»Århhhhh«. Julius Lund på 73 år ruller frem og tilbage på trægulvet med ryggen på en lilla, pølseformet rulle og ånder tuuungt ud. Man bliver simpelthen nødt til at åbne op for luftvejene, når man laver den øvelse, forklarer han imellem to udåndinger, lidt stakåndet. Vi sidder på et af de fire små værelser i den pensionerede akademiker Julius’ ejerlejlighed på Christianshavn. Her har han boet i 30 år, de fleste af årene alene. Så han er en af de i alt 467.449 danske mænd, der bor uden familie eller bofæller – et antal, der er steget fra 12 procent til 20 procent af de danske mænd siden 1986, viser tal fra Danmarks Statistik.
Psykoterapeut
Det er der lige så mange forklaringer på, som der er mænd. Hvad Julius angår, har han selv valgt det, men det vender vi tilbage til. Han er det, man kan kalde en københavnerbøsse. En belæst herre med fine træk, der stemmer sine s’er ganske blidt og taler i sætninger med formfuldendt syntaks, uanset længden.
Nu ligger han nede på puden og demonstrerer de åndedrætsøvelser, han udsætter sine klienter for, når han arbejder som psykoterapeut. En af de mange ting, han bruger sit otium på. Jeg sidder og kigger på demonstrationen, mens jeg tænker på noget, Julius har sagt om, at han lever et ganske almindeligt, nærmest borgerligt liv.
Det gør han på en måde også, når han går til koncerter med Radiosymfoniorkestret, går ture på naboen Christianias volde og har et bredt socialt netværk. På den anden side skiller han sig ud ved at tilhøre en minoritet på grund af sit seksuelle tilhørsforhold. Spændetrøje Da han voksede op i 1940’erne blev han opdraget til at passe ind. Til at udfylde sin rolle inden for den ramme, der hedder far, mor og børn. »Normen om kernefamilien var simpelthen den sociale bibel, da jeg var barn. Man så ned på folk, der var ugifte – kvinderne, de var gammeljomfruer, og mændene, de var pebersvende«. »Det blev ikke bare normsættende, det blev også en spændetrøje«, siger han.
