Fra næste år skal kampdagen være mere seriøs og mindre sejlende i øl, mener LO-toppen, der har nedsat en arbejdsgruppe for at give 1. maj større gennemslagskraft.
Stangstive folk i Fælledparken fylder for meget i billedet af 1. maj.
En tår over tørsten er fin, men politisk indhold og faglig kultur skal følge med, mener ledelsen i LO, som nu sætter en arbejdsgruppe i gang med at modernisere arbejderbevægelsens internationale kampdag. Tradition under luppen
»Vi skal kigge på, om man kan putte mere indhold i 1. maj. Dagen er en smuk tradition, som vi gerne vil fastholde, men alle gode traditioner har indimellem brug for at blive kigget efter i kanten«, siger LO's næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger.
Hun ønsker sig ikke tilbage til Thomas Nielsen og brandtaler om klassekamp, men mener, at festdagen skal bruges mere offensivt til at fyre op under fagpolitiske diskussioner på landets arbejdspladser. Målet er større gennemslagskraft og bredere appel end i dag.
Er dét et trækplaster for folk, som kun går i Fælledparken, hvis solen skinner?
»Næh. Men jeg er stadig så himmelråbende naiv, at jeg tror på, at folk interesserer sig for det samfund, de lever i. Og derfor handler det - også for fagbevægelsen - om at stille nogle diskussionsmuligheder til rådighed«, siger næstformanden og fortsætter:
»I dag er diskussionen forholdsvis fraværende, for der er ikke særlig mange fora, hvor man kan udtrykke sin mening, medmindre man er medlem af et parti, og det er ganske mange lønmodtagere i jo ikke«. Forslag til oktober
Arbejdsgruppen begynder straks og skal aflevere en rapport med konkrete forslag inden 1. oktober, så allerede næste år vil kampdagen se anderledes ud, spår Tine Aurvig-Huggenberger.
Et eksempel kunne være en mere emneorienteret dag, hvor aktiviteter og taler afspejler et fokus, som fagbevægelsen har valgt. F.eks. psykisk arbejdsmiljø.
»Jeg håber, at man tænker 1. maj ind i en større sammenhæng - måske opdelt på emner som var gået forud på arbejdspladserne - så man bruger den til at dagsordensætte den almindelige, politiske debat for en periode«, siger hun.
Arbejdsgruppen, som består af seks repræsentanter fra LO-sektioner rundt om i landet, planlægger også at hente inspiration udefra. Blandt andet fra Roskilde Festival og fra græsrodsorganisationer. 0,02 promille
Løst anslået kaster 1. maj omkring 700 arrangementer af sig hvert år - fra morgenappeller i socialdemokratiske partiforeninger over eftermiddagsmøder med politiske taler og musik til aftenfester i diverse fagforeninger. Alle akkompagneret af våde varer.
Sådan har 1. maj faktisk altid været, hvis man spørger forretningsfører og arkivar Henning Grelle fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA).
»Der er altid blevet drukket bajere 1. maj. Og der har også altid været nogle, som ikke gad deltage og valgte at gå i kolonihaven i stedet for at møde op i Fælledparken med kollegerne. Det er ikke noget, der er kommet i løbet af de sidste fem år. Men der er måske nok en tendens til, at flere og flere i dag bruger 1. maj som en helt almindelig fridag og overlader de faglige manifestationer til andre«, siger Henning Grelle til Ritzau. Nødvendig kampdag
Tine Aurvig-Huggenberger mener nu nok, at der er gået mere øl i 1. maj med tiden, men at det kun er et fåtal, der bruger dagen som en decideret druktur.
»De 0,02 promille, der vælter rundt stang-bacardi, og som man altid kan tage et billede af, er jo ikke et generelt udtryk for, hvordan folk opfører sig«, siger hun.
Derfor mener hun heller ikke, at alkoholstrømmene har overtaget og overflødiggjort kampdagen:
»Jeg synes nærmest, det er surrealistisk, at man år efter år skal diskutere, om 1. maj ikke har overlevet sig selv. Der er jo ingen, der diskuterer, om vi skal afskaffe Kr. himmelfartsdag, fordi ingen går i kirke«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























