Anklager gik efter livstid og ikke forvaring til Lundin

Lyt til artiklen

På trods af Retslægerådets anbefaling krævede - og fik - anklageren i Lundin-sagen torsdag i Østre Landsret livsvarigt fængsel, selvom landets højeste juriske/lægelige eksperter havde anbefalet forvaring. En forvaringsstraf - som man tidligere kaldte psykopatforvaring - anvendes sjældent og kun overfor straffede, som skønnes at være til væsentlig fare for andres liv. Den straf er ikke rettet mod personer, som i lægelig forstand er sindssyge. De straffes nemlig ikke, men bliver i stedet dømt til forskellige former for psykiatrisk behandling. Da Lundin ifølge Retslægerådet ikke er sindssyg, stod valget altså mellem en almindelig fængselsstraf eller forvaring. Indespærret i længere tid Anklageren, statsadvokat Erik Merlung, gik helt bevidst efter en livstidsdom, fordi Lundin ifølge praksis derfor kommer til at sidde indespærret længere. De særligt farlige kriminelle, der får forvaring, anbringes som regel i Anstalten ved Herstedvester, som har en psykiatrisk afdeling. Og med den type straf har lægerne et alvorligt ord at skulle have sagt, når den pågældendes farlighed skal vurderes med henblik på senere løsladelse. I en kommentar efter dommen sagde Erik Merlung i utvedydige vendinger, at han havde større tillid til, at Lundin ikke kommer på fri fod de næste mange år med en livstidsdom, end hvis han fik forvaring. Uafklaret praksis Ifølge den juridiske 'bibel' på området - den kommenterede straffelov - er praksis for, hvornår man giver forvaring eller fængselsstraf "næppe afklaret". Det nævnes dog, at tidligere praksis har været at vælge fængsel frem for forvaring, når en livstidsstraf var på tale. Og livstidsstraf er i princippet fængsel, indtil man dør. Den højeste tidsbestemte straf er derimod 16 års fængsel, og her sker der typisk prøveløsladelse, når to tredjedele af straffen er afsonet. Livstidsfanger bliver nemlig ikke prøveløsladt, men kan efter indstilling til dronningen benådes efter et 'passende' antal år. Gennemsnitligt 16 år I dag er gennemsnittet for livstidsfangerne 16 år og ni måneders fængsel før benådning. Ser man i statistikken bort fra den firedobbelte politimorder Palle Sørensen - som ekstraordinært sad i over 33 år - er gennemsnittet 15 år og fire måneder, ifølge Kriminalforsorgens seneste opgørelse. Men det er altså gennemsnitstal. Og netop Kriminalforsorgen spiller en vigtig rolle i benådningssager. Hvis den vender tommelfingeren nedad - på baggrund af oplysninger fra fængselsvæsnet, politiet og anklagemyndigheden - har en benådningsansøgning ikke mange chancer. I Palle Sørensens tilfælde var ansøgningerne om benådning på allerhøjeste plan hos skiftende justitsministre, indtil Frank Jensen (S) forbarmede sig og anbefalede dronningen en benådning. Det skete udfra en vurdering længere nede i systemet om, at han nu ikke længere skønnedes at være farlig for sine omgivelser på fri fod. Ifølge nuværende praksis skal Peter Lundin altså ikke gøre sig store forhåbninger om at få dronningens underskrift på en benådning indenfor de næste 12-16 år. Med mindre han anker straffen til Højesteret og den fastsætter en tidsbestemt straf.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her