Manglende adgang og længere ventetid på adgang til materialer udskyder grønlandsk undersøgelse af spiralsagen.

Undersøgelse af spiralsag bliver forsinket

Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Kalenderen når at skrive 2026, før en grønlandsk undersøgelse af den såkaldte spiralsag bliver afsluttet. Undersøgelsen bliver nemlig forsinket med fire måneder. Det fremgår af den grønlandske regerings hjemmeside. Udskydelsen skyldes blandt andet manglende adgang til materiale.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at undersøgelsen nu forsinkes. Men det er vigtigere for mig, at arbejdet gøres grundigt, og at eksperterne er tilfredse med det produkt, de afleverer«, siger Grønlands minister for justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA).

Den såkaldte spiralsag handler om grønlandske piger og kvinder, som fik sat spiral op uden samtykke eller uden deres viden i 1960’erne og 1970’erne. En spiral er en type af prævention.

To undersøgelser af spiralsagen er i gang: én undersøgelse er Danmark og Grønland fælles om, imens Grønland selv undersøger, om der skal være sket krænkelser af menneskerettigheder.

Det undersøges også, om der kan være tale om krænkelser, der lever op til definitionen på folkedrab, skriver regeringen på sin hjemmeside. Begge undersøgelser var ventet færdige til september, men nu udskydes den grønlandske.

»Den positive sideeffekt ved udsættelsen er, at eksperterne nu får mulighed for at benytte sig af resultaterne af den grønlandsk-danske uvildige udredning af spiralsagen, som efter planen offentliggøres til september«, siger den grønlandske minister på området i meddelelsen.

Grønland fik ansvaret for sundhedsområdet fra 1992. Den grønlandske undersøgelse skal derfor også kortlægge, om eksemplerne på den ufrivillige opsættelse af spiraler fortsatte.

Den grønlandske udredning ventes færdig 31. januar 2026, fremgår det af regeringens hjemmeside.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her