Marks mor: »Det var den vanvittige cocktail af medicin, der slog ham ihjel«

Det var lidt af en medicinsk cocktail, som den unge mand fik hver dag, konstaterede psykiateren fra Distriktspsykiatrisk Center Odense, da han i sommeren 2006 fik papirerne på en ny patient. Den 32-årige fynbo Mark Eskekilde, der var flyttet i egen lejlighed efter at have boet nogle år på et psykiatrisk bosted, var »i en noget kompliceret medicinsk behandling«, noterede lægen i distriktspsykiatrien, der opregnede de faste lægemidler: »To antidepressive præparater, tre antipsykotiske præparater samt et stemningsstabiliserende præparat«, skrev han i journalen. Dertil kom medicin, der blev ordineret efter behov. I strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger Det var helt i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og lægen var ikke i tvivl om, hvad det distriktspsykiatriske centers mål med patienten skulle være: »Sanering i patientens særdeles komplicerede medicinske behandling«. Det var ikke kun lægen på Distriktspsykiatrisk Center i Odense, der kunne se, at det var en voldsom mængde medicin, Mark Eskekilde blev udsat for. LÆS OGSÅ33-årig døde af overmedicinering - politikere fik intet at vide En sygeplejerske, som jævnligt kom og besøgte ham i hans lejlighed, »undrede sig over den store mængde medicin, Mark fik«, og hun advarede distriktspsykiatrien om, at han ikke var »særligt velfungerende«. Alligevel fortsatte den voldsomme medicinering af Mark Eskekilde. Og det skete vel at mærke, uden at lægerne tog de månedlige blodprøver og målinger af hans hjerte, som kunne have afsløret, at der var noget galt. Målinger, som sygeplejersken også havde efterlyst uden resultat. En i rækken af pludseligt døde Et år efter at distriktspsykiatrien havde konstateret, at Mark var heftigt overmedicineret, blev han fundet død i sin lejlighed på Horsetorvet i Odense. Dermed blev Mark endnu en i rækken af unge mennesker med en psykisk lidelse, som pludseligt dør, uden at der er tegn på nogen fysisk sygdom. De fleste henlægges som uforklarlige dødsfald med »dødsårsagen uoplyst«. På den måde er Marks historie anderledes. Det fremgår sort på hvidt af obduktionsrapporten, at han døde af medicinen. Undervejs blinkede advarselslamperne gentagne gange. Uden at nogen greb ind. Hverken distriktspsykiaterne eller den private psykiater, som i stort omfang udskrev medicinen. Derfor resulterede sagen sidste år i, at tre læger måtte tage mod kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. På den måde adskiller Mark Eskekildes sag sig også fra de andre 'uforklarlige dødsfald' blandt psykiatriske patienter. Syg som 20-årig Mark Eskekilde var blevet syg som 20-årig efter nogle år med hashmisbrug. I 1994 fik han diagnosen skizofreni. I de kommende år røg han ind og ud af de psykiatriske afdelinger, før han som 26-årig flyttede ind på bostedet Roesskovsvej i Odense. Han var vellidt, havde mange venner, som han tit besøgte, og han så umiddelbart ud til at trives godt. Musikken var hans store lidenskab. Han spillede flere instrumenter efter gehør. Var med i et gospelkor og havde en kæmpe samling vinylplader. Ville skrive en grandprixvinder I en handleplan havde han beskrevet sine fremtidsdrømme: »På lang sigt: Udgive en cd med egen musik, helst en grandprixvinder«. En af hans nære venner Lotte Poulsen fortæller, at når hun talte i telefon med Mark, havde han altid noget ny musik, hun skulle høre: »Og så spillede han noget ukendt musik for en. Men det var musik, som han altid havde tænkt over og vidste ville tiltale en«, siger Lotte Poulsen. »Mark fortjener ikke kun at blive set som et nummer i rækken af døde i psykiatrien. Mark havde en psykisk lidelse, men han var velfungerende og elsket af alle os, som var så heldige at kende ham. Mark var et værdifuldt menneske og ikke bare en psykisk syg person«.
Flyttede i egen lejlighed Mark havde god kontakt til sine forældre og til sin lillebror. Han tog på rejser til Færøerne og til Togo i Afrika, hvor hans lillebror arbejdede, og han læste engelsk og litteratur på Lilleskolen i Odense, hvor han gik. Han ville gerne flytte fra bostedet til egen lejlighed. Og det lykkedes ham i den tid, han boede på bostedet Roesskovsvej, at blive trappet ud af hashmisbruget og få lysten til alkohol dæmpet med brug af antabus. I august 2006 var han klar til at flytte i egen lejlighed. Mens han boede på bostedet, var det en privat psykiater fra Svendborg, der havde ansvaret for behandlingen af Mark og de andre beboere. LÆS OGSÅDirektør sagde god for overmedicinering Da han flyttede i egen lejlighed, henviste psykiateren fra Svendborg Mark Eskekilde til Region Syddanmarks distriktspsykiatri. Og det var her, man studsede over Marks lange komplicerede medicinliste. Mødte ikke op i distriktspsykiatrien Lægen fra distriktspsykiatrien noterede i journalen, at Mark slet ikke havde været psykotisk i de seks år, han havde boet på Roesskovsvej. Det fremgik af papirerne, at han kunne blive grebet af angst og få tvangstanker, men han havde »på intet tidspunkt« haft symptomer, der var »forenelige med skizofrenisygdom«. Til gengæld fik han masser af stærk medicin mod skizofreni: Leponex, Zyprexa, Serenase og Nozinan. Og oven i to antidepressive midler og beroligende medicin. Alt sammen i kombinationer, som er frarådet af Sundhedsstyrelsen, og som der ikke var angivet nogen begrundelse for, konstaterede den sagkyndige psykiater, som Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn senere bad om en vurdering. Mark Eskekilde var ikke meget for at tale om sin sygdom. Han foretrak at leve stilfærdigt og hygge sig med vennerne og musikken. Han tog sin medicin, som han skulle, men han havde problemer med at møde op i distriktspsykiatrien, når han blev indkaldt. Men den tunge medicinering fortsatte, uden at lægerne fulgte med i hverken medicinering eller Marks liv. Regionens distriktspsykiatere og den private psykiater, som havde haft ansvaret for Mark på bostedet, kunne ikke finde ud af, hvem der havde ansvaret for behandlingen. Og de mistede overblikket over, hvilke midler han fik. Gang i receptblokken I de to år der gik, fra Mark flyttede fra bostedet, til han døde, mødte psykiateren fra distriktspsykiatrien ham to gange, og den private psykiater i Svendborg talte i telefon med ham en enkelt gang. Men der var gang i receptblokken. Mark Eskekilde blev for eksempel behandlet med det potente antipsykotiske middel Leponex. Et middel, der kræver, at man tager blodprøver hver måned og hjertekardiogram hvert halve år. En af de sygeplejersker, der besøgte Mark hver uge, blev urolig og advarede mod den store mængde medicin og efterlyste faste blodprøver og målinger af hjerterytmen. Men advarslerne blev afvist. Overlægen i distriktspsykiatrien ringede til det værested, som Mark kom på, og fortalte, at sygeplejersken ikke var tryg ved situationen. Men på værestedet fortalte de, at Mark havde det godt, og overlægen konkluderede derfor, at der ikke var grund til at gøre mere ved det. »Det ventileres, at nævnte sygeplejerske nok har tendens til bekymring«, skrev overlægen i journalen. Overlægen ville dog sikre, at blodprøverne blev taget, og Marks hjerte undersøgt. Men i det sidste år af sit liv fik Mark Eskekilde kun taget to blodprøver og et enkelt hjertekardiogram. Langt under kravet. I marts 2008 blev Mark fundet død. Noget var anderledes
To dage før sin død havde Mark sine forældre på besøg i lejligheden. Han var ved godt mod. Talte om vennerne. Det gode samvær. Og talte igen om musikken. Men forældrene kunne mærke, at der var noget anderledes ved Mark Eskekilde. »Han var påvirket på den måde, at han på det seneste var lidt mere træt. Og han sagde, at han ikke kunne overkomme så meget for tiden. Men ellers havde han det udmærket, og han sagde, at det skulle vi ikke spekulere så meget på«, siger faderen, Ole Eskekilde. I dag mener Ole Eskekilde, at det var medicinen, der var årsag til trætheden. LÆS OGSÅFarlig overmedicinering blev holdt hemmelig »Hvis man er på vej til at blive forgiftet og det ikke gør ondt, så tror jeg, at man bliver træt. Det virker logisk på mig, at det var derfor«. Marks mor, Patricia Eskekilde, siger: »Det var den vanvittige cocktail af medicin, der slog ham ihjel. Alarmklokkerne skulle have ringet for mange af dem, der var indblandet. Det var spild af et godt liv«. Overtrådte lægeloven Forældrene valgte at klage over behandlingen. »Vi er ikke ude på at stræbe de indklagede hverken efter livet eller deres brød, men vi ønsker, at de utvetydigt skal have at vide, at de har gjort fejl i det forløb, som fik katastrofale konsekvenser. Og de skal kvittere for, at de har modtaget og forstået kritikken«, skrev forældrene blandt andet til Patientombuddet, som modtog klagen. Og de tilføjede: »Vi får ikke Mark igen, men hans død kan for os få en mening, hvis den er med til at forhindre andre tilsvarende dødsfald«. I august 2011 faldt afgørelsen. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udtalte, at tre læger - to i regionens distriktspsykiatri og den private psykiater i Svendborg - på en halv snes punkter havde overtrådt lægeloven og handlet »under normen for almindelig anerkendt faglig standard«.