Det er en helt usædvanlig hård straf idømt for helt usædvanlig grov kriminalitet, siger anklageren Andreas Christensen om dommen over svensk teenager.

16-årige 'Mr. Killer' idømmes 16 års fængsel for at koordinere drabsforsøg

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Under brugernavne som ’Mr. Killer’ og ’The Godfather’ var en ung svensk teenagedreng med til at koordinere drabsforsøg på dansk jord, mens han selv sad i Spanien.

Torsdag formiddag har et enigt nævningeting i Københavns Byret kendt den i dag 16-årige dreng skyldig i medvirken til to drabsforsøg samt medvirken til, at en håndgranat blev sprængt i en kiosk. Drengen idømmes 16 års fængsel. Det enige nævningeting har lagt vægt på drengens rolle som bagmand, og at der er tale om »nøje planlagt kriminalitet sammen med flere medgerningsmænd«.

Desuden var drabsforsøgene egnet til at skabe en konflikt mellem bandegrupperingerne Unknown Team og Loyal to Familia.

Den lange fængselsstraf følger anklager Andreas Christensen påstand.

Sagen drejer sig dels om et planlagt skyderi i Super Kiosken på Holmbladsgade på Amager i juli 2024, hvor han var med til at varetage kontakten med den hyrede lejekriminelle og gav ham instruktioner. Det mislykkedes dog, da den hyrede skytte forinden blev anholdt.

Det andet drabsforsøg fandt sted på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Her var en ung dreng instrueret i at skyde en mand med en LTF-tatovering. Også det drab mislykkedes, da drengen skød, men uden at ramme nogen.

I et tredje tilfælde blev en håndgranat affyret i SOL Kiosk på Østerbro 6. august 2024. For det er han dømt for medvirken til sprængningen, men retten frifinder ham for medvirken til drabsforsøg.

Som lovgivere har tænkt det

Den svenske dreng, der kun lige var fyldt 15 år på gerningstidspunktet, boede dengang i Spanien, hvorfra han på krypterede tjenester var med til at koordinere forbrydelserne i Danmark.

Ifølge retten har den nu 16-årige svensker tilknytning til bandegrupperingen Unknown Team. Drengen har i retssagen nægtet sig skyldig.

Efter dommen medgav anklageren, Andreas Christensen, at »det er en helt usædvanlig hård straf idømt for helt usædvanlig grov kriminalitet«.

Det skyldes i vidt omfang de to strafskærpelsesbestemmelser, som den 16-årige er dømt efter. Den ene kaldes bandeparagraffen, som kan fordoble straffen. Den anden, som blot hedder paragraf 81 b, betyder, at straffen skal hæves med op til 50 procent.

»Når man i forvejen har et højt udgangspunkt, så vil de bestemmelser betyde, at man kommer meget højt op i straf«, sagde Andreas Christensen.

Vi er jo vant til, at der bliver taget vide formildende hensyn, når der er tale om 15-16-årige?

»Det er min opfattelse, at byretten har anvendt strafskærpelsesbestemmelserne i den udstrækning, som det er tiltænkt fra lovgivers side«.

Hvorfor bad du om så lang en straf?

»Vi har haft en kraftig ambition om at få ram på nogle af de, som sad og trak i trådene, og de svenske såkaldte torpedoer, som udfører gerningerne, skal i min optik have mildere straffe end de bagmænd, som sidder og styrer dem. Det er for mig at se en væsentlig strafskærpende omstændighed i sagen her, og når man tager højde for det, så skal der udmåles hårde straffe, også selv om man er meget ung«.

Ifølge Andreas Christensen er der i dansk retspraksis tradition for at dømme bagmænd, som har en toneangivende rolle, hårdere.

»De, som bestemmer, lokker og opmuntrer, gør noget som vi i samfundsperspektiv betragter som mere graverende end den svage sjæl, som lader sig lokke, presse, intimidere til rent faktisk at udføre gerningen«.

Dommen er en tillægsstraf og kommer oveni, at drengen sidste år i Sverige fik en dom på to års ungdomsfængsel for medvirken til to drabsforsøg og forsøg på grov afpresning. Efter domsafsigelsen sikrer den 16-årige dreng sig, at hans ønske om straks at anke til landsretten er noteret. Det er det, forsikrer retsformanden.

Ifølge Politikens oplysninger er der kun en gang før givet 16 års fængsel til mindreårige. Det skete i en sag fra Herlev, hvor to 17-årige gerningsmænd fik 16 års fængsel hver for drab i et planlagt bandeopgør.

Kort inden retssagen blev den 16-årige flyttet fra en lukket ungdomsinstitution til en almindelig arrest for voksne efter episoder med påstået voldelig og truende adfærd.

Han blev anholdt i november 2024 i Spanien og udleveret til Sverige, hvor han i juli 2025 fik dommen for medvirken til drabsforsøg.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her