Der er begrundet mistanke om, at det var en 16-årig dreng, som fredag eftermiddag slog en 16-årig gymnasieelev ihjel ved Folkeparken i Roskilde.
Det vurderer en dommer ved Retten i Roskilde lørdag, hvor den 16-årige anholdte efter et grundlovsforhør er blevet varetægtsfængslet.
I sin begrundelse for at frihedsberøve den anholdte lød det fra dommeren, at man på baggrund af det materiale, som senioranklager Anne-Mette Seerup havde fremlagt i retsmødet, ikke kan udelukke, at der har været et opgør mellem to grupperinger.
Materialet blev fremlagt i et lukket retsmøde. Derfor er det endnu uvist, hvad det har været.
I forbindelse med afsigelsen af kendelsen opstod der tumult i retslokalet.
En gruppe unge mænd havde i løbet af eftermiddagen indfundet sig ved retten og kom ind til den sidste del af retsmødet.
En af dem råbte til den sigtede:
»Det er din skyld, at min ven er død nu«, lød det, inden de to tilstedeværende politifolk tog fat i armen og viste ham udenfor«.
Efter retsmødet samledes flere af de unge sig udenfor bygningen og talte eller råbte højlydt.
En politimand ringede op til vagtcentralen og tilkaldte flere betjente til stedet.
ritzau
fortsæt med at læse