Miljøminister kæmpede for marskbønderne

Det er sjældent, at miljøets minister kæmper mere for bøndernes interesser end landbrugets minister. Men det er netop, hvad der er sket i sagen om et af Europas vigtigste fugleområder, Tøndermarsken. Her har fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) og hendes embedsmænd talt imod udformningen af de frivillige aftaler med bønderne i området, som partifællen, miljøminister Hans Christian Schmidt, har indgået på begge ministeriers vegne. Aftalerne om mere miljøvenlig drift skal sikre, hvad fredningen af Tøndermarsken ikke har formået: at vende nedgangen i antallet af eng- og vadefugle. Staten har uden resultat brugt mere end 60 millioner skattekroner til fredningserstatninger, vandingsanlæg, drift og forvaltning, og sagen er for mange år siden udråbt til 'Danmarks største naturskandale'. Alligevel er skiftende miljøministre bakket ud af konfrontationerne med den stærke landbrugslobby. Den mere miljøvenlige drift består først og fremmest i at sætte en slags jordpropper i de små render, så markerne igen bliver fugtige og efter statens eksperters mening velegnet som ynglested for fuglene. Julegave fra Schmidt De frivillige aftaler kom i første omgang på plads i 2001, men året efter sprang langt de fleste jordejere fra, fordi de kun kunne få 1.500 kroner per hektar årligt, og ikke 3.200, som de havde troet. Det var en slem bet for den nye miljøminister, der ellers havde lagt megen prestige i at finde en løsning på en af de største og længstvarende konflikter i sin valgkreds. Derfor gav Hans Christian Schmidt marskbønderne en julegave i december: 500 kroner ekstra per hektar. Det fik et så stort antal jordejere til at sige ja, at næsten en fjerdedel af marskjorden ville blive miljøvenligt drevet, og Schmidt kunne proklamere succes. Men de 500 kroner ekstra per hektar var for miljøministerens egen regning. Dels kom de fra hans pengekasse, dels var Fødevareministeriet og -ministeren uenig. Direktoratet for FødevareErhverv har i notater vurderet, at 1.500 kroner per hektar er nok til, at bøndernes tab bliver dækket. Med andre ord havde de ekstra 500 kroner mere karakter af præmie end kompensation. I et brev dateret 26. november 2002 skriver Mariann Fischer Boel direkte til Hans Christian Schmidt, at direktoratet for FødevareErhverv med de 1.500 kroner per hektar »har strakt sig så langt, som det er muligt, hvis dokumentationskravet skal kunne forsvares over for en kritisk EU-revision«. Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet mener dog godt, at de 500 kroner ekstra kan forsvares, fordi bønderne skal fortælle staten, hvor mange kreaturer de sætter ud, og give andre oplysninger om driften. Ornitologerne i DOF mener derimod, at der kun er tale om lidt papirarbejde, som EU næppe vil godkende, at bønderne får 500 kroner ekstra per hektar for. Det er netop på grundlag af en klage fra DOF, at EU-kommissionen nu truer Danmark med en retssag for dårlig naturforvaltning af området, der er underlagt EU's fuglebeskyttelsesdirektiv. Et andet problem i aftalerne, der kan komme Danmark til skade i EU-sagen, er, at de kun løber i fem år. En tidsbegrænsning, som direktoratet for FødevareErhverv frarådede i et notat til Skov- og Naturstyrelsen 13. februar 2001. For kort periode »Den accepterede tilsagnsperiode på fem år vurderes at være for kort til at opnå nogen virkning. Tilsagnsperioden bør være på 20 år«, skriver direktoratet, der som miljøorganisationerne er bekymret for, om bønderne vil springe fra efter de fem år. Professor i miljøret på Københavns Universitet Peter Pagh peger på, at den korte tilsagnsperiode blot er et af »ganske mange problemer« i forhold til EU-retten. »Beskyttelsen af naturområderne må ikke være tidsbegrænset. Desuden er der ikke et retsgrundlag, der gennemtvinger beskyttelsen, hvis landmændene ikke vil indgå aftalerne. Og det, at et andet ministerium har påtalt, at aftalerne er mangelfulde, er et selvstændigt argument for, at aftalemodellen næppe holder«, fremhæver Pagh. Miljøorganisationerne peger også på andre spørgsmål, hvor Hans Christian Schmidt efter deres mening har lyttet for meget til landbrugsinteresser. Græshøst truer fugle For eksempel må bønderne slå græsset på arealerne allerede fra 1. juli. Det er en fordel for dem, for jo flere gange man kan slå græsset, jo mere sparer man på foder. Men ornitologerne havde ønsket, at man først slog græsset fra 15. juli, fordi der i de to uger forinden stadig er mange unger af de sjældne brushaner. Skov- og Naturstyrelsens Peter Ilsøe erkender, at »datoen kan diskuteres«. »Men vi mener ikke, at der er en ideel dato for græsslåning, der tilgodeser alle fuglearter«, siger skovrideren. På spørgsmålet om, hvorfor man valgte kun at lave femårige aftaler på trods af advarsler fra Fødevareministeriet, svarer Peter Ilsøe: »For det første kan man på denne måde vurdere efter fem år, om det er det rigtige, man gør. For det andet var det ikke muligt at opnå enighed om en længere periode«. Kritikken er forældet Hans Christian Schmidt mener, at meget af kritikken generelt er forældet. Han peger på, at Danmarks Miljøundersøgelser netop har offentliggjort tal fra 2002, som kunne tyde på, at nedgangen i fuglebestanden er vendt. Ministeren fremhæver desuden, at både landmænd og politikere i området nu bakker op om en nationalpark ved Vadehavet, der måske også kan inddrage dele af Tøndermarsken. »Hvis EU ser et problem i, at aftalerne er femårige, eller andre ting, må de sige det, og så må vi gøre noget ved det. Jeg skal ikke gøre mig klog på juraen. Jeg konstaterer bare som miljøminister, at det allerede ser ud, som om det går den rigtige vej«, siger Hans Christian Schmidt, der ikke mener, at han har tilgodeset bønderne: »Jeg har tilgodeset naturen i Tøndermarsken«.