To år på familiecenter i stedet for tvangsfjernelse af børn

De fik valget mellem at få tvangsfjernet deres børn eller at blive sendt to år i behandling sammen med resten af familien på Dyreby Familiecenter. De valgte det sidste. Derfor befinder de sig nu herude på den vestjyske hede langt fra stofferne og den vold og kriminalitet, som i mange år har været en fast del af deres tilværelse. Den røde bygning ligger ved svinget af en lille vej, der strækker sig mellem vindblæste marker og granduftende plantager. Oprindelig var det en gammel landsbyskole, men nu fungerer bygningen som hjem for otte misbrugsfamilier, der bor her sammen med deres børn. Alle familierne er blevet afgiftet, inden de flyttede ind på Dyreby, men selvom stofferne er lagt på hylden, er der stadig lang vej til at kunne fungere som familier. Misbruget og de mange sociale problemer har tyndslidt båndene mellem forældrene og deres børn, og det er derfor nødvendigt med en langvarig behandling, fortæller Rita Knudsen, forstander på Dyreby, siden centret blev oprettet for fem år siden. At sætte grænser »Vores holdning er, at hvis forældrene gerne vil beholde deres børn, bør man give dem en mulighed for at vurdere, om de kan. Det tager tid, men vores erfaring viser, at hvis familierne får den nødvendige terapi og den tid, det tager, er det muligt for de fleste at reparere de bånd mellem dem og deres børn, der er ødelagte«. Familierne deltager både i gruppeterapi og individuel terapi og undervises samtidig i, hvorfor børn reagerer, som de gør, og hvordan de bedst muligt håndterer forskellige konfliktsituationer. I dag er der forældreundervisning på skemaet. Klokken er 9.00, og rundkredsen inde i terapirummet er langsomt ved at tage form. Dagens opgave er at fortælle de andre i gruppen om en situation, hvor de synes, at det har været svært at finde egne grænser i forhold til deres børn. Holdets underviser, Marianne Vester, der er socialrådgiver og psykoterapeut, kalder det en empatiøvelse. »Mange af de forældre, der er her, er selv vokset op i misbrugsfamilier. Deres erfaringsgrundlag er ikke særlig sundt, og derfor er det vigtigt, at de øver sig i at rumme og forstå deres børn«, fortæller hun. Opgør med sønnen En stor fyr med orange bryderbluse og tatoveringer på armene lægger ud med at fortælle om en situation, hvor hans etårige søn bliver ved med at lege med maden, selvom han får at vide, at han ikke må. »Det endte med, at min søn gik helt amok, fordi jeg tog tallerkenen fra ham. Og så blev jeg vred. Det hele kørte op i en spids, og det var først, da jeg smed ham ind på værelset, at der faldt ro over situationen«, siger fyren og kigger alvorligt over på Marianne Vester. Hun forklarer, at det i sådanne situationer er vigtigt at have empati. »Empati er at kunne leve sig ind i andres følelser«, forklarer Marianne Vester. »Det er vigtigt, at I kan sætte jer ind i, at jeres børn er vrede eller irriterede. Men for at kunne gøre det, bliver I nødt til at være bevidste og kunne rumme jeres egne følelser. De følelser, I har indeni, har nemlig stor betydning for, hvordan I reagerer over for jeres børn«. Flere af forældrene noterer opmærksomt ned på en blok, mens andre nøjes med at lytte. De fleste kan genkende situationen med maden, og mange benytter lejligheden til at udveksle erfaringer med sidemanden. Låg på følelserne Mens undervisningen fortsætter på Dyreby, er børnene i gang med deres egen form for terapi ude i Blaabjerg Plantage et par kilometer væk fra familiecentret. I en lille lysning i skoven sidder de sammen med pædagogerne og spiser marmelademadder, mens regnen trommer stille på bladene. I dag er der seks børn med i børnegruppen. Den yngste er et år, og den ældste er 11. Efter tur snakker de om, hvordan de hver især har det, mens pædagogerne lytter opmærksomt. »Det specielle ved børn af misbrugere er, at de ikke er vant til, at der bliver lyttet til dem. De har fået lov til at passe sig selv, og det gør ondt, når man er et lille barn«, fortæller Jonna Bojer, der har været ansat som pædagog på Dyreby i fire år. »Mange af vores børn er dybt ulykkelige og vrede over den tilværelse, de har haft. Men de har lagt låg på følelserne for ikke at gøre far og mor kede af det. Vores opgave er derfor først og fremmest at lytte og fortælle dem, at de er gode nok, og at det er okay at være vred«. Børnene har rejst sig fra bordet og løber rundt og leger på græsset. I den lille lysning er der en stor grøn tipi og en bålplads, og inde mellem to træer hænger en stor hængekøje, som Cecilie på 11 år ligger og slapper af i. »Det er vigtigt, at børnene oplever tryghed og får nogle faste rammer. Dem har der ikke været mange af i deres korte liv«, siger Jonna Bojer og stryger hånden over håret på Nadja, der lige er startet i børnegruppen. Tilbage på centret er der ved at blive gjort klar til frokost. Sidste chance Kim Frederiksen står i sin blå kedeldragt og taler med et par af de andre fyre. Han har været på Dyrehus i to år og er i dag overbevist om, at opholdet har reddet tilværelsen for ham og hans otteårige søn. »Inden jeg kom herover, var alt kaos. Jeg kunne se på min søn, hvor skidt han havde det, og var godt klar over, at jeg skulle tage mig gevaldigt sammen, hvis ikke det hele skulle krakelere for os«. På det tidspunkt havde Kim Frederiksen været stofmisbruger i 20 år, men det gik ført rigtigt op for ham, hvor alvorligt det stod til, da hans kone døde af brystkræft, og han pludselig sad alene tilbage med sin søn. »Det var hårdt at skaffe penge til både mad og stoffer. Jeg blev nødt til at nøjes med at lave småkriminalitet af hensyn til min søn. For hvem skulle tage sig af ham, hvis jeg kom i fængsel? Samtidig kunne jeg ikke finde ud af at behandle min søn ordentligt. Der skulle ingenting til, før jeg blev gal og slog ham«, fortæller Kim Frederiksen. »Jeg magtede ham ikke alene, men kunne heller ikke udholde tanken om, at han skulle fjernes fra mig, så da jeg hørte om Dyreby, bad jeg kommunen om, at vi kunne komme derover sammen«. Sort ventetid Der gik fire måneder, inden der var plads til Kim Frederiksen og hans søn, og når han i dag ser tilbage på ventetiden, står den som et sort hul. »Jeg var virkelig langt ude i tovene. Alt var mørkt for mig, og til sidst så jeg ingen anden udvej end at begå selvmord. Det lykkedes heldigvis ikke«, siger han. Efter to år i behandling har han fået så meget hold på tilværelsen og sit forhold til sønnen, at de er flyttet i et lille hus i en nærliggende by. Sønnen trives og går på den lokale skole, hvor han skal rykke op i anden klasse efter sommerferien. »Jeg har lært meget om mig selv her og kan i dag se, hvor meget min søn har lidt. Det betyder meget, at man kan få sit barn med i behandlingen. Min søn har fået mulighed for at komme af med sin vrede til mig, og det er takket være behandlerne her på stedet, at vores forhold til hinanden er blevet så godt«, siger Kim Frederiksen.