Telefonopkaldet blev afsluttet i 2002, men for Willy Nkurayija er stemmen i røret aldrig døet ud.
Otte år efter at han mistede det meste af sin familie under folkemordet i Rwanda, gik den nabo, som han var vokset op ved siden af, som han havde leget hjemme hos, og som han betragtede som en god ven af familien, til bekendelse:
»Det var mig, der slog din mor og din søster ihjel. Jeg skød dem«, lød ordene – lige så tydelige i Willy Nkurayijas ører i dag, som var de sagt i går.
Med macheter, køller og skydevåben slagtede hutu-flertallet af det østafrikanske lands befolkning i 1994 i løbet af 100 dage op mod en million af deres egne naboer, familiemedlemmer og venner.
Børn, kvinder og mænd blev hugget ned, tæsket ihjel og tortureret til døde. Det gjaldt om at sikre sig, at fremtidige generationer af tutsier også blev udryddet, som parolen lød, når hærlederne via radioen hver morgen gelejdede de civile krigere gennem dagens systematiske drab på deres egne landsmænd.
Hellere dræbt end voldtaget og dræbt
Fem af de myrdede var den dengang 34-årige Willys Nkurayijas far, mor, to søstre og en bror. En af de tusindvis af bødler var hans nabo.
Willy og den ene af hans to overlevende brødre skulle lige sidde ned et øjeblik og trække vejret dybt, før de kunne sige ja til naboens forslag om et møde. Og ikke mindst til hans bøn om tilgivelse.
»Det føles hver dag, som om det var i går, jeg talte med ham. Han fortalte, at han havde genkendt min mor og min søster i mængden af mennesker, som de var i færd med at slå ihjel. Og de genkendte ham. Han sagde til dem, at det ville være mere barmhjertigt, hvis han selv slog dem ihjel ved hurtigt at skyde dem, end hvis han lod dem gå. For så frygtede han, at de ville blive voldtaget og torteret i ihjel af nogle andre. Og så skød han dem«, fortæller Willy Nkurayija, da politiken.dk møder ham i Rwanda i forbindelse med indvielsen af en nybygget SOS Børneby i den nordøstlige provinsby Kayonza.
SOS Børnebyerne rasler for Rwanda på valgdagenForældreløse børn med tomme blikke
Han var udstationeret med sit job for nødhjælpsorganisationen SOS Børnebyerne i Nairobi i Kenya og havde en af sine brødre på besøg, da folkemordet gik i gang i april 1994. Hans far blev dræbt i folkemordets tidlige dage, hans mor og tre søskende lidt senere. En anden bror overlevede, fordi han er præst – drabsmændene turde ikke slå ham ihjel af frygt for Guds straf.
Da Willy og hans bror vendte hjem til Rwanda i slutningen af juni, lå der lig i gaderne. Og børn sad, kravlede og gik overalt. Efterladte. Men i live.
»Hvordan tror, du de ser ud i øjnene, sådan nogle børn? Nogle af dem sad bare og stirrede tomt frem for sig. Andre gik rundt og græd og kaldte. Nogle havde grædt så længe, at de var holdt op med at græde igen, fordi der ikke var nogen til at trøste dem«, husker han.
Døde mødre ammede levende børn
De første to-tre dage efter hjemkomsten til Rwanda talte Willy Nkurayija og hans bror næsten ikke sammen. De så bare. Ledte efter deres slægtninge. Og forsøgte at fordøje uhyrlighedernes omfang.
Så tog de fat. De samlede forældreløse børn sammen og kørte dem til børnehjem og SOS Børnebyer rundt omkring i landet.
»Vi fandt endda overlevende spædbørn, som stadig lå og diede ved deres døde mødres bryster. Dem tog vi også med os«, fortæller Willy og ryster på hovedet, som om han stadig selv finder det svært at tro.
Børn var bange for nærkontakt
Mange af børnene havde netop set mennesker, de holdt af og stolede på, slå deres forældre og søskende ihjel, så de kunne ikke længere kende forskel på ven og fjende.
»De børn var bange for alle. Dem kunne vi ikke engang få lov at holde om i starten, for de skreg og blev bange, når vi nærmede os dem. Nogle af dem var helt holdt op med at tale. Derfor indførte vi obligatoriske knus i børnebyerne hver morgen. Når børnene blev holdt om tilstrækkelig mange gange, lærte de efterhånden, at vi ville dem det godt«, husker Willy.
Danske frivillige tog til Afrika: Hvordan er vores penge blevet brugt?Han var med til at give adskillige forældreløse børn nye navne, når de ankom til SOS Børnebyerne, fordi børnene var for små eller for påvirkede af deres oplevelser til selv at fortælle, hvad de hed. Ingen levende vidste længere, hvem de var. Og heller ikke, om de var hutu eller tutsi.
Voldtægt rammer også næste generation
Selvom folkemordet er 17 år, siden, lever Rwandas befolkning stadig med de direkte konsekvenser af forbrydelserne. Tutsi-kvinder blev systematisk voldtaget. Og nogle af de overlevende blev gravide.
»De kvinder måtte vælge: enten af få en abort, eller at føde et barn, hvis far var en, som måske lige havde slået kvindens egen mand og børn ihjel. Så hver dag skulle den kvinde kigge på sit nyfødte barn, som hun jo elsker, og blive mindet om en, hun hader. Mange kvinder mistede forstanden af det. Nogle endte med at give deres børn fra sig, fordi de ikke kunne leve med det«, fortæller Willy Nkurayija, som selv var tutsi, før hans nye identitetspapirer uden etnisk tilhørsforhold blev udstedt.
Han har lige grædt. Det gør han, hver gang han besøger en SOS Børneby og ser nogle af de børn, som er glade, og som tilfældet og gavmilde mennesker har givet en ny chance.
Det var ifølge ham selv børnene, der fik ham selv til at smøge ærmerne op og komme videre dengang, da han selv stod i sorg og afmagt til halsen.
»Du kan ikke have ondt af dig selv, når der er børn, der sidder sådan. Det hjælper at hjælpe andre, forklarer Willy.
Gik fremad sammen
Men hvordan lever man videre efter et folkemord? Hvordan tilgiver man sin families bødler? Hvordan accepterer man, at drabsmændene også lever videre – side om side med deres ofre? Journalistens spørgsmål står i sort/hvid kontrast til mange rwanderes konstruktive, fremadskuende svar.
»Du kan, hvad du skal. Dengang var alting ødelagt, mange mennesker var dræbt, og mange andre var slået helt i stykker – både hutuer og tutsier. Der var kun en vej ud af den situation for alle, og det var at stå sammen og gå fremad«, lyder Willy Nkurayijas forklaring.
Han er ligesom størstedelen af Rwandas øvrige befolkning begejstret regeringstilhænger og hylder politikernes linje, som uden slinger insisterer på, at alle er rwandere, og at alle skal arbejde sammen for at få landet på fode igen. Uanset huti- og tutsifortid.
Taler om fortiden
Siden folkemordet er Willy Nkurayija blevet 51 år, han er far til to sønner på 12 og 13 år og arbejder som support services coordinator på SOS Børnebyernes østafrikanske regionskontor.
Hans land er på 17. år travlt beskæftiget med at rydde op – både retsligt, praktisk og socialt. Retssager mod krigsforbrydere afvikles fortsat, lig graves stadig op i skove og massegrave - og ned igen på så mange mindekirkegårde, at de er holdt op med at tælle. Og folkemordet er langt fra tabu.
Blandt venner dukker fortiden jævnligt op som naturligt samtaleemne, forklarer Willy, hvis hustru er eneste overlevende blandt ni søskende i sin familie. Alligevel er det kun tredje gang, han selv fortæller sin historie til andre end sine allernærmeste.
»Det er godt at tale om det«, siger han. »Det hjælper til at bearbejde det og komme videre. Og vi skal videre. Rwanda skal videre«.
Har mødt familiens drabsmand
Gennem årene er Willy Nkurayija af og til stødt på sin mors og søsters drabsmand, som efter udstået straf lever videre i den landsby, hvor Willy og hans søskende voksede op.
Men selv i Rwandas frodige regnstidslandskab vokser bananpalmerne ikke ind i himmelen.
»Min bror og jeg sagde ja, dengang han bad os om tilgivelse for, hvad han havde gjort. For det var så uvirkeligt, at han sad der ved vores spisebord, at jeg ikke tror, vi rigtig kunne forholde os til det. Men nu når jeg møder ham, ser jeg billeder inde i hovedet af, hvordan han slog min mor og min søster ihjel. Hvordan det lød, og hvad de sagde. Jeg går over på den anden side af gaden, hvis jeg støder ind i ham. Jeg har ikke lyst til at tale med ham igen«, siger han.
LÆS OGSÅ Prinsesse Benedikte: Vi er blevet bedre til at hjælpe
fortsæt med at læse
