SOS Børnebyerne rasler for Rwanda på valgdagen

HJÆLP. 12 millioner kroner fra landsindsamlingerne i 2008 og 2009 er allerede brugt på at bygge SOS Børnebyen i Kayonza i Rwanda. Nu samler SOS ind til driften.
HJÆLP. 12 millioner kroner fra landsindsamlingerne i 2008 og 2009 er allerede brugt på at bygge SOS Børnebyen i Kayonza i Rwanda. Nu samler SOS ind til driften.
Lyt til artiklen

Når danskerne går til valgurnerne på torsdag, beder de fleste partier dem om tænke på andre end sig selv. Den samme opfordring vil vælgerne møde uden for valgstederne, hvor frivillige for nødhjælpsorganisationen SOS Børnebyerne vil stå klar med raslebøsserne til fordel for forældreløse børn i Rwanda.

En million kroner er det organisationens håb at samle ind til driften af Danmarks tredje børneby i landet, som åbnede i maj i provinsen Kayonza.

Politiken.dk tog med: Danske frivillige rejste til Afrika: Hvordan er vores penge blevet brugt?

Men med under en uge til valget har kun to tredjedele af de indsamlere, SOS Børnebyerne havde håbet, meldt sig under de blå/hvide faner.

Mangler 400 indsamlere

Hvis målet om en million skal nås, er der brug for omkring 1.200 indsamlere, men indtil videre er der stadig omkring 400 ledige bøsser at rasle med på valgstederne.

»Vi har været under tidspres, fordi vi kun har kendt valgdatoen tre uger før. Vi har forberedt indsamlingen længe, men det er svært for folk at binde sig til en dato, de ikke kendte. Desuden har danskerne vist enorm vilje til at give hjælp til Afrikas Horn den seneste måned. Og Red Barnet holdt landsindsamling i sidste weekend. De tre ting til sammen gør det ikke lettere at bede danskerne tage endnu en tørn, forklarer kommunikationsmedarbejder Christian Blomgreen fra SOS Børnebyerne.

LÆS OGSÅ Prinsesse Benedikte: Vi er blevet bedre til at hjælpe

De sulter på Afrikas Horn. Hvorfor er det lige Rwanda, I samler ind til på valgdagen?

»Børnebyen i Kayonza er det største danskfinansierede SOS-projekt til dato, og den er med til at hjælpe tusindvis af mennesker i et område, der virkelig trænger. Der findes omkring en million forældreløse børn i Rwanda, så der er brug hver en krone«, siger Christian Blomgreen.

Charlotte Branner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her