Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Forsyningsministeren er villig til at drøfte, om man for eksempel skal fjerne muligheden for acontobetaling.

Minister vil stoppe luskede forretningsmodeller i elbranchen

Samira Nawa skriver, at hun vil indkalde til drøftelser med både branchen, forbrugerne og partierne i Folketinget. Foto: Jens Dresling
Samira Nawa skriver, at hun vil indkalde til drøftelser med både branchen, forbrugerne og partierne i Folketinget. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) vil indkalde til drøftelser efter sommerferien om forholdene for landets elkunder.

Det skriver hun på det sociale medie LinkedIn.

Ministeren nævner den seneste tids sager med elselskaberne Velkommen og Nettopower, der er blevet kritiseret for høje acontobetalinger, som kunderne efterfølgende har haft svært ved at få tilbagebetalt.

Senest er kunderne hos selskaberne blevet overtaget af selskabet Energidrift A/S, og nu er der opstået mistanke om, at op mod 1.100 kunder er blevet overflyttet uden at have givet samtykke til det.

»Alt for mange elkunder har alt for længe levet i det vilde vesten. Det går naturligvis ikke«, lyder det fra ministeren på LinkedIn.

Samira Nawa skriver, at hun vil indkalde til drøftelser med både branchen, forbrugerne og partierne i Folketinget.

»Vi skal være sikre på, at vi får ryddet ordentligt op i branchen og får sat en stopper for, at de luskede forretningsmodeller kan betale sig, skriver Samira Nawa.

Ministeren vil ikke på forhånd afvise nogen forslag, heller ikke at fratage selskaberne muligheden for at opkræve acontobetaling.

»Kan vi for eksempel stoppe de luskede forretningsmodeller ved at fjerne aconto-muligheden?«, spørger ministeren og tilføjer:

»Og har myndighederne i det hele taget muskler nok til at handle?«

»Og hvordan kan vi ellers ramme dem med urent mel i posen, uden at det går ud over kunderne og de selskaber, der opfører sig ordentligt?«

Samira Nawa peger også på, at der for nylig er strammet op på reglerne med virkning fra i år.

Fra 1. juli er det for eksempel indført som et krav, at nye elaftaler skal godkendes med MitID-validering eller en underskrift.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her