Efterretningsofficer: Det er trist, at løgnen fortsætter

BESKYLDNINGER. Anders Kærgaard var hovedpersonen i dag, da han stod frem i flere medier og på et pressemøde og fortalte sin historie.
BESKYLDNINGER. Anders Kærgaard var hovedpersonen i dag, da han stod frem i flere medier og på et pressemøde og fortalte sin historie.
Lyt til artiklen

Efterretningsofficer Anders Kærgaard ærgrer sig over, at oberstløjtnant John Dalby fortsat fastholder, at danske soldater ikke overværede mishandling af irakiske fanger i 2004.

Han stod selv i dag frem i Ekstra Bladet og fortalte, at han dengang var med på en mission, hvor der blev mishandlet fanger, og hvor John Dalby blev gjort bekendt med og så videooptagelser af episoden.

Videooptagelserne blev i dag offentliggjort, da de indgår i den civilt anlagte sag, hvor advokat Christian Harlang på vegne af 11 irakere fører sag mod det danske forsvar.

Fastholder kedelig løgn
Christian Harlang havde derfor indkaldt til pressemøde på sit kontor på Nytorv over for Københavns Byret, hvor han sammen med Anders Kærgaard ville uddybe de oplysninger, som var kommet frem om sagen

I invitationen til pressemødet stod der, at pressemødet startede »præcist«, og da rådhusklokkerne slog klokken 13.30, gik christian Harlang i gang med at berette om sagen.

Anders Kærgaard kom derimod en time for sent - i samme øjeblik som rådhusklokkerne igen gav lyd fra sig.

FAKTA

Fakta: Forstå sagen på to minutter

Efter dagens hovedperson havde tørret panden og rettet tøjet efter turen fra Jylland, påpegede han, at flere i dag har haft chancen for at gøre det rigtige.

»Det er rigtig, rigtig trist, at John Dalby fortsætter med at fastholde den kedelige løgn, og det er rigtig, rigtig trist, at forsvarskommandoen ikke i stedet for at undersøge, hvad der rent faktisk foregik, fortsætter med at bruge den form for arrogance«, sagde Anders Kærgaard.

»Jeg synes også i forbindelse med dagen i dag, at han (John Dalby, red.) har haft mulighed for at stille sig op og gøre det rigtige. Lægge kortene på bordet og sige, det var skidt det her, men lad os nu rydde op i det«.

Beskriver hvad der ikke er sket

John Dalby har tidligere på dagen afvist over for politiken.dk, at han nogensinde har fået oplysninger om eller har set videoklip af mishandlinger af irakiske fanger. Han fastholder også, at han ikke ved, hvor videooptagelserne kommer fra, fordi Forsvaret ikke havde videokameraer med på missionen.

På pressemødet fastholdt Anders Kærgaard, der ledede mission Green Desert i Irak i 2004, at John Dalby så optagelserne.

»Der er ingen tvivl om, at John Dalby har set de her optagelser. Det bevis ligger blandt andet i, at han efterfølgende skriver meget om sagen. Der bliver lagt mange ressourcer i at beskrive, hvad der ikke er sket«, sagde Anders Kærgaard.

John Dalby påpegede dog, at han dengang gik meget op i sagen, fordi en irakisk avis påstod, at danske soldater havde overværet tortur.

LÆS MERE Oberstløjtnant: Jeg har ikke følt, at vi havde noget at skjule

Da Anders Kærgaard kortvarigt efter missionen blev ansat i Forsvarets efterretningstjeneste, spurgte han sin chef, om han skulle nævne hændelserne. Det fik han at vide, at han ikke skulle, og derefter gik der flere år, hvor sagen gled i glemmebogen. Men da Information skrev en artikelserie, og John Dalby får bragt en kronik i Berlingske, kom han i tanke om sagen igen.

Det ender med, at han kontakter advokat Christian Harlang, som lægger sag an mod Forsvaret på vegne af 11 irakere.

Anders Kærgaard er ikke stolt af missionen i dag, fortalte han som noget af det første på pressemødet.

»Jeg havde ønsket, at det hold, jeg var afsted på, var det hold, hvor vi ikke kun gjorde en forskel i forhold til det første nationale irakiske valg, men at det også var en mission man, når vi blev gamle, kunne fortælle vores børn om med stolthed«, sagde Anders Kærgaard.

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her