Naturvidenskaben til forsvar for UVVU

Torsdag skal det ske. Ved en mere eller mindre højtidelig ceremoni vil en række notabiliteter fra den sundheds- og naturvidenskabelige forskning overrække omkring 600 underskrifter fra danske forskere til Forskningsstyrelsen. Ikke fordi de vil protestere mod noget. Nej de vil såmænd bare sige: I trænger nok til et skulderklap, til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Skulderklappet kommer som en reaktion på den ørefigen, som en række især samfundsfaglige og humanistiske forskere har forsøgt at lange UVVU, efter at udvalgene kendte Bjørn Lomborgs bog om verdens sande tilstand for »uredelig« - fup og fidus på godt dansk. En gruppe samfundsfagsprofessorer rejste i et åbent brev kritik af UVVU's grundlag for afgørelsen, en underskriftsindsamling samlede i forrige uge 287 underskrifter i protest mod den konkrete kendelse over Lomborgs bog, og enkeltpersoner sammenlignede i medierne UVVU med stalinistisk tankekontrol. samfundsforskere i offensiven Og så blev det for meget for lægerne og naturvidenskabsfolkene bag indsamlingen. I denne tid, hvor smagsdommere og råd og nævn er i lav kurs, frygtede de for UVVU's liv, forklarer de i dagens avis. Men hvorfor har afgørelsen i Lomborg-sagen fået samfundsforskere i offensiven? Og hvorfor går lægerne og naturvidenskabsfolkene så nu i brechen for UVVU? FØRST og fremmest skal det slås fast, at denne diskussion er affødt af afgørelsen om Lomborgs bog. Enighed eller uenighed i denne afgørelse er mere afgørende for mange af aktørerne, end de står ved. Men diskussionen er også udtryk for mere grundlæggende uenigheder mellem forskellige videnskabelige discipliner. Den diskussion rejses nu. Og der er fare for, at den ender som et selvmål for de samfundsforskere og humanister, der startede den. De kan stå tilbage med et stempel som 'B-holdsforskning' i forhold til de 'hårde' videnskaber. Læger og naturvidenskabsfolk støtter nu UVVU, fordi det er dem, der har mest brug for sådan et udvalg. Især den sundhedsvidenskabelige forskning har været ramt af en række spektakulære skandaler. Mange penge på spil De enorme penge, der kan tjenes på medicinsk forskning har været for stor en fristelse, for flere ellers ansete forskere. Diskussionerne om gode fælles regler er årtier gamle inden for sundhedsvidenskaberne. Problemerne er så store, at flere store udenlandske forskningsfonde kræver, at man har et organ som UVVU til at afgøre anklager om videnskabelig uredelighed - uden UVVU, ingen penge. For det andet kan man designe forsøg, der gør det tydeligt, om et lægemiddel virker, eller et nyt materiale er superledende. Derfor kan læger og naturvidenskabsfolk arbejde med ret veldefinerede regler for, hvornår man kan regne med deres resultater. Muligt selvmål For det tredje har man særlig inden for medicinen i forvejen strenge regler for publicering. For man må ikke skabe falske forhåbninger hos patienter ved at publicere uholdbare resultater. Der er fare for, at diskussionen ender som et selvmål for de samfundsforskere og humanister, der startede den. De kan stå tilbage med et stempel som 'B-forskning' i forhold til de 'hårde' videnskaber«De tekniske videnskaber (ingeniørerne) og de jordbrugstekniske videnskaber (dyrlægerne, agronomerne m.fl.) deler på flere områder disse vilkår. Samfundsvidenskaberne og humanisterne er i en noget anden situation. De har ikke den luksus som de 'hårde' videnskaber, at de kan efterprøve deres teorier ved isolerede forsøg. Margen for fortolkning EN ØKONOM kan have en velunderbygget og velargumenteret formodning om, hvilken effekt et indgreb i økonomien vil have. Men han kan ikke teste den i virkeligheden. Statistik og computermodeller kan hjælpe med at lave bedre underbyggede og argumenterede prognoser. Men det er stadig gæt med en stor margen for fortolkninger. Derfor har de i de humanistiske og samfundsfaglige miljøer også en tradition for at være mere large i de krav, man stiller. Udtalelser og vurderinger flyder friere her. Derfor trykkede afgørelsen over Bjørn Lomborgs bog på en øm tå. Lomborgs bog blev bedømt som et videnskabeligt værk, selv om det var en såkaldt debatterende bog. Reaktionen kom prompte: Skal samfundsvidenskaberne pålægges mundkurv? Må man nu kun udtale sig gennem videnskabelige afhandlinger? Lød spørgsmålene. Revurdering af UVVU RESULTATET ER, at UVVU's grundlag nu skal revurderes. Og man skal i de statslige forskningsråd diskutere, om man kan definere regler for god videnskabelig praksis. Og måske endda lave fælles regler for alle områder. Hvorfor stiller man sig så ikke tilfreds med det. Hvorfor starte underskriftsindsamlinger? Der kan gives mange gæt, men særlig to presser sig på. Det handler om faglig stolthed, og det handler om penge. Den faglige stolthed får ofte i forskerkredse en ganske ubehagelig tone. Vel at mærke, når man omtaler de andre. Det er tilsyneladende en udbredt forestilling, at de andre ikke har fattet en bønne af, hvad der sker. Og man vil ikke risikere at miste anseelse i ens eget internationale fagmiljø ved at lade dem løbe med diskussionen om, hvad der er god videnskab. Forskere er politikere Man må heller ikke glemme, at forskere også er politikere. Deres forskning sætter dagsordenen for mange politiske debatter, og mange forskere ønsker at fremme bevågenheden af deres område. Fordi de mener, at der er vigtige problemer at løse, og fordi politisk bevågenhed har det med at kaste bevillinger af sig. I den situation er det, at humanisterne og samfundsforskerne har mest på spil i de kommende diskussioner om UVVU. Sundheds- og natur- og de tekniske videnskaberne kan stille - og leve op til - de mest specifikke krav om redelighed. DET KAN bruges til at understrege en opfattelse af, at de er 'A-holdet' inden for forskningen. En opfattelse, der fra en anden synsvinkel allerede breder sig i det politiske liv, fordi medicin, teknik og naturvidenskab er de forskningsområder, der tilsyneladende skaber flest arbejdspladser. B-holdet 'B-holdet' i det scenario er humanisterne og samfundsforskerne. Den plads kan de ikke tåle at få cementeret af UVVU. Derfor kommer der markeringer fra den front. For os andre er det måske ikke så skidt endda, hvis denne sag minder os alle - lægmænd, embedsmænd, politikere og eksperter - om, at de samfundsvidenskabelige videnskaber er gode bud på, hvordan vi bør indrette os. Men det er kun det. Gode informerede bud. Og hvis vi så samtidig husker på, at selv om de hårde videnskaber kan efterprøve deres teorier i laboratorierne, så er de lige så fejlbarlige. Det ved enhver børnefamilie, der udsættes for eksperters evigt skiftende råd og advarsler om alt fra forurenet jord og allergi til ernæring og lotion i bleen.