Det er svært at forestille sig 80 år senere. Men tænk engang, hvis der patruljerede russiske soldater i Bornholms gader, mens livet i det øvrige Danmark gik videre. Hvis Vladimir Putin gjorde alvor af sine stormagtsdrømme og snuppede en lille dansk bid i Østersøen, ligesom han har gjort i Ukraine.
Med en vis ret ville præsidenten kunne hævde, at Bornholm tilhører Rusland, og at det var en fejl, da hans forgænger Josef Stalin forlod ferieøen, hvor turister i dag spiser Krølle Bølle-is. Gennem 11 måneder var Bornholm besat af Sovjetunionen, der i befrielsesdagene i maj 1945 sendte kampfly ind over Rønne og Nexø og lagde byerne i ruiner.
Mens resten af nationen festede over, at Danmark atter var frit, følte bornholmerne sig svigtet af regeringen, eller som der året efter stod i den avis, der blev kendt som Bornholmeren:
»Selvfølgelig var vi glade for, at russerne kom og befriede os for tyskerne, selv om det skete noget voldsomt. Men nægtes kan det ikke, at det store spørgsmål folk imellem stadig var: Hvor længe bliver russerne på Bornholm?«.
I stedet for en mindre tysk besættelsesmagt befandt der sig pludselig op mod 8.000 russere på Bornholm, hvoraf nogle kom direkte fra Østfronten, hvor nogle af Anden Verdenskrigs værste massakrer blev begået. Det var ofte psykisk nedbrudte soldater med kriminel fortid, der i maj 1945 ankom med skib til Bornholm, hvor en lokal noterede i sin dagbog: »Det lader til at være ret uhyggelige ’befriere’, vi har fået i stedet for ’beskyttere’«.
Anekdoten er gengivet i bogen ’Bornholm besat’, som blot er en af de udgivelser, der i de senere år har kastet lys over et noget overset kapitel i danmarkshistorien. Men hvordan kom det dertil, at en del af Danmark blev erobret af russerne efter Anden Verdenskrig, og hvorfor opgav den sovjetiske diktator det strategisk vigtige område, der både under den kolde krig og i dag har stor interesse?
»Jeg ville ønske, jeg kendte svaret. I 1990’erne ledte historieprofessor Bent Jensen i de dengang åbne russiske arkiver, men han fandt ikke dokumenterne, der entydigt kunne besvare spørgsmålet. Vi kan slutte os til, at det må have været inde over Stalins skrivebord. Men meget ville utvivlsomt have set anderledes ud, hvis russerne havde beholdt øen«, siger museumsinspektør Jakob Seerup fra Bornholms Museum.
Efter Anden Verdenskrig befandt Danmark sig ikke ligefrem i nogen gunstig forhandlingsposition efter samarbejdspolitikken med Hitler-tyskland, der havde kontrolleret Bornholm med få soldater og til sidst under ledelse af en glødende nazist ved navn Gerhard von Kamptz.
Han nægtede at overgive sig til andre end briterne og fortsatte kampen, indtil de sovjetiske fly 7. og 8. maj 1945 forvandlede Rønne og Nexø til et inferno af smadret glas, tagsten og murbrokker. Bombardementerne kostede 10 civile bornholmere og over 100 tyske soldater og flygtninge livet.
Samtidig blev der kastet flyveblade ned over Bornholm, hvor der stod, at »til undgåelse af unødige ofre foreslår vi Dem at kapitulere«. Til sidst lod tyskerne sig overbevise om, at de skulle overgive sig til den røde hær.
Fodbold mod den røde hær
I krigens sidste dage opholdt der sig næsten 20.000 tyske flygtninge og soldater på Bornholm, hvilket udgjorde omkring halvdelen af øens befolkning. Med hjælp fra bornholmske skibe lykkedes det i løbet af få dage at sejle dem til den daværende tyske by Kolberg.
I stedet skulle bornholmerne gennem det næste lille år vænne sig til livet med en broget skare af unge soldater fra alle dele af Sovjetunionen, der hverken talte eller forstod dansk og opførte sig meget forskelligt. Nogle af dem kastede deres kærlighed på Bornholm og betragtede øen som symbolet på freden efter at have gennemlevet krigens gru på Østfronten.
»Jeg ved, at mine soldater var glade for opholdet på øen. De betragtede den som et paradis, en ren rekreation efter de hårde krigsår. Undertiden møder jeg en af mine gamle ’bornholmere’ i Moskva, og så får vi en sludder om gamle dage«, sagde general Fjodor Korotov til Bornholms Tidende efter krigen.
Den russiske tilstedeværelse havde bestemt sine muntre indslag, som da et orkester spillede op til dans med spjæt og høje spring på torvet i Rønne. Der blev også arrangeret en fodboldkamp mellem den røde hær og et udvalgt bornholmsk hold, der vandt med 2-0 over besættelsesmagten.
Men selv om de fleste russere opførte sig pænt, var der daglige indberetninger til København om cykeltyverier, indbrud og seksuelle overgreb. Nærmest ingen af de cirka 20 voldtægter blev opklaret, og det var med til at skabe en utryg stemning, hvor bornholmske kvinder knap turde være alene hjemme eller færdes på gaden.
Imens forsøgte den danske regering forsigtigt at arbejde for en russisk tilbagetrækning fra Bornholm, men det var lettere sagt en gjort, når der ikke var megen hjælp at hente hos hverken briterne eller amerikanerne. Da den britiske generalmajor Richard Dewing i maj 1945 landede i København, havde han fået besked om, at Bornholm lå »inden for den russiske operationssfære«. Ifølge briterne var der rygter om, at Sovjetunionen kunne finde på at blive permanent.
Samtidig tilkendegav den amerikanske øverstkommanderende i Europa, Dwight D. Eisenhower, at ingen allierede styrker måtte sendes til Bornholm uden hans tilladelse, og der var mildest talt andre områder i et krigshærget Europa, der havde større prioritet end en lille dansk ø.
Det lå i luften, at hvis den danske regering pressede for hårdt på, ville Rusland slet ikke forlade Bornholm, og derfor gik månederne. Først i februar 1946 kom der skred i de diplomatiske forhandlinger, da udenrigsminister Gustav Rasmussen i forbindelse med FN’s generalforsamling i London tog mod til sig og spurgte ligeud til »sovjetregeringens planer med hensyn til de russiske tropper på Bornholm«.
Måneden efter, i marts 1946, kom svaret fra Moskva i form af en kort note fra udenrigsminister Molotov, der betingede sig, at ingen andre lande måtte udstationere deres soldater.
»Hvis Danmark er i stand til nu at overtage øen Bornholm med sine egne tropper og oprette sin egen administration dér uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmede administratorer, så vil den sovjetiske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overgive øen til den danske stat«, lød svaret fra sovjetmagten.
Det svageste led
På havnen i Rønne mødte mindst 5.000 lokale frem 5. april 1946 for at tage afsked med de sidste russiske soldater, der blev sejlet hjem i et krigsskib. Forinden havde DR’s Gunnar ’Nu’ Hansen interviewet folk på kajen, og den bornholmske amtmand takkede russerne for en »fremragende disciplin« og sagde, at »de aldrig vil blive glemt i Bornholms historie«.
Som afskedssalut affyrede det russiske fartøj 21 skarpe skud på vej ud af havnen, der chokerede mange af tilskuerne og lød omtrent lige så højt, som da kampflyene 11 måneder tidligere havde bombet Rønne og Nexø.
Siden fulgte den kolde krig, hvor Bornholm stadig lå strategisk vigtigt og blev brugt af Danmark og dermed Nato til at overvåge militære aktiviteter dybt inde i Østeuropa. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 drømte man om, at truslen fra stormagten nu var endegyldigt slut, men gennem de seneste år har sikkerhedssituationen i Europa forandret sig.
Museumsinspektør Jakob Seerup hører selv til alarmisterne, der ikke vil udelukke, at russerne en dag vender tilbage til Bornholm. Fra hans hjem i Nexø er der cirka 345 kilometer til den russiske eksklave Kaliningrad, hvorfra Putin-regimet kan affyre missiler. Nu da Sverige er blevet medlem af Nato og har oprustet på Gotland, er Bornholm blevet det svage led i Østersøen.
»Hvis Rusland ønsker at teste Nato’s artikel 5 (musketéreden, red.), kunne de sejle ind med nogle civile færger og landsætte et par tusinde grønne mænd og besætte kasernen, tv-stationen, radioen, politistationen og for den sags skyld Bornholms Museum. Så kunne Putin se, hvad der skete, ligesom han gjorde på Krim i Ukraine«, siger Jakob Seerup, der har rejst i Rusland og arbejdet med russisk militærhistorie.
Det er ikke noget, der får ham til at ligge søvnløs om natten eller overveje at sælge sit hus på Bornholm. Men han synes, at man ikke uden videre kan ignorere truslen, og vi bør forberede os på den. Risikoen foreligger, og man kan roligt regne med, at Putin med sin imperialistiske tankegang ærgrer sig over, at Stalin opgav Bornholm.
Fra tid til anden viser Jakob Seerup rundt på kirkegården i Allinge, hvor 30 russiske soldater endte deres dage. De døde vel at mærke ikke i kamp, men for de flestes vedkommende af druk. Ud over at stjæle cykler drak mange russiske soldater sig fra sans og samling i øl, snaps, brændevin, hårvand, bonevoks, kogesprit og ligefrem saltsyre.
Så måske er kirkegården i Allinge et besøg værd under Folkemødet, når man går rundt med en fadbamse og hører vores ikke mindre alarmistiske statsminister tale truslen fra Rusland op til fortidige højder. Eller som hun har sagt:
»Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der«.
Kilder: ’Bornholm besat’, Jesper Gaardskjær, Gyldendal, 2012. ’Den lange befrielse’, Bent Jensen, Odense Universitetsforlag, 1996. ’Besat på Bornholm, podcast, Nationalmuseet, 2021.
fortsæt med at læse
