Første kongelige skilsmisse i 160 år

Der er egentlig ikke noget nyt i kongelige skilsmisser. Men herhjemme er det 160 år siden, at det skete sidst. I England har de tradition for det, og i en vis forstand er det udtryk for, at det almindelige samfunds normer og især adfærd også har invaderet kongehuset. Herhjemme blev Frederik VII, 1849-grundlovens folkekære giver, skilt hele to gange, i begge tilfælde var årsagen formentlige kongens ganske mærkværdige psyke og anormale adfærdsmønster, som kun en københavnerpige med ben i næsen som Louise Rasmussen, senere kendt som grevinde Danner, kunne få hold på. Også faren blev skilt Men også Frederik VII's far, Christian VIII, blev skilt; i øvrigt fra netop Frederik VII's mor, hvis bizarre karakter mindede om sønnens. Men betaget må Christian VIII have været. For prinsessen blev gravid inden forlovelsen blev deklareret, hvilket man dengang måtte dække over og barnet blev da også diskret bortadopteret. Siden blev Christian VIII gift med Caroline Amalie af Augustenborg, en blid intelligent kvinde, der kikkede den anden vej, når den kongelige gemal forlystede sig med andre. Og det gjorde han tit. Går vi længere tilbage i tiden, var skilsmisser måske mere almindelige blandt konger og fyrster end blandt den almindelige befolkning. Dengang var fyrstelige ægteskaber en form for politiske alliancer. Men politiske konstellationer kan forandre sig. Og så sad man pludselig med en politisk ubekvem dronning. Skilsmisse kunne føre til krig Heldigvis havde kirken en regel om, at ægtefæller ikke måtte være nærmere beslægtet end syv led, hvilket stort set ingen levede op til. Derved blev kirkens strenge krav en smutvej for en konge, der ville ud af et politisk eller af andre grunde uhensigtsmæssigt ægteskab. Ikke fordi antallet af skilsmisser var stort; blev en dronning forstødt risikerede man krig med hendes familie, dvs. den stat der havde leveret hende. Det er alt sammen længe siden. I dag undrer vi os, når det viser sig, at kongehusets medlemmer agerer på samme måde som almindelige dødelige med utroskab som i England, skilsmisser og andet godt. I gamle dage havde vi konger, der var alkoholikere som Frederik V eller sindssyge som Christian VII. Men kongehuset var ikke i fare. For dengang var kongen det uantastede midtpunkt i statens politiske og administrative struktur. Duede personen ikke, regerede rådgiverne i hans navn. I dag, hvor monarken ikke længere er midtpunkt i den politiske struktur, er situationen en anden. Kongehusets opgaver er primært repræsentative, dertil kommer deres rolle som bærere af landets historie og tradition. Men det stiller større krav end tidligere til de enkelte medlemmers personlige egenskaber. Samtidig er pressens interesse jo mangefold større, end dengang kongedømmet virkelig havde magt.