Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Pensioneret bankdirektør med milliongæld undlod at oplyse myndighederne om indestående på udenlandske konti.

Tidligere bankdirektør med milliongæld dømt for at tie om formue i udlandet

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

En tidligere bankdirektør idømmes ved Retten i Herning halvandet års betinget fængsel og får konfiskeret ni millioner kroner.

Den 82-årige mand findes skyldig i at have fortiet oplysninger om sin millionformue på udenlandske bankkonti.

Der er efter rettens vurdering tale om såkaldt skyldnersvig af særlig grov karakter.

Manden er tidligere straffet, idet han i 2013 blev idømt to et halvt års fængsel samt en bøde på 8,7 millioner kroner.

Han blev dengang dømt for groft skattesvig ved at have haft en proformaadresse i Malaysia, mens han reelt boede sammen med sin ekskone på en gård i Brande i Midtjylland.

Det betød, at han opnåede en væsentlig mere lempelig beskatning af sine pensionsmidler.

Men Gældsstyrelsen har haft ualmindeligt svært ved at inddrive det skyldige beløb.

Da pantefogeden i 2015 troppede op i mandens sommerhus i Hvide Sande, nævnte den tidligere bankdirektør ikke, at han havde ni millioner kroner stående på en konto i Singapore.

Da skifteretten i Herning i 2023 behandlede en anmodning fra Gældsstyrelsen om at få manden erklæret personligt konkurs, sagde han heller ikke noget om et indestående på godt én million kroner i en bank på stillehavsøen Vanuatu.

Den 82-årige nægtede sig skyldig og gik efter at blive frifundet. Han har dog accepteret byrettens dom, oplyser hans forsvarsadvokat.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her