Et trafikuheld forsinker mandag morgen trafikken på E20 Køge Bugt Motorvej sydfra ind mod København.
Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside klokken 06.46.
Vejdirektoratet beretter, at flere spor er spærret som følge af uheldet, der har skabt kø mellem Motorvejskryds Køge Vest og Karlslunde Rasteplads. To spor er fortsat farbare.
Køen beskrives som ekstraordinært lang.
»Normal trafik forventes først efter myldretiden«, skriver Vejdirektoratet.
Politi og redning er på stedet, fremgår det.
Det er ikke oplyst, om der er sket personskader eller lignende.
Klokken 07.09 skriver Vejdirektoratet, at der skal forventes en forlænget rejsetid på 10 til 30 minutter.
Trafikken ventes først at glide normalt klokken 08.00.
ritzau