Det hedder sig, at når man bliver gammel, søger man tilbage til barndommens gade. Tilbage til minderne, til duftene, farverne og billederne. Til gerningsstedet for det første kys, til skolen og de cykelstier, hvor man sled dæk op, til de græsplæner, hvor fodbolden rullede – til alle de steder, hvor man blev formet. Fordi ’dengang’ stadig ruller i blodet og aldrig fordamper.
Jeg rejste fra Hvidovre i 1970 for at begynde på en journalistisk læreplads på Dagbladet i Roskilde, og siden har jeg ikke boet i den københavnske forstad, hvor den romanske kirke fra cirka 1170 fortæller, at Hvidovre har en lang historie – som et bondesamfund, der nærmest fra middelalderen strakte sig frem til 1920’erne, hvor de vidtstrakte jorde enten var overtaget af gartnerier eller var blevet udstykket til lysthuse eller villaer.
