0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Birgitte Federspiels ben var en lille detalje, der gjorde en stor forskel

En ung Per Lykke fik en oplevelse ud af den ældre skuespillerindes ben, og det var faktisk ganske uskyldigt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Roald Als/POLITIKEN
Foto: Roald Als/POLITIKEN
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bagsiden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nylig var der her i avisen et stort interview med eminente Elisa Kragerup – teaterinstruktøren og -direktøren, der i øjeblikket ikke synes at kunne gøre noget forkert, i hvert fald kunstnerisk set. Undervejs i interviewet siger hun: »Jeg har brug for skuespillere, der kan definere verdener sammen med mig – og bebo dem og give dem liv«.​​​​​

På den ene side siger det sig selv, at det er det, en instruktør har brug for. Selv den dårligste dilettant kan jo fortælle en historie, men skal en forestilling virkelig lykkes, kræver det noget mere. På den anden side må man som teatergænger konstatere, at dette mere ikke altid er til stede. Det hele står og falder med, om man som tilskuer tror på skuespilleren i rollen. Man kunne fristes til at sige det med det berømteste af alle Shakespeare-citater.

Elisa Kragerups udsagn fik mig til at tænke på skuespillerinden Birgitte Federspiels ben. Og hvorfor så det? Ja, det er langt mere uskyldigt, end det måske lyder. Det handler om den måde, hun brugte dem på i Odense Teaters opsætning af amerikanske A.R. Gurneys ’Kærestebreve’ først i dette årtusind.

Siden stykket i 1989 blev opført her for første gang, er det blevet noget af en nyklassiker i dansk teater. Det skyldes ikke det egentlig dramatiske, for ’Kærestebreve’ er i ordets konkreteste betydning en stillestående (eller -siddende) sag: To skuespillere, en mand og en kvinde, sidder ved siden af hinanden ved hver sit bord og læser de breve, den rebelske Melissa og den regelrette Andrew gennem et halvt århundred, fra barndommen og frem til hendes død, har sendt til hinanden. Der er så afgjort kærlighed imellem dem, men – og her afslører jeg måske for meget, hvis nogen endnu har til gode at se stykket – de får ikke hinanden.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter