Romeo er ked af det. Han har lagt sin cykel på jorden og sat sig på en kantsten med cykelhjelmen helt nede i panden. Han finder sig dog i at blive samlet op og sætter sig overskrævs på skødet af pædagog Erik Nielsen. Her får han ikke et knus, men en lang krammer med begge pædagogens store arme rundt om flyverdragten. Her i børnehaven Hylet i Indre By i København er de ikke bange for fysisk kontakt. »Det hører da med til at blive trøstet, at man tager dem helt ind til sig«, siger Erik Nielsen, som har været i den selvejende institution i 36 år.
LÆS OGSÅ Åbne toiletdøre skal fjerne mistanken om pædofili
Han forklarer, at han også krammer børnene, når det er sommer, og de har langt mindre tøj på end i dag, hvor de er ude at cykle i januarkulden på fliserne på Jarmers Plads tæt på, hvor institutionen ligger.
Institutionen har nemlig ikke nogen retningslinjer, der regulerer samværet mellem børn og voksne for at forebygge seksuelle overgreb eller mistanker om det samme, som en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at mange institutioner ellers har. Det har de fravalgt i Hylet.
»Vi har én retningslinje, og det er, at vi skal vise omsorg for børnene, og det forbinder vi slet ikke med sex«, siger Erik Nielsen, som ikke mener, at det skyldes, at de er en lille, kollektivt ledet institution med 30 børn og kun fem voksne, hvoraf to er mænd.
»Jeg tror også, du finder retningslinjer i små daginstitutioner, men det er ikke rigtigt for os. Her forventer forældrene, at vi giver børnene en krammer, hvis vi trøster, det gør du jo også med dine egne børn«.
Omsorgsfuldt at lukke døren
Institutionen har derfor ikke regler, der siger, at døren til badeværelset skal være åben, eller de skal være to til stede ved for eksempel bleskift, eller hvis et barn har tisset i bukserne.
»Hvis du står og skifter et barn, tænker du altså på ikke at få lort på fingrene. Du tænker jo ikke på sex. Og hvis et barn har haft et uheld og skal skifte tøj, er de nogle gange flove, og så er det omsorgsfuldt at lukke døren, så ikke alle kammeraterne ser på«.
De har aldrig i institutionen haft sager, hvor der har været mistanke om pædofili, men Erik Nielsen kender debatten, og han fortæller, at da de for nylig renoverede institutionen og skulle have en ny dør i puderummet ’Hvileren’, var det faktisk oppe at vende i forældregruppen, om der skulle anskaffes en dør med en rude i.
Så ville man kunne holde øje med, hvad der skete i rummet, selv om døren var lukket. »Men vi fravalgte det. For det første ville man jo kunne lave ulovlige ting med børnene, selv om der er en rude i døren. Og for det andet mener vi, at børnene skal have lov at lege uden konstant at være under opsyn«, siger Erik Nielsen, der forklarer, at forældrene bakkede helt op om den beslutning. I puderummet må børnene således gerne tage tøjet af, når de leger – dog ikke underbukserne, fordi risikoen for smitte med børneorm er for stor. Og Erik Nielsen frygter ikke, at børnene krænker hinanden. »Selvfølgelig kan et barn gøre ting, et andet barn ikke synes, er rart, men det kan de også, selv om de har tøj på. Børn i den her alder er ikke udspekulerede og strategiske, og de skal da lære, at drenge og piger ser forskellige ud«. På Jarmers Plads løber en pædagog og en medhjælper efter børnene i en slags fangeleg. »Skal du ikke være med?«, råber en pige til Erik Nielsen. Med drengene i sauna
