Det gik ikke helt efter arrangørernes plan. De gamle østtyske spionchefer kom, sagde deres rigtige navne, læste deres taler op, men ellers nøjedes de med at rette lidt på skæg og blå briller. »I betragtning af, hvor meget viden vi har her i salen, er det forbløffende så lidt nyt, vi har fået at vide«, sagde formanden for Stasi-museet i Berlin, Bernd Lippmann, da han havde lyttet til en tidligere generaloberst, en generalmajor, seks oberster og to topspioner. »De er ikke kommet med flere oplysninger end i de bøger og artikler, de har skrevet de senere år«.
»Tidsvidner«
De østtyske spionchefer, der havde to busser med tidligere kolleger og underordnede med til at klappe, når der blev sagt »i fredens tjeneste«, var i Odense for at medvirke i et videnskabeligt eksperiment.
Historikeren Thomas Wegener Friis, Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet, har længe forsøgt at få dem til at fortælle og diskutere med forskere, der kortlægger østlige og vestlige efterretningsvæseners gøren og laden under den kolde krig. Ideen er, at de som ’tidsvidner’ skal fortælle forskerne om deres arbejde.
Konferencen, der i Odense havde 250 deltagere, skulle være holdt i Berlin for nogle måneder siden. Den blev aflyst i sidste øjeblik, fordi tyske forskere og tidligere østtyske regimemodstandere mente, at de tidligere Stasi-chefer blot ville benytte lejligheden til at propagandere for DDR.
Nødvendigt møde Det gjorde de. Men som den svenske koldkrigsforsker, professor Birgitta E. Almgren siger: »Vi er nødt til at mødes med dem. Ellers får vi aldrig at vide, hvad de lavede«. For eksempel fortalte den tidligere topspion Rainer Rupp, som et par år arbejdede i en af NATO’s allerhelligste afdelinger, at han i efteråret 1983, da USA begyndte at opstille nye mellemdistanceraketter i Europa, frelste verden fra en atomkrig: »Sovjetunionen var overbevist om, at USA forberedte et atomangreb. En længe planlagt øvelse udviklede sig på en måde, der passede med Sovjets forestilling om, hvordan amerikanerne ville angribe. Russerne satte atomstyrkerne i alarmberedskab. Men takket være mine indberetninger kunne HV A ( DDR’s efterretningstjeneste, red.) videregive materiale, der fortalte, at det var en øvelse og ikke et angreb«.
