Fersauli havde ansvar for rædslernes fangelejr

Foråret 1996. I en tjetjensk fangelejr for russiske krigsfanger og civile gidsler. »Der var også en officer hos os, en kaptajn . Det er frygteligt at tænke på, hvad de gjorde ved ham . De tævede ham grusomt, men han sagde ingenting. De tvang os til at grave en grav, så smed de ham derned og begyndte at smide sten på ham. En af tjetjenerne tog en kæp og begyndte at stikke i ham, som var han en kartoffel. De andre fulgte hans eksempel. De tævede ham, til han var bevidstløs. Vi ville ikke se på det, vendte os om, men de tvang os til at se på igen. Som for at advare os mod at flygte. Siden slæbte de officeren et eller andet sted hen. Han var ikke mere. De må have begravet ham et eller andet sted«. Grusomme forhold Ordene kommer fra et af de mange vidner, som den internationalt respekterede russiske menneskerettighedsorganisation Memorial har udspurgt om forholdene i den tjetjenske hærledelses kz-lejr under den første tjetjenske krig. Politisk ansvarlig for lejren var Usman Fersauli, den tjetjenske præsident, Aslan Maskhadovs halvofficielle repræsentant i Danmark, hvor han også har fået politisk asyl. Det siger en af Memorials medarbejdere, Olga Trusevitj, som har fugt udviklingen i Tjetjenien på nært hold, til Politiken. Hun siger, at Fersauli i det mindste bærer det politiske ansvar for forholdene i lejren og for, at snesevis af civile blev holdt fanget under grusomme forhold og misbrugt som arbejdskraft. Men Olga Trusevitj siger samtidig, at det ville være en fejltagelse at udlevere både Fersauli og den i Danmark arresterede tjetjener Akhmed Sakajev til russisk retsforfølgelse på grund af de vilkårlige tilstande i det russiske retsvæsen. »Der må en international eller en dansk retsbehandling til«, siger hun. Memorial har fulgt krigen i Tjetjenien nøje og med sine detaljerede beskrivelser af de russiske styrkers grusomme fremfærd vakt international opmærksomhed mange gange. Allerede i september 1996 fremlagde Memorial imidlertid i Europarådet også en rapport om de tjetjenske guerillaers ligeledes grove overgreb imod menneskerettighederne. Et hovedafsnit i den lange rapport handler netop om den koncentrationslejr, som Usman Fersauli havde det politiske ansvar for, selvom han ikke var dens daglige leder. Solgte fanger Under kampene i 1995 tog de tjetjenske oprørere i hundredvis af russiske krigsfanger. Mange blev mishandlet og dræbt eller solgt tilbage til de russiske familier af lokale feltkommandanter. Ifølge Memorials rapport var de russiske generaler medskyldige i dette, fordi de nægtede at gå med til fangeudvekslinger, og fordi tjetjenere i russisk fangeskab også blev udsat for henrettelser, tortur og mishandlinger. Den tjetjenske ledelse havde imidlertid ikke kontrol over behandlingen af fangerne, men i januar 1996 forsøgte den formelt at sætte en stopper for menneskehandlen og den illegale udveksling, da den daværende tjetjenske præsident, Djokhar Dudajev, beordrede alle fanger samlet i én lejr. Usman Fersauli fik til opgave at sikre denne aktion. Lejren, hvor det lykkedes at samle 150 gidsler og krigsfanger, blev oprettet i den vesttjetjenske landsby Staryj Atjkoj. Æd, hunde Her var forholdene forfærdelige. »Vi fik først vand tre dage efter vores ankomst«, siger en af de overlevende til Memorial. »Så stak de os en kasserolle med vand og mel i. Vi troede, at de klumper, der var i vandet var kogt dej, men det var fluer«. En anden fortæller: »De smed en gang imellem nogle ben hen til os: Æd dem, hunde! De kaldte sig selv for ulve«. Memorials rapport tager ikke stilling til, om den forhenværende tjetjenske feltkommandant og siden politisk ansvarlige for de tjetjenske fangelejre Usman Fersauli på nogen måde kan drages til ansvar for de frygtelige forhold i lejren, men på et punkt kommer rapporten Fersauli til undsætning. 10 marts 1996 truede den lokale kommandant R. Khajkhorojev i byen Bamut med at henrette fem fanger fra lejren for hvert russisk flyangreb på byen. En af Memorials medlemmer, Aleksandr Tjerkasov, tog tre dage senere sammen med Dumamedlem Jurij Rybakov til byen for at forhandle. Ifølge rapporten lykkedes det Usman Fersauli at forhindre henrettelserne ved at sige til Khajkhorojev, at kommandanten ikke har ret til at gøre dette, »ingen feltkommandant har ret til at henrette krigsfanger uden direkte ordre fra den øverstbefalende for Tjetjeniens væbnede styrker«, sagde han. Viden efter vidne fortæller imidlertid om mishandling og sult og om, at mange døde for øjnene af dem. Mishandling Den tjetjenske kz-lejr blev flyttet talrige gange. Blandt andet op i bjergene, hvor forholdene blev endnu værre. Ny leder af lejren blev præsident Dudajevs nevø Akhmed Dudajev, som sammen med helt unge fangevogtere i alderen 14-18 år slog og mishandlede fangerne grusomt og lod dem sove under åben frosthimmel uden anden føde, end hvad de selv kunne finde af frosne bær. Indimellem fik de udleveret majs og lidt mel. Under fredsforhandlingerne i sommeren 1996 blev forholdene bedre. Lejren blev flyttet til en landsby og 22. september 1996 var alle fanger løsladt, og lejren blev officielt nedlagt.