Efter et skyderi i Nørresundby sigtes en 48-årig mand for at have dræbt en anden mand og for derefter under en ildkamp med politiet at have forsøgt at dræbe en betjent.
Det er kommet frem i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring lørdag, rapporterer flere medier.
Manden erkender at have dræbt en mand, der var 62 år.
Det skal være sket med et eller to skud, fremgår det af den sigtelse, som anklageren ifølge medierne læser op i retsmødet. Våbnet var en riffel, har Nordjyllands Politi tidligere oplyst.
Skyderiet fandt sted fredag eftermiddag i et industriområde i Nørresundby.
Hos Jørn’s Autolakering med adresse på Virkelyst var der opstået brand med kraftig røg, og en politipatrulje rykkede derfor ud til stedet.
Men da betjentene nåede frem, blev de beskudt. Derefter affyrede politiet skud for at nedkæmpe gerningsmanden.
Virker forvirret i retten
Situationen udløste en stor udrykning med ambulancer, politi og brandbiler, og der opstod kaotiske scener.
En betjent blev såret af skud i torso og sit ene ben, og i lørdagens retsmøde kommer det frem, at den 48-årige mand erkender at have affyret sit våben mod politiet.
Han tilstår ’det faktiske’, men nægter at have haft til hensigt at dræbe politibetjente, rapporterer blandt andre TV2 Nord og eb.dk fra retsmødet.
Her virker manden forvirret og udstyres med høretelefoner, da han har problemer med hørelsen.
Under ildkampen blev han såret. I panden har han et stort plaster.
Den 48-årige ønsker ikke at besvare spørgsmål, mens pressen og andre tilhørere er til stede. Derfor beslutter dommeren at lukke dørene.
Ifølge sigtelsen gik der fem minutter fra drabet til skuddene mod politiet.
Inden dommeren lukker dørene til retsmødet, forklarer den 48-årige, at han ikke kan huske meget fra fredagens begivenheder.
»Jeg var træt af det hele, ville tage livet af mig selv. Jeg gad ikke mere«, siger han ifølge TV2 Nord.
Tilsyneladende kendte han ikke den 62-årige mand i forvejen.
»Det er vores foreløbige vurdering, at der ikke var en relation mellem den afdøde 62-årige og gerningsmanden«, udtalte politiinspektør Claus Danø sent fredag aften.
Ritzau