Børnene skal vide besked om pigemord

Mordene på 12-årige Mia Teglgaard Sprotte fra Benløse og 10-årige Sonja Paninquah Emborg fra Mjels ved Aalborg har fyldt godt i sommerens medielandskab. Mordene er meningsløse og selv for voksne grusomme at høre om. Men hvordan klarer børnene at høre om hændelserne? Skal de så vidt muligt skånes for sandheden, eller kan de tåle mere, end vi måske tror? Tal nænsomt Kirsten Moesgaard, specialist i børnepsykologi på Roskilde Amtssygehus, er ikke i tvivl: »Man skal bestemt ikke skjule noget for børnene, for man risikerer, at børnene alligevel hører om det hos deres venner og derefter tror, at forældrene fortier noget for dem. Man skal derimod så nænsomt som overhovedet muligt tale med børnene om det«. Men Kirsten Moesgaard understreger dog samtidig, at samtalerne mellem børn og voksne skal foregå på et plan, børnene forstår. »Der er ingen grund til at tale med børnene om alle forældrenes egne forestillinger, og det er vigtigt, at man som forælder ikke overfører alle sine egne følelser, skræmte tanker og forståelser over på barnet. Man skal derimod lade børnene spørge selv, for børn stiller de spørgsmål, de selv kan kapere«, siger hun. Alder er afgørende Formanden for Forbundet for Pædagoger og Klubfolk (BUPL), Bente Sorgenfrey, mener også, det er vigtigt, at forældre og pædagoger ikke ignorerer de to mord, men at de over for børnene prøver at sætte dem i perspektiv og dermed punkterer de forestillinger, børnene måtte have opbygget. »Mordene er noget, der optager børnene meget. Derfor er det vigtigt, at forældre og pædagoger taler med barnet om, hvad der er sket. Mordene skal ikke overdramatiseres, og der er ingen grund til at udpensle hændelserne og gøre barnet mere utrygt, end det er i forvejen. Men man kan fortælle, at sådanne mord ikke sker tit, og at de to personer, der højst sandsynligt har gjort det, nu er fanget«, siger hun. Barnets alder og dets udviklingsniveau er helt afgørende for, hvordan man fortæller historien til sit barn. Små børn kan få ord »Mindre børn taler slet ikke samme sprog som voksne. Et barn på fem kan cirka 1.500 ord, hvor vi måske kan 60.000, og derfor har vi langt lettere ved at sætte tingene i perspektiv. Større børn har mere erfaring og et større ordforråd, så de forstår mere«, fortæller Kirsten Moesgaard. Men det er ikke kun et spørgsmål om alder. Som forældre ved man, hvad ens børn kan tåle, mener hun. Nogle børn kan tåle meget information, andre på samme alder kan slet ikke tåle så meget. Faste aftaler Hverken Bente Sorgenfrey eller Kirsten Moesgaard mener, at forældre efter sommerens to mord skal tage ekstra forholdsregler, når deres børn færdes alene. »Det dur ikke at spærre vores børn inde. De skal fortsat færdes på gader og stræder alene, hvis de føler sig trygge ved det. Men man kan understrege over for børnene, at de under ingen omstændigheder skal gå med folk, de ikke kender. Og så skal forældre være parate til at lytte, hvis barnet er bange for at gå alene«, siger Bente Sorgenfrey. Hun suppleres af Kirsten Moesgaard: Fare for overreaktion »Man skal lære sine børn, at de ikke skal lukke op for hvem som helst, og så kan man indgå nogle faste aftaler med børnene om, hvad de må, og hvad de ikke må. Så har de noget at forholde sig til«. Bente Sorgenfrey mener, at der er fare for, at forældre overreagerer oven på sommerens to voldsomme begivenheder: »Vi skal ikke til at være bange for skorstensfejere eller andre folk, der kommer i hjemmet. Mordet i Aalborg skal ikke afholde forældre fra at lade deres børn lukke håndværkere ind, hvis forældre og børn er trygge ved situationen«.