Maria sidder sammenkrøbet i et hjørne af det værelse, der har været hendes hjem i mere end et halvt år. I hænderne har hun skår fra en knust hvid porcelænstallerken, det bløder fra hendes ene finger, og med skårene har hun ridset sin ene underarm til blods. På radiatoren ved siden af har hun skrevet F-U-C-K med den blodige finger, et af bogstaverne er tværet lidt ud. »Lad mig være. Lad mig være. Lad mig være«, råber hun. Hendes stue her på Psykiatrisk Center Københavns lukkede afdeling ved Bispebjerg Hospital er fyldt med personale. Sengen er blevet trukket ud fra væggen og står nu midt i rummet, så man bedre kan komme rundt om den.
Fat i arme og ben
To muskuløse mandlige sygeplejersker – den ene med tatoveringer op og ned ad armen – griber sammen med flere andre ansatte fat i begge Marias arme og begge hendes ben.
Hun gør modstand. Hun hiver og flår i armene og forsøger at sparke sig fri. Men de er for mange. De løfter hende op på sengen, og flere af sygeplejerskerne lægger sig nu på tværs af hende for at trykke hende ned i sengen. På vinduet bag sengen hænger 10-20 fotografier, fra før Maria blev så syg, at hun blev indlagt på den lukkede. Stort set alle billederne viser to unge kvinder, der holder om hinanden og griner bredt ind i kameraet.
