De døves verden: Vores datter er perfekt som hun er

Janne Niemelä kan huske en artikel, hvor en hørende far beskriver, hvor begejstret hans CI-opererede datter er over pludselig at kunne høre toget komme. »Men for os«, forklarer Janne, »er lyd ikke så vigtig«. Både hun og hendes mand Peter er født døve af døve forældre, og sammen har de Agatha, en livlig lille krøltop på snart to år, som også er døv. Agatha går i vuggestue i Nansensgade i København i en særlig institution for døve og hørehæmmede børn. Agatha bliver ikke opereret Men på ét punkt skiller hun sig ud fra sine jævnaldrende kammerater. Hun er ikke CI-opereret. Og hun bliver det heller aldrig, fastslår hendes forældre, som har inviteret Politiken og døvelærer Dorthe Møller, som tolker for Politiken, indenfor i hjemmet på førstesalen af en villa i Brønshøj. Klokken er lidt over fire om eftermiddagen, og familien er lige kommet hjem. Peter fra sit arbejde som pædagogmedhjælper i en institution for multihandikappede voksne døve, Janne fra sine studier i lingvistik på Københavns Universitet, og Agatha fra sin vuggestue. 'Vi fravælger ikke noget' En ganske almindelig familie, understreger de selv og forklarer ivrigt, inden vi overhovedet når at sætte os om spisebordet, at der ikke er tale om et fravalg af noget som helst på deres datters vegne. »Vi føler ikke, at vi fravælger noget. Vi har ikke noget at vælge imellem. Agatha er døv. Sådan er det bare. Vi er selv døve, og vi synes, det er en dejlig verden, vi lever i«, siger Janne med hurtige tegnsprogsfakter, som Dorthe Møller oversætter til lyd lige så hurtigt. »CI-operationen kræver meget taletræning bagefter, og vi synes simpelthen, det er spild af tid. Hvorfor skal hun og vi bruge så meget tid på at øve og øve, på transport og på indlæggelse, når Agatha alligevel aldrig kommer til at høre normalt. Vi vil hellere bruge tiden på at leve livet, gå ture i skoven og sådan«, forklarer Janne og kører fingrene gennem sin datters små krøller. For hvis skyld? Peter kigger intenst på sin kone og tilføjer: »For hvis skyld laver man disse operationer? Er det for samfundets skyld, at Agatha skal være perfekt? Vi synes, hun er perfekt, som hun er, og synes, det er meget vigtigere, at hun lærer sit førstesprog, tegnsprog, rigtig godt, for så har hun større chancer for at få en uddannelse«, siger Peter. Taler hele tiden Agatha med de små lyse krøller sidder i sin trip-trap stol, mens de voksne snakker. Hun siger ikke en lyd, men taler hele tiden. Mest med fotografen, som er totalt charmeret, selv om han ikke altid forstår, hvad Agathas små runde fingre fortæller. Agatha slår opgivende ud med hænderne, da hendes far forklarer hende, at hverken fotografen eller journalisten kan tale med hænderne. »For hende er tegnsprog jo helt almindeligt, så hun tror, at alle kan tegnsprog«, forklarer Peter og griner. Og kigger forelsket på sin datter, som er i færd med at smuldre en lille hjemmelavet lysestage af ler ud over den blomstrede dug, inden hun går videre med juledekorationen. Savner ikke lyd hvis man aldrig har prøvet andet Kærtegnene og smilene sidder løst i denne familie. Det samme gør den åbenlyse undren over, at nogle har svært ved at forstå, at de som forældre siger nej tak til at give deres datter et liv med lyd på. »Hørende kan slet ikke forestille sig at leve i en verden uden lyd, men hvis man aldrig har prøvet andet, så savner man det ikke«, siger Janne, som er højgravid med termin lillejuleaften. Hendes ønske? »At barnet bliver døv. Det er nemmere at være i samme verden og i samme kultur i stedet for at skulle springe mellem to kulturer«, siger Janne. Baglandet afgørende Døvekulturen spiller en helt central rolle for Janne og Peter. Er der én konsekvens, som de især frygter ved CI-operationen, så er det, at dårligt hørende børn bliver integreret i almindelige folkeskoler i stedet for at gå på de traditionelle døveskoler. »Jeg kom selv på døveskole i 5. klasse, og pludselig kunne jeg følge med i alting. Døveskoler giver børnene selvtillid og identitet, så de kan klare sig i det hørende samfund. Det er da derfor, at jeg er stærk nok til at gå på universitetet. Fordi jeg har mit bagland i orden«, fastslår Janne.