De ligner katte, men er så underdanige, at de mere minder om hunde, der har fået tæsk. En af de store tigre bliver nedstirret af domptøren i manegen, indtil den søger tilflugt bag en skammel. Snart efter sidder også den i sitposition og giver pote. For straks efter at blive kommanderet til at putte sig sammen med fire af de andre – til publikums store begejstring. Et søndagsbesøg i Sriracha Tiger Zoo i thailandske Chon Buri er ret illustrativt, hvis man vil forstå, hvorfor der stadig er massiv illegal handel med truede dyr. Menneskets luner Ude i naturen føler hantigre sig sjældent godt tilpas på et territorium på mindre end 100 kvadratkilometer, men herinde er de nærmest reduceret til tøjdyr. De er væsener, der skal tæmmes og på alle måder underkaste sig menneskets luner.
SE FOTOS Besøg de 200 tigre i Sriracha Tiger Zoo
Ikke kun i tigershowet, men også i for eksempel betonburet, hvor man for 100 baht (cirka 20 kroner) kan få fem skud mod en skive med et gevær; pletskud udløser en lille kødbid til det store dyr. Eller i fotoseancer, hvor en hundesulten tigerunge får sutteflaske i de få sekunder, det tager at klikke et par billeder – for derefter at blive smidt tilbage i buret, indtil næste kunde kommer forbi. Tilbage til en anden tid Denne tivolisering af naturen kan godt få en dansker til at føle sig sat langt tilbage i tiden – til dengang, hvor rigtig mange af os også godt kunne finde på at tage tigerskind eller elfenben med hjem fra det eksotiske udland. Siden 1975 har den internationale CITES-konvention forbudt stadig flere typer handel med truede dyr, men der er fortsat rigeligt med aftagere – primært asiater og især kinesere, der da også findes i stort tal i tigerzoo. Det er typisk dem, der går helt hen til burene og råber ’rrooaahhrrr’ til tigrene bag tremmerne. Overalt sælges T-shirts og falske tigerprodukter, og hvis man spørger ivrigt nok og har penge nok, kan man også få den ægte vare tilsendt, hvorhen man vil, ifølge ngo’er som WWF Verdensnaturfonden. Putin fik international aftale Trods næsten fire årtiers stigende international kamp mod den illegale handel med truede dyr peger de nyeste tal for de mest eftertragtede arter stadig den forkerte vej. Den samlede omsætning anslås af flere ngo’er til at være på et tocifret milliardbeløb, og på listen over profitable illegale markeder overgås det kun af narko og våben. Tigeren er faktisk et af de få områder, hvor det tilsyneladende er lykkedes at få den nedadgående kurve til at flade ud. Og det skyldes ikke primært CITES, men en mand, der normalt ikke får ros af det internationale samfund: Ruslands præsident Vladimir Putin. Putin nøjes ikke med at tumle rundt i Rusland i bar overkrop og få produceret små film, der klippes, så det ser ud, som om han skyder store sibiriske tigre med bedøvende pile.






























