Et farverigt billede af den barmfagre og letpåklædte Samantha Fox pryder puden på stolen. Hun sang og vrikkede sig til en plads i masser af teenagefantasier i 1980’erne, og nu ligger hun her i slyngelstuen. På bordet står kaffekopper med sorte rander, og der er smøger i askebægeret. Tonen er bramfri i det lille køkken, hvor Dennis Søderberg Jensen og hans to kolleger holder pause fra det hårde arbejde i Dansk Skilteproduktions fabrikshal. »Vi kan godt lide Dennis, men han fylder for meget på arbejdspladsen«, siger Lars Kramer mellem to hvæs på cigaretten. Han når dårligt at sige sætningen færdig, før han og Dennis knækker sammen i latter. Det er fredag formiddag. Luften er tyk af drengerøvshumor, og når man kender hinanden, er det helt okay, at Lars fyrer en joke af om, at Dennis optager mere plads end andre i hallen, fordi han vejer 170 kilo. »Det kan godt være, jeg er stor, men din mor har aldrig brokket sig over min størrelse«, griner Dennis tilbage. Senerne i armen er for korte Så er det sat på plads. Lars ryster på hovedet, skodder sin smøg og fortæller, at noget af det bedste ved Dennis er, at han altid er frisk og i godt humør, når arbejdsdagen begynder klokken 7.30. Mens andre hænger med næbbet, er Dennis klar til at bukke metalplader og skrue skilte sammen i fabrikshallen med sine tre kolleger.
Allerede på første arbejdsdag sidste efterår fortalte Dennis om sin overvægt, og om at han havde haft en depression, men nu var ved at komme op af dyndet. Han fortalte åbent om de 100 overflødige kilo, og det sikrede ham respekt blandt kollegerne.
