Nytter det overhovedet noget at smide en tyver i bøssen eller sende penge af sted hver måned til sponsorbørn i den tredje verden?
Det spørgsmål fik 13 danske frivillige svar på, da de anført af SOS Børnebyernes protektor prinsesse Benedikte, organisationens bestyrelse og en delegation fra Odd Fellow-logen i sommer rejste til det østafrikanske land Rwanda for at følge de mange penge fra raslebøsse til børn.
Over 12 millioner kroner kunne nødhjælpsorganisationen gennem de to fjernsynstransmitterede Danmarks Indsamlinger i 2008 og 2009 sende videre til en ny skole, et socialcenter og en lægeklinik i forbindelse med den helt nye børneby med plads til 120 forældreløse børn i Rwandas østlige provins Kayonza.
Desuden har den danske afdeling af Odd Fellow-ordnenen gennem tre år indsamlet 4,2 millioner kroner, som dækker udgiften til byggeriet af tre familiehuse til forældreløse børn og børnebyens børnehave. Resten af projektet har organisationens frivillige og støtter samlet ind til.
LÆS OGSÅ SOS Børnebyerne rasler for Rwanda på valgdagen
Frivillig: Man bliver glad af at hjælpe andre
Allerede i Københavns Lufthavn baskede sommerfuglevingerne ivrigt i maverne på flere af de rejsende.
»Vi er jo mange, der bruger mange kræfter på at samle penge ind, så jeg glæder mig sådan til at se, hvad der kommer ud af al vores arbejde. Og så skal jeg have et fadderbarn mere – fra den nye børneby, fortalte formand for SOS Børnebyernes lokalafdeling Damhus Annelise Langhorn.
Hun sponsorerer i forvejen to SOS-børn og har selv bekostet og indsunget to cd’er med musik på alverdens sprog i samarbejde med blandt andre kapelmester Henrik Krogsgaard. Indtægten fra salget går ubeskåret til SOS Børnebyerne.
Prinsesse Benedikte: Vi er blevet bedre til at hjælpe»Jeg har mistet både min mand og to sønner. Og i stedet for at sætte mig ned og have ondt af mig selv, så gør jeg en indsats for SOS Børnebyerne. Man bliver glad af at hjælpe andre«, forklarede hun over en kop morgenkaffe i Kastrup.
De forældreløse børns land
Med base på blandt andet ’Hotel de Mille Collines’, som er virkelighedens ’Hotel Rwanda’ fra heltefilmen af samme navn, gik rejsen hver morgen rundt til Rwandas børnebyer for at se, hvor de mange penge er endt, som organisationens frivillige raslebøsse efter raslebøsse, og girokort efter girokort har sendt af sted til det lille østafrikanske land med den kulsorte historie.
Hvor mange afrikanske lande brænder sig fast på tv-seeres nethinder verden over med billeder af hungersnødsramte mødre med lige så udsultede børn i favnen, er der lidt længere mellem de usundt udspilede maver og fluer i øjenkrogene i Rwanda.
’Foregangsland’ kalder mange det efter afrikansk standard velfungerende samfund i hastig udvikling. Men på billederne fra Rwanda mangler mange af mødrene.
De blodige 100 dage under folkemordet i 1994, hvor barndomsvenner hakkede hinanden ihjel med macheter, hvor ægtemænd tævede deres egne hustruer og børn til døde med køller, trækker spor helt frem til i dag. Op mod en million mennesker blev dræbt, da hutuer satte sig for at udrydde tutsier, og blandt andet som konsekvens af folkemordet er 1,26 millioner børn i dag forældreløse eller nødlidende. Hvert fjerde barn under fem år er underernæret, og hvert femte barn dør, før det når samme alder.
10 børn til hver mor
Akkompagneret af trommedans, brede smil og prominente gæster fra ind- og udland indviede prinsesse Benedikte SOS’ tredje danske børneby i Rwanda, som skal give 120 forældreløse børn et nyt hjem, 210 børn adgang til skolegang og hele lokalområdet mulighed for at få lægehjælp og støtte.
Det okkerrøde murstensbyggeri i udkanten af landsbyen Kayonza rummer både lægeklinik, børnehave, skole og 12 familiehuse, som hver skal huse en ’mor’ og 10 børn. Mødrene er uddannet og ansat af SOS Børnebyerne, og de og børnene lever sammen i hvert deres hus, næsten som andre familier gør det ude på den anden side af det lille lukkede SOS-samfund.
Når børnene bliver gamle nok, flytter de ud af morens hus og sammen med deres jævnaldrende ind i drenge- og pigehuse, hvor de i et par år lærer at klare sig selv, før de for alvor flytter hjemmefra – ud af SOS børnebyen. SOS fortsætter med at hjælpe børnene økonomisk, indtil de er færdige med deres uddannelse.
SOS-byen åbner sig mod lokalområdet ved at tilbyde byens borgere hjælp i børnebyens lægeklinik socialcenter og ved at gøre plads i skolen til 90 af byens børn, som bliver boende i deres nuværende hjem.
Udvalgte børn
I et land, hvor langt de fleste af de ni millioner indbyggere lever under FN’s fattigdomsgrænse, er der nok af trængende børn at hjælpe. Af landets 1,26 millioner forældreløse vælger SOS Børnebyerne de få heldige ud, som får lov at flytte ind i et familiehus, få en ny mor og en fremtid som veluddannet og formentlig i arbejde.
Selv om de ikke var flyttet ind endnu, var Kayonzas udvalgte børn i den festlige dags anledning iført SOS Børnebyernes karakteristiske mørke- og lyseblå skoleuniformer. På fine rækker og med en flere timer lang tålmodighed sad selv de yngste plastikstol ved plastiskstol og lod sig underholde af kunstfærdige danse og taknemmelige taler på sprog, de ikke forstod, men hvis mening de med sikkerhed har fået forklaret: Du er ikke forældreløs længere. Du er udvalgt. Du er heldig. Der er nogen, der hjælper dig til et bedre liv.
Mødet med de mange børn i blåt blev rejsens absolutte kulmination for flere af de danske frivillige, som både fik afleveret deres mange medbragte gaver, snakket med børnene og lært danske sange og lege fra sig. Enkelte af børnene blev ved den lejlighed udvalgt endnu en gang.
Et ægtepar med adskillige fadderbørn i forvejen faldt for en dreng, der godt kan lide at spille fodbold, og tegnede endnu et fadderskab. Og Annelise Langhorn blev ’mor’ til sit tredje barn, en pige.
»De spurgte, om jeg ville vælge selv, men jeg sagde til dem, at de skulle give mig det barn, der trængte allermest til hjælp. Og det var så hende«, fortalte hun med et smil, der varede det meste af dagen.
Politiken.dk var inviteret til Rwanda af SOS Børnebyerne.
fortsæt med at læse
