En ansat i en filial af Arbejdernes Landsbank i København fik presset en pistol mod tindingen, da en maskeret mand tirsdag formiddag begik røveri mod banken. Røveriet skete klokken 10.50 i filialen på Frederikssundsvej. Gerningsmanden fik udleveret et endnu ukendt pengebeløb og stak af fra banken. Men en politipatrulje var tilfældigvis i området, da bankpersonalet efterfølgende slog røverialarm. Og i løbet af kort tid havde politiet anholdt tre mænd og en kvinde, der alle sættes i forbindelse med røveriet. Politiet har også beslaglagt udbyttet fra røveriet. Ifølge røveriafdelingen under Københavns Politi mener man, at de anholdte personer kommer fra Estland. Om alle fire personer skal forsøges varetægtsfængslet for røveriet, var uvist tirsdag middag. Men fremstillingerne vil under alle omstændigheder først ske onsdag, oplyser røveriafdelingen. Bankfilialen på Frederikssundsvej har tidligere været et yderst yndet mål for bankrøvere.
Brutalt bankrøveri i København - fire personer anholdt
Lyt til artiklen