Godmorgen
Aldrig før er så mange danskere blevet henvist til privathospitaler som i 2021. Fra 2019 til 2021 steg antallet af årlige henvisninger fra 132.00 til 172.000 danskere, viser tal fra Danske Regioner, og tendensen fortsætter.
»Vi har de senere år sendt virkelig mange patienter over i det private, og der er også trukket personale med over. Det presser arbejdsmiljøet blandt særligt sygeplejerskerne på de offentlige hospitaler. Hele personalesituationen er lige nu særdeles uholdbar på de offentlige somatiske sygehuse«, siger Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, til Politiken.
Det er behandlingsgarantien, der i dag forårsager, at så mange vender sig mod det private. Garantien foreskriver nemlig, at man som borger kan få gratis hjælp i det private, hvis man ikke kan få udredning eller behandling inden for de første 30 dage.
Jes Søgaard peger på, at konsekvensen bliver, at det er de skrøbeligste borgere samt dem, der står uden behandlingsmulighed i det private, der må vente længst.
Miniser bruger ’skyggekandidat’ og bryder S’ interne linje
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) gør brug af en ’skyggekandidat’ ved dette folketingsvalg, på trods af at Socialdemokratiet internt har forbudt den praksis. Det skriver Ritzau.
Skyggekandidater er en betegnelse for folk, der stiller op til folketingsvalget uden at have et ønske om at blive valgt - tværtimod bruger de deres kandidatur til at fremme og støtte en anden folketingskandidat fra samme parti.
Politiken skrev i går om, hvordan folketingskandidater og nuværende MF’ere Annette Lind (S) og Daniel Toft Jakobsen (S) begge har skyggekandidater trods de nye regler udstukket af Socialdemokratiet som siger, at alle kandidater for partiet skal føre deres egen valgkamp. Peter Hummelgaard (S) har også erkendt og forsvaret i Politiken tidligere at have brugt skyggekandidater.
Rusland advarer FN om drone-undersøgelse
Rusland advarede ondsag FN mod at undersøge de angiveligt iranskfremstillede droner, der bliver brugt i krigen i Ukraine. Det skriver Ritzau.
Både FN og USA mener at have beviser for, at det er Iran, der har forsynet Rusland med Shahed-136-droner, også kaldet kamikaze-droner.
Rusland og Iran afviser, og den russiske diplomat Dmitrij Poljanskij siger onsdag i FN, at man i Rusland vil revurdere landets forhold til FN’s generalsekretær, António Guterres, hvis man går igennem med undersøgelsen.
FC København vil lave et kvindehold
Bestyrelsen i fodboldklubben FC København har besluttet, at klubben ikke længere kun skal være et sportsligt anliggende for mænd. »Uden at have en færdig plan klar«, som direktør i FCK Jacob Lauesen siger det, ønsker man at skabe et mere bærdygtigt fundament for et kvindehold i København.
»Da FC København blev grundlagt, var ambitionen at samle byen og tage den ud i Europa. Her 30 år senere starter vi forfra. Nu er tiden kommet til, at vi skal gøre det igen, men denne gang for piger og kvinder«, siger han til Politiken.
Det er mere end fem år siden, at FCK første gang kaldte fodbold for kvinder »interessant«.
Podcasten ’Valget’
Hver dag i valgkampen kan du lytte til et nyt afsnit af Politikens politiske podcast ’Valget’.
I dagens afsnit handler det om partiet Moderaterne, der bliver ved med at stige mere og mere i meningsmålingerne.