Storbritanniens regering lægger op til et hårdt pengeslagsmål mellem nye og gamle medlemslande, når de europæiske topledere om 10 dage skal forhandle fremtidens EU-budget på plads. I et forsøg på at bryde ud af krisen i forhandlinger om pengekassen for 2007-2013 foreslog briterne et stærkt beskåret budget, som straks fik kommissionens formand til at udstede en skarp advarsel: »Dette budget er uacceptabelt, urealistisk og uretfærdigt. Det er et budget for mini-Europa - ikke nok til det større, stærkere og udvidede EU, som vi alle ønsker«, sagde José Manuel Barroso. 'Skuffende og usolidarisk' Samtidig reagerede regeringslederne i to af de største østlande, Polen og Ungarn, med at kalde forslaget »skuffende« og »usolidarisk«, fordi en stor del af nedskæringerne rammer den EU-støtte, de havde fået løfter om ved deres optagelse sidste år. Briternes udspil til et syvårigt rammebudget, som EU's udenrigsministre skal diskutere første gang på onsdag, ligger 180 mia. kr. under det seneste kompromis, som Luxembourg foreslog i juni. Og det skærer næsten en femtedel - 1.400 mia. kr. - ud af den pakke, kommissionen betragter som nødvendig for at klare unionens udvidelse. »Det er et hårdt forslag, som kræver, at alle giver sig. Men besparelserne er nødvendige, og det her er fair over for alle, også østeuropæerne«, sagde den britiske udenrigsminister, Jack Straw. Briternes særordning Han fremhævede, at Storbritannien selv er parat til at give afkald på 60 mia. kr. af de penge, som briternes særlige EU-rabat ellers giver dem ret til over de syv år. Men briternes særordning bliver ikke afskaffet - og Straw kunne berolige de britiske vælgere med, at Storbritanniens årlige rabat alligevel vil stige kraftigt fra 2007 til 2013. Den britiske regering lægger op til en ny diskussion om reform af EU's landbrugspolitik om fire år, men har været tvunget til at acceptere, at der ikke kan pilles ved landbrugsstøtten før i 2014. Derfor bliver formandskabet nødt til at skære cirka 104 milliarder kroner i den regionalstøtte, som de fattige østlande skal bruge til at bygge veje og hjælpe virksomheder. Jack Straw forsøgte at mildne de nye landes skuffelse ved at minde om, at de stadig har udsigt til et beløb, der er »dobbelt så stort« som den Marshallhjælp, USA gav Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. Tekniske ændringer Samtidig foreslår briterne nogle tekniske ændringer, der gør det lettere at udbetale støtten til de nye medlemslande i en fart. Det syntes imidlertid ikke at mindske den vrede, som forslaget i aftes udløste i den tidligere østblok: »Dette forslag er skuffende. Det hjælper ikke Central- og Østeuropa til at indhente Vesteuropa, men bevarer forskellene«, sagde Ungarns regeringsleder, Frenc Gyurcsany, ifølge Reuters.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























