,3 milliarder tons CO2-ækvivalenter om året.

Og for nylig viste tal fra den globale forskningsorganisation Project Drawdown, at hvis vi for alvor vil reducere vores udledning af CO2, så er det at undgå madspild den tredje bedste løsning, fortæller Selina Juul.

»Det kan få kæmpestor klimamæssig betydning, hvis vi bekæmper madspild. Og det gør ikke ondt at ændre sine madvaner. Det er enormt håndgribeligt, og så gør du ikke kun noget godt for klimaet. En dansk gennemsnitsfamilie vil kunne spare mellem 7 og 10.000 kr. om året på at mindske deres madspild. For ikke at tale om al den tid, der går med at gå i supermarkedet«, siger Selina Juul, der snart udgiver sin anden kogebog på Gyldendals Forlag, som skal hjælpe og inspirere danskerne til at tage hånd om madspild uden løftede pegefingre.

»Man kan sige det så enkelt, at hvis madspild var et land, ville det, ifølge FN, være verdens tredjestørste udleder af CO2 efter USA og Kina«

Gå på indkøb i din fryser

Vi har alle set de neonorange-prismærker i kølemontren med varer, som snart udløber. Men i virkeligheden starter kampen mod madspild allerede derhjemme, fortæller Selina Juul.

»Før du går ud og køber ind, skal du købe ind i dit eget køleskab og fryser. Vi har ofte en hel masse mad, vi glemmer at udnytte. Har man svært ved at huske, hvad der er hvad, så lav en hylde med rester. Så ved du, at det her skal du spise først«, siger hun og fortsætter:

»Det samme gælder for fryseren, hvor rigtig mange har det, jeg kalder UFO'er liggende. Altså uidentificerede frosne objekter. Det er varer, vi køber, fryser ned og glemmer. Så går der et år, før vi tager det ud og kyler det i skraldespanden«.

Selina Juul anbefaler derfor, at man én gang om ugen spiser op i sit køleskab og får et overblik over, hvad der først skal spises. Og en gang hver anden måned kan man så bruge en uge på at spise det, der ligger i fryseren. Lav din egen »reste-tapas på din egen reste-rant«, siger hun. Og når du så skal ud og købe ind, så sørg for ikke at gøre det på tom mave. Lav en indkøbsliste og hold dig til den.

Men hvor meget betyder det egentlig, om den enkelte forbruger sparer på indkøbene, bruger den brune banan i en smoothie og skærer det stødte væk fra æblet?

»For det første viser tallene fra Miljø- og Fødevareministeriet, at forbrugere er de absolut største madspildere selv sammenlignet med industrien og detailhandlen«, siger Selina Juul og fortsætter:

»For det andet kan vi se, at danske forbrugere de seneste seks år har mindsket madspild med 14.000 tons, fordi der er kommet større fokus på det. Det er faktisk ret flot i en tid, hvor folk ellers har haft flere penge mellem hænderne«, siger hun og fortæller, at det således har vist sig som et område, som danskerne faktisk har vilje og evne til at påvirke.

»Klimaet fylder mere og mere i danskernes hverdag. Men hvis man først har oplevet at blive udskammet for sine indkøb, så opstår der hurtigt en følelse af afmagt og handlingslammelse. Vi skal passe på, at vi ikke bliver et samfund med klimapoliti«, siger Selina Juul og afslutter:

»Der er så mange klimaudfordringer, der er svære at handle på. Men hvis du mindsker dit madspild, så er det er dit nemmeste bidrag til klimakampen«.

2: Gør din garderobe mere bæredygtig

Dit klædeskab er ikke klimaets bedste ven. Det er ingen hemmelighed. Vi (over)shopper mere end nogensinde før, og som det ser ud lige nu forventes vores tøjforbrug at stige med det, der svarer til 500 milliarder t-shirts frem mod 2030, viser en rapport fra Global Fashion Agenda og The Boston Consulting Group.

Modeindustrien melder sig dermed ind blandt de allerstørste klima-forurenere, og fortsætter udviklingen som nu, vil branchens vandforbrug i 2030 være 50 procent højere, ligesom CO2-udledningen vil være steget 63 procent.

Det efterlader ikke blot producenterne, men i høj grad også os som forbrugere med et kæmpestort ansvar, mener tekstil-ekspert Suzi Christoffersen, som er stifter af konsulentvirksomheden Closed Loop, hvor de rådgiver mode- og tekstilindustrien i at træffe bæredygtige beslutninger.

»Når det kommer til tøjindustrien, så breder problematikkerne sig hen over hele spektret. Der er belastninger hele vejen fra råstofudnyttelsen over indfarvning til slutfasen, hvor forbrugerne smider det ud af systemet. Og det betyder med andre ord, at der er flere steder, man kan sættes ind«, siger hun.

»Vi køber alt for meget, som ikke bliver genanvendt, når vi er færdige med det. Så helt basalt skal vi til at købe meget mindre«

Hvert år produceres der på verdensplan 150 milliarder stykker tøj, hvilket involverer anvendelsen af store mængder vand og olie, såvel som kemikalier, i processen, fortæller hun. Og hvis Suzi Christoffersen skal komme med ét enkelt råd, ville det være at lade kreditkortet ligge i lommen.

»Vi køber alt for meget, som ikke bliver genanvendt, når vi er færdige med det. Så helt basalt skal vi til at købe meget mindre«, siger Suzi Christoffersen og fortæller, at op mod 60 procent af tekstilprodukters miljøaftryk kan kædes sammen med valg af materiale og produktionsmetode, og derfor er det afgørende, at vi får en forståelse for, ikke bare hvem, men også hvad vores tøj er lavet af og hvordan.

»Det handler om at minimere mængden og i stedet gå efter gode, langtidsholdbare materialer og produkter, der kan bruges på flere måder. Har du f.eks. brug for en jakke, så se efter en, hvor man kan have en lille termojakke indenunder, så den både kan bruges som forårs- og vinterjakke«, siger hun.

Vores forbrug skal gentænkes

Suzi Christoffersen anbefaler, at hvis man nød og næppe skal ud og investere i noget tøj, så bør man først lede efter noget på genbrug. Hvis et produkt går i stykker, bør man reparere det frem for at købe et nyt i erstatning. Og hvis man så ønsker at skille sig af med et stykke tøj, så bør man bytte, sælge eller aflevere det i en genbrugsbutik. Kan produktet ikke længere bruges, bør det afleveres til genanvendelse.

Alt i alt handler det om at gentænke hele vores måde at forbruge på, siger hun.

»Det er klart, at man altid kan stille spørgsmålet: Hvad er bedst? Et højkvalitetsprodukt, der måske ikke er lavet af genanvendelige materialer, men som har en levetid på 10-20 år, eller et let genanvendeligt produkt som lever 1-2 år«, siger hun og tilføjer, at svaret ikke er let.

»Det bedste produkt har en rigtig lang livscyklus. Det er i en kvalitet, så det kan leve længe, før det kasseres - hvor det i bedste fald kan genanvendes. Når først der er anvendt så mange ressourcer på et stykke tøj, så er det mindste vi kan gøre at holde det i live i så lang tid som overhovedet muligt«, siger hun og fortsætter.

»Vi har vænnet os til, at vi nemt og ofte billigt kan køb nyt. Og rigtig mange, både producenter og forbrugere, har ofte ikke særlig godt styr på varernes værdikæde. Det gælder for ressourceforbruget, som det gør for bevidstheden om forholdene for de mennesker - og i visse tilfælde dyr - som er involveret i processen«, siger hun.

Derfor står vi nu overfor et forbrugerkulturens paradigmeskifte. Det kræver, at modeindustrien tager ansvar for ikke hovedkuls at spytte kollektioner af tvivlsom kvalitet ud. Og så kræver det forbrugere, der køber mindre, bedre og holder live i produkter i længere tid. For selv om industrien kan være tung at danse med, så kan vi som forbrugere få en stor indflydelse, siger Suzi Christoffersen.

»Det er klart, at hvis vi alle render rundt og tror, at vi alligevel ikke kan gøre noget, så sker der ikke noget. Men hvis vi ser på klædeskabet derhjemme, så ligger vi alle inde med vores del af problemet. Og sammen kan vi iføre os løsningen«.

3: Investér dine skejser i en verden, du har lyst til at leve i

Der er mange danskere, der gladeligt donerer penge til grønne organisationer og andre godgørende formål. Og ud fra devisen »mange bække små, gør en stor å« er det helt sikkert positivt og prisværdigt at støtte NGO'er med et fast månedligt beløb.

Men der er også andre muligheder, hvis man ønsker, at ens penge skal gavne den grønne omstilling. Og her har en stor del af landets indbyggere en ofte overset økonomisk ressource lige for snuden. Pensionsopsparingen. Den kan nemlig, hvis den håndteres med omtanke, gøre en markant bæredygtig forskel, lyder det fra Niels Fibæk-Jensen, der er medstifter af fintech-virksomheden Matter, som i samarbejde med pensionsselskaberne AP og Skandia har lanceret en pensionsordning med bæredygtige investeringer.

»Pensionsmidlerne er den største pulje af investeringsklare midler, vi har i Danmark, og hvis man vil gøre en grøn forskel, er det oplagt at investere disse penge bæredygtigt«, siger han og forklarer, at danskere samlet set har i omegnen af 4.300 milliarder kroner liggende i pensionsselskaber, pensionskasser eller ATP.

Det svarer ca. til det dobbelte af Danmarks BNP og betyder således, at vi har verdens højeste pensionsopsparinger per indbygger, siger Niels Fibæk-Jensen, der i år kom med på det internationale medie Forbes liste over de mest indflydelsesrige mennesker under 30 år.

Et problematisk paradoks

I slutningen af september offentliggjorde statsminister Mette Frederiksen Til FN's klimakonference i New York, at danske pensionsselskaber frem mod 2030 vil investere 350 milliarder kroner i den grønne omstilling. Det mener Niels Fibæk-Jensen er et godt tiltag. Det er bare ikke godt nok.

»At pensionsselskaberne har forpligtet sig til at investere 350 mia. kr. til fordel for den bæredygtige omstilling er bestemt positivt. Men det er værd at bemærke, at det stadig er mindre end 10 procent af den samlede danske pensionsformue, der vil være investeret i grøn omstilling om 11 år – så jeg synes, der er langt igen«, siger han og fortæller, at det er problematisk, da de konventionelle pensionsselskaber stadigvæk er nogle af dem, som på verdensplan investerer allermest i olie-, gas- og kulselskaber.

Og det åbner op for lidt af et problematisk paradoks, fortsætter han.

»Problemet er, at vi på på jorden har fem til syv gange så store reserver af kul, olie og gas end det, vi i Paris-aftalen har skrevet under på at begrænse os til. Derfor er det lidt paradoksalt, at pensionsselskaberne har smidt penge i noget, vi som verdenssamfund har forpligtet os til aldrig at grave op eller brænde af, og som vil underminere vores eget livsgrundlag«.

Niels Fibæk-Jensen fortæller, at danske pensionskasser i en årrække har investeret i fossile brændstoffer, hvilket, ifølge Matters analyse af danske pensionsselskaber (udført af TruCost, red), betyder, at den gennemsnitlige dansker, som i dag har 1 million kr. i pensionsopsparing, ejer hvad der svarer til 68 tons CO2 i underjordiske kul-, olie- og gasreserver.

»Overlad grønne investeringer til pensionsselskaberne«

Hvis man nu sidder og vil investere sine penge grønt og straks hopper på nettet for at scoute markedet, vil man støde på et mindre hav af forskellige former for fonde, som tilbyder, at de kan få ens penge til at gøre en grøn forskel.

Carsten Tanggaard, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, fraråder, at man som enkeltperson selv prøver at gøre en bæredygtig forskel ved at investere i investeringsfonde i grøn teknologi, da han mener, at der ofte er tale om uigennemskuelige projekter med uforholdsmæssigt store omkostninger.

»Jeg har al mulig sympati for, at der gøres forsøg på at løse klimaproblemerne, men jeg er endnu ikke stødt på eksempler på grønne investeringer, der er velegnede til individuelle investorer. Det bliver sådan nogle aflads-beviser, der ikke tjener noget formål«, siger han og anbefaler i stedet, at almindelige danskere overlader sine grønne investeringer til pensionsselskaberne.

»De har bedre ekspertise end os andre, og de kan gøre det omkostningseffektivt og som en del af en større indsats. Hvis vi hver især går og investerer små beløb i grønne investeringer, risikerer vi simpelthen at spilde pengene uden nogen gavn«, siger han.

»Pensionsselskaberne har smidt penge i noget, vi som verdenssamfund har forpligtet os til aldrig at grave op eller brænde af, og som vil underminere vores eget livsgrundlag«

Niels Fibæk-Jensen holder på, at det vil give mest effekt i forhold til investeringer i grønne initiativer at benytte en pensionskasse med bæredygtig fokus. Han ved dog, at det ikke altid er muligt for folk at få en bæredygtig pensionsopsparing, selvom de gerne vil. Det skyldes, at en stor del af danskerne har deres pension låst gennem arbejdet, der typisk indbetaler til ét pensionsselskab for alle virksomhedens medarbejdere.

Det er imidlertid muligt at påvirke sit pensionsselskab indefra, mener han.

»Man kan starte med at sende en mail og undersøge, hvor de lægger deres investeringer. Og så kan man stille op til bestyrelsen ved en generalforsamling og af den vej forsøge at trække selskabet i en mere bæredygtig retning«, siger han og fortæller, at det er set, at pensionsselskaber har valgt en mere bæredygtig kurs efter at have været underlagt et pres inde- og udefra.

Carsten Tanggaard medgiver, at det kan være effektfuldt at lægge pres via medlemsdemokratiet i sin pensionskasse, og derudover anbefaler han, at folk, der vil gøre en forskel, støtter op om de fælles offentlige tiltag, der er på området.

Hvis FN's 17 verdensmål skal opfyldes, så vil det estimeret koste ca. 17.000 milliarder kroner årligt i ekstra investeringer. Og for danskerne vil det, at gøre sin pensionsopsparing grønnere, være et af de mest oplagte steder at starte, mener Niels Fibæk-Jensen.

»Jeg er sikker på, at det har en reel effekt, og at man kan gøre en ret markant forskel, hvis vi får flyttet de store pengestrømme til noget klimapositivt. Hvis vi vil, er det virkelig et felt, vi kan påvirke. Personligt vil jeg foretrække at investere mine penge i en verden, som jeg har lyst til at leve i«.

4: Gør dig og din matrikel mere grøn

Da verdens ledere i 2009 mødtes i Bella Center under FN's Klimatopmøde for at forhandle sig frem til en global klimaaftale, havde livsstilsekspert Christine Feldthaus netop taget hul på sin helt egen kamp. På et halvt år skulle hun halvere sin CO2-udledning og skrive om sine oplevelser i dagbogsformat. Og hun startede mere eller mindre fra scratch, fortæller hun.

»Hele min interesse for grøn livsstil startede, da jeg i 2008 blev kontaktet af et bogforlag, som spurgte, om jeg havde lyst til at skrive en bog om at omlægge til økologi«, siger Christine Feldthaus og fortæller, at »næeh«, det havde hun umiddelbart ikke. For selvom det først var, da honoratiores fra det store udland rykkede ind i Bella Centret, at klimaet for alvor fandt ind på dagsordenen, var det som sådan ikke nogen ny opsang. Folk havde bare ikke lyttet.

Derfor tænkte Christine Feldthaus, at det da var »ualmindeligt uambitiøst«, at fortælle om, hvordan hun nu købte økologisk mælk og bomuld, fortæller hun.

»Jeg tænkte, at folk måske ville tænke mere pragmatisk over deres klimaaftryk, hvis det var en jordnær bog, som tog udgangspunkt i, hvad man som helt almindelig hakkebøf-dansker kan gøre for klimaet, hvis ikke man har tænkt sig at sidde i en Peru-sweater i intet andet end stearinlysets skær og gå helt i trance over skam og skyld«, siger Christine Feldthaus og fortæller, at hun på sin vis var det perfekte udgangspunkt. En »livsnydende levedame«, der dengang ikke vidste en dyt om hverken klima eller bæredygtighed.

Fik et chok over sig selv

Hun startede derfor projektet med at scanne sit hjem for at se, om der overhovedet fandtes svanemærkede husholdningsprodukter i hytten og økologiske gryn i potterne. Og så gik hun ellers i gang med at omlægge sin livsstil.

»Jeg prøvede at klarlægge hvor stort et svin, jeg var, ved at undersøge, hvor meget el, vand og benzin, jeg brugte. Og der fik jeg ganske enkelt et chok«, siger hun.

Den gennemsnitlige dansker udleder 17 ton CO2 om året, viser tal fra den grønne tænketank Concito. Det er langt over det globale gennemsnit. Og hvis vi skal leve op til klimamålene, skal vi helt ned på to ton. Og så kan man ellers selv regne lidt på, hvor meget CO2 vi hver især skal tabe os, siger Christine Feldthaus.

»Det er en gigantisk slankekur, vi skal på. Og hvis jeg ville halvere min CO2-uddunstning, så måtte jeg jo finde ud af, hvor jeg var tykkest, så at sige. Nogle har tykke numseballer, andre har bildæk eller tunge bryster. Det jeg prøvede at finde ud af var, hvor i klimaregnskabet jeg var tungest. Og der fandt jeg ud af, at 70 procent af min CO2-udledning kom fra rejser og anden transport«, siger hun og fortsætter:

»Det nytter jo ikke noget at sidde og beskæftige sig med, hvordan man kan installere endnu flere LED-pærer derhjemme, hvis størstedelen af ens udledning ligger andetsteds. Man træner heller ikke overarme, hvis man gerne vil have en mindre røv. Mit største problem var, at jeg rejste jorden rundt, samtidig med at jeg for rundt i min udenlandsk-importerede drømmebil, der havde 220 heste under hjelmen og kørte 7 km. på literen«, siger hun.

Christine Feldthaus skar derfor ned på flyrejser, solgte sin bil, skiftede sine hvidevarer, installerede termoruder og lagde et nyt tag på huset for at nå sin mission i bogen. Og sommerferien, der ellers ville have været 2 uger i bil rundt på Sicilien, blev skiftet ud med en cykelferie på Bornholm, siger hun.

»Jeg blev helt Stasi-agtig over for familien, som efterhånden blev ret godt trætte af mig. Min daværende mand nægtede at skifte indkøbsposen ud med et stofnet og handlede i stedet i en papkasse. Og min søn tog ud i verden og blev mæt, da der begyndte at komme selleribøffer på bordet. Så det var ikke nogen dans på roser«, siger hun.

»Det er en gigantisk slankekur, vi skal på. Og hvis jeg ville halvere min CO2-uddunstning, så måtte jeg jo finde ud af, hvor jeg var tykkest, så at sige«

Men det hun dengang investerede i, har hun stadig den dag i dag glæde af. Det nye tag og ruder har sparet på fjernvarmen, ligesom installeringen af mere klimavenlige hvidevarer allerede efter et halvt år havde reduceret husets elforbrug 43 procent. Men når det så er sagt, så er hun »også blot et menneske«, siger hun.

»Når man begynder at gå det efter i sømmene, bliver man så dejligt afklaret omkring, hvad man er for et menneske. Og vi skal til at stoppe med at udskamme hinanden. Det der med at pege fingre og sige: »Gud, sidder du og spiser en bøf?«. Det gør jeg ikke særlig tit. Men til gengæld kan jeg fandme love dig for, at jeg høvler noget vin ned. Og det bliver jeg ved med«, siger hun og fortsætter:

»Jeg har eks. ikke været i stand til at leve uden bil og købte derfor en, der kører meget længere på literen. Uden den ville jeg være sat tilbage til et stammefolk i Etiopien«, siger hun og fortæller, at hun på samme vis har været nødsaget til at flyve i embeds medfør.

»Min vurdering er, at den almindelige dansker har sindssygt svært ved at finde ud af, hvad de skal gøre. De læser overskrifter i avisen, hvor der står: 'Spis mindre oksekød og flyv noget mindre'. Men 70 procent af danskerne kender ikke deres egen el-regning, fordi den kører over PBS. Antallet af solgte flybilletter er 18,2 millioner sidste år - en stigning på 4 procent. Og andelen af grønne biler er under 8 procent af nyvognssalget. Så det kan godt være, danskerne siger det rigtige, når de bliver spurgt, men når det kommer til stykket, er de jo rådvilde«, siger hun og fortsætter:

»Jeg har brugt seks måneder, dag og nat, på at sætte mig ind i, hvad man kan gøre. Det har den gængse dansker ikke tid til i en hverdag, hvor Tjalfe og Rosmarin skal i skovbørnehave, før man skal nå en yoga-time, mens man forsøger på ikke at blive skilt«.

Så hvis vi vil nå til løsninger, må vi først og fremmest stoppe med at slå hinanden oven i hovedet med skammestokken, mener hun. For adfærdsændringer tager tid. Og vi flytter os ikke i samme tempo.

»Det er svært at ændre gamle mønstre. Men vi dør ikke af at slukke lyset, når vi forlader badeværelset. Vi dør ikke af at spise en bøf mindre om ugen. Og vi dør ikke af at holde en sommerferie på en dansk ø. Og uanset hvem du er, kan du bidrage med noget«, siger hun.

5: Værn om naturen i dit lokalmiljø

»Mange tror, at natur er noget, der bare er der. At det vel ikke har den store betydning, om man flytter et grønt område nogle 100 meter. Men økosystemer er skrøbelige. Og hvis vi ikke ved, hvad vi har med at gøre, så ødelægger vi dem«, lyder det fra bygartner Jann Kuusisaari, da vi en sen efterårs-eftermiddag er taget med ham og knapt 30 andre på bynatursvandring og sanketur på Nordhavnstippen i København.

Her ligger aftensolen blødt hen over en af de efterhånden få uberørte naturområder i landets hovedstad. Mellem industrihavn, boligbyggeri og betonblokke finder man ganske atypisk både strandeng, fælled og krat, der byder på alt fra hindbær og græssende får til den beskyttede grønbrogede tudse, som hører til på 'tippen' af byen.

Lidt endnu i hvert fald.

For som i så mange andre områder af København er Nordhavnen i rivende udvikling. Den ene bygning efter den anden skyder i vejret, når stadig flere områder tages i anvendelse. Og selv om selskabet By & Havn, der har til opgave at udvikle byområder i København, har stillet forslag om at skabe 68 hektar naturpark på Nordhavn, så er det langt fra nok, mener en forsamling af 10 lokale organisationer, som kalder sig Nordhavns Naturvenner. De ønsker en naturpark på hele 100 hektar, altså en million kvadratmeter. Og det er med argumentet om, at byen også skal kunne rumme en rig biodiversitet.

»For biodiversiteten i Nordhavn er det afgørende, at naturparken er et større, sammenhængende område, der rummer flere naturtyper og forbinder flere biotoper«, skriver sammenslutningen således på sin hjemmeside.

Midt i en masseudryddelsestid

Egentlig er livet på Jorden ualmindeligt mangfoldigt. Der findes mange flere organismer, end vi har tal på. Mere liv end vi aner. Alligevel er forskere verden over enige om, at vi står overfor det, der bliver kaldt klodens sjette masseudryddelse.

Ja, faktisk har vi aldrig i menneskehedens historie udryddet klodens dyre- og plantearter så hurtigt, som vi gør nu, lød det i foråret i en 1.800-siders lang rapport fra FN-organisationen Ipses, der har til formål at dokumentere situationen for den globale biodiversitet.

Op mod én million arter er således p.t. truet af udryddelse, 75 procent af alle økosystemer på land er blevet nedbrudt af menneskelig aktivitet, og 20 procent af hjemmehørende individer i de største landbaserede økosystemer er allerede gået tabt. Og ifølge organisationen gør vi i dag alt for lidt for at stoppe udviklingen.

»Vi er blevet så afskåret fra naturen, at mange tror, at ramsløg er en eksotisk krydderurt fra det ny-nordiske køkken, man betaler 60 kr. for«

Det er da også de færreste, der i dag forstår alvoren af udviklingen, fortæller Jann Kuusisaari, da vi bevæger os over en lille bro mellem svajende dompapper.

»Vi er blevet så afskåret fra naturen, at mange tror, at havtorn er noget, der er forbeholdt Michelin-restauranterne, og at ramsløg er en eksotisk krydderurt fra det ny-nordiske køkken, man betaler 60 kr. for. Men hvis man tager ud i skoven i de tidlige forårsmåneder, så flyder det jo med det«, siger han og fortsætter:

»Misforstå mig ikke, det kan være rigtig fint at lave en naturpark. Men man bygger ikke bare natur. Man bliver nødt til først og fremmest at værne om den, vi har. Og man får ganske enkelt et andet forhold til og ansvar for naturen, hvis man bevæger sig ud i den«, siger han.

Der er imidlertid god mulighed for både at værne direkte om biodiversiteten i sit lokalmiljø og at genfinde kontakten i naturen. Det er ikke bare Nordhavns Naturvenner, der kæmper for biodiversiteten i byen. Samme kamp finder sted på Amager Fælled. Og landet over kan man deltage i alt fra udviklingen af byhaver til de såkaldte BioBliz, hvor man på ét døgn registrerer så mange plante- og dyrearter som muligt i et afgrænset område. Og så kan man også få en forståelse af naturens mangfoldighed og omgivelsernes påvirkning af denne ved at tage på en sanketur, hvor man samler og plukker råvarer fra naturens madkammer.

I en lang kæde vandrer folk hen over strandengen. Stopper op og småspiser æbler og hindbær og noterer i fællesskab, at turen har budt på blandt andet markchampignon, kløver, mælkebøtte, vild gulerod, tagrør og tidsler.

»For mange er klima, miljø og biodiversitet svært at forholde sig til. Men når man oplever naturen gennem mad, så sker der et eller andet. Det er noget, vi bedre kan forholde os til«, siger Jann Kuusisaari.

Nogen i gruppen har samlet bær i bøtter, andre har hænderne fulde af urter. Men fælles for dem er, at de har fået noget at snakke om.

»I Slovakiet, hvor jeg kommer fra, er det en hovednyhed i TV, når svampene begynder at titte frem«, fortæller en kvinde med flettet gråt hår, mens en anden undrende udbryder »jamen«, da vi vader gennem et område, som muligvis skal indtages til byggeri. »Er det ikke meget billigere at lade det være og så bygge et sted, der ikke kræver så meget arbejde?«, spørger hun.

»Nej, de tjener jo kassen på boliger med sådan en havudsigt«, lyder svaret fra en anden. »Hvor er det frækt«, bliver de enige, mens Jann Kuusisaari fortæller om cikorien, som man brugte som kaffeerstatning under krigen.

»Det er sjovt«, siger han og peger ud over området. »Hvis det her havde været en park, ville der have været nogen, som stod for at klippe græsset og vande blomsterne. Sikret sig, at der blev passet på det hele«, siger han, da turen har nået sin ende.

»Det er samme omsorg, vi skal have for den vilde natur. Ikke ved at klippe og vande, men ved at genfinde forholdet til den - frem for at forstyrre den«.

6: Sæt lyd på din hverdagsaktivisme

De foregående fem afsnit har omhandlet områder, hvor vi hver især kan gøre en grøn forskel ved at ændre vores adfærd og forbrugsvaner. Men man kan også vælge at slå et slag for klimaet ved at tage sin hverdagsaktivisme med sig ud i det offentlige rum.

Tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke og UNESCOs nationalkommision, Knud Vilby, har været miljø- og klimaaktivist i over 50 år, og han er opløftet over at se, hvordan aktivisme for tiden blomstrer op på ny, og både unge såvel som gamle går på barrikaderne for klimaet. Og Knud Vilby mener, at anstrengelserne rent faktisk gør en forskel:

»Lige nu ser vi meget markant effekten af, at tilstrækkeligt mange enkeltpersoner er aktive i både handling og ord. Så bliver selv Dansk Folkeparti, få måneder efter de har talt om »klimatosser«, nødt til at formulere en klimapolitik«, siger han.

14-årige Florien Veerbeek Hougaard er en de nye aktivister, der, opildnet af Greta Thunberg, har valgt at engagere sig i klimaet. Hun deltager således i bevægelsen Fridays for Future, der har ansporet millioner af børn og unge verden over til at demonstrere for politisk handling på klimafronten fremfor at gå i skole.

»Greta Thunberg inspirerede mig til selv at gøre noget. Det var mega fedt og motiverende at se, hvordan en pige på min egen alder kom igennem med sit klimabudskab. Hvis hun kan, så kan jeg også selv, tænkte jeg«, fortæller hun.

Til sin første Fridays for Future-demonstration lavede Florien Veerbeek Hougaard et stort sort banner, hvor der stod »Climate Action Now - There is no Planet B«. Og banneret kom straks i fokus, da det blev foreviget på et pressefoto af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der taler foran de sammenstimlede unge på Christiansborg Slotsplads.

»Greta Thunberg inspirerede mig til selv at gøre noget. Det var mega fedt og motiverende at se, hvordan en pige på min egen alder kom igennem med sit klimabudskab. Hvis hun kan, så kan jeg også selv, tænkte jeg«

Siden da har hun haft banneret med til en række demonstrationer. Og hun er kun blevet stærkere i sin overbevisning om, hvorfor hun agerer aktivistisk.

»Jeg synes, det er en god måde at vise politikerne, at vi er utilfredse med, at der ikke bliver gjort nok ved klimaudfordringerne. Det er en oplagt måde at skabe opmærksomhed omkring problemet og få det i medierne«, siger hun.

Det er ikke kun unge som Florien Veerbeek Hougaard, der for tiden springer ud som aktivister. Også tidligere partiformand for Socialdemokratiet, 74-årige Mogens Lykketoft, har, efter han i år stoppede i partipolitik, valgt at kaste sig ind i klimakampen.

I 2015 var han, som formand for FNs generalforsamling, med til at vedtage FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og Paris-aftalen. Og selv om aktivisme, ifølge ham, ikke har nogen alder, så har han fuld forståelse for, at det nu særligt er den unge generation, der råber op.

»Det er deres fremtid, der bliver ødelagt, hvis ikke vi handler«, siger han og fortsætter:

»Jeg når jo at dø, inden de største katastrofer indtræffer. Det synes jeg imidlertid ikke er et argument for, at jeg ikke skal gøre mit for at undgå, at de gør det. Ikke mindst for mine børnebørns og deres kommende børns skyld«, siger han.

»Jeg når jo at dø, inden de største katastrofer indtræffer. Det synes jeg imidlertid ikke er et argument for, at jeg ikke skal gøre mit for at undgå, at de gør det. Ikke mindst for mine børnebørns og deres kommende børns skyld«

Både hverdagsvalg og demonstrationer tæller

Aktivisme kommer i mange former og skikkelser, mener Knud Vilby. Og selvom det oftest er de store demonstrationer og kritiske læserbreve, der vinder størst opmærksomhed, så har den hverdagsnære aktivisme også stor betydning, siger han.

»I det store regnestykke betyder det måske ikke det store, om jeg spiser agurk eller leverpostej, men summen af de små handlinger kan mærkes. Salget af kød falder måske, og landbruget begynder i længden at tænke på nye måder«.

Florien Veerbeek Hougaard, der pt. går på efterskole, mener, at det er vigtigt, at man ikke bare nøjes med at demonstrere, men også bakker sine protester op med bæredygtig ageren i sin hverdag. For at minimere sin CO2-udledning er hun f.eks. blevet vegetar, er holdt op med at flyve, køber næsten kun brugt tøj og tænker generelt meget på sit forbrug.

Men Florien Veerbeek Hougaard oplever, at den forskel hun gør, når hun går på gaden og demonstrerer, kan være lettere at tage og føle på end de klimabevidste handlinger, hun ellers gør i det daglige.

»Når vi demonstrerer kan jeg se, at politikerne rent faktisk bliver mere opmærksomme på problemet. F.eks. kom Lars Løkke Rasmussen ud fra Christiansborg, gik op på vores scene og snakkede om klimaet«.

Knud Vilby er enig i, at det har en effekt, når man decideret går på barrikaderne for klimaet.

»Hvis et tilstrækkeligt antal mennesker er bevidste om klimaets krise og protesterer, så bliver politikerne pressede. Og når de er pressede, så lover de mere», siger han og fortsætter:

»Man skal ikke være blind for, hvor bange politikerne er for at falde i mishag hos vælgerne, og når antallet af aktivister begynder at kunne tælles i millioner, og man kan mærke, at de spiller en rolle i forskellige parlamentsvalg. Så får aktivismen en vigtig politisk betydning«.

Mogens Lykketoft har også, fra nærmeste hold, kunnet erfare, hvordan aktivisme har påvirket internationale politiske beslutningsprocesser.

»FN ville eksempelvis ikke have fået formuleret 17 så ambitiøse verdensmål, hvis der udelukkende var repræsentanter for regeringerne omkring forhandlingsbordet. De er resultatet af, at mange millioner mennesker og et meget stærkt civilsamfund sætter sig sammen om udformningen af en dagsorden. Og målene ville heller ikke blive realiseret, hvis der ikke var så stærkt et aktivistisk civilsamfund, forbrugere, vælgere, medlemmer af foreninger, der bakker op om dem«, siger han.

Om verdensmål og forskellige former for aktivisme - både den stille og den mere larmende - i sidste ende er nok til at redde klimaet, har Florien Veerbeek Hougaard ikke et entydigt svar på.

»Hvis alle mennesker gør deres bedste for at redde klimaet, så tror jeg helt sikkert, at vi kan klare os. Men så er det bare spørgsmålet, om alle er villige til at gøre en indsats«.