Arla og Danish Crown vil ikke umiddelbart droppe milliardimporten af sprøjtet soja fra Argentina, selv om flere videnskabelige rapporter påviser, at børn i det sydamerikanske land får kræft og fødes med misdannelser på grund af den lokale sojaindustris omfattende brug af farlige og i Danmark forbudte sprøjtegifte. Det står klart efter et møde i Landbrug & Fødevarer i går, hvor de store aktører i dansk fødevareindustri diskuterede den kontroversielle import.
»Alvorlige anklager«
Det eneste konkrete, parterne har besluttet, er at indkalde til et møde om problemet i industriens europæiske brancheorganisationer, oplyser mejerigiganten Arla.
»Det er vældig alvorlige anklager, der fremsættes i rapporterne, men løsningerne er komplekse og tager tid. Det må vi have respekt for«, siger Sanne Vinther, CSR-rådgiver i Arla.
Beslutningen bliver mødt med vrede blandt ngo’er og politikere.
EL kræver svar fra ministeren »Vejen er for længst banet for mere bæredygtige løsninger. Løsningerne er der allerede. Det her er en sovepude«, siger Lasse Juul-Olsen, programleder i WWF, mens Enhedslistens Per Clausen vil have fødevareminister Mette Gjerskov (S) til at svare på, om hun mener, at den danske sojaimport fra Argentina er acceptabel.




























